
Sheridan Le Fanus ‘Carmilla‘ er filmatiseret ganske mange gange, og Carl Th. Dreyers ‘Vampyr’ er ikke den eneste med betydelig dansk deltagelse. Hovedrollen som vampyren ‘Carmilla’ er i to tilfælde spillet af danske skuespillere.
Mest kendt er nok Hammer Film Productions ‘Lust for a Vampire’, hvor danske Yutte Stensgaard spillede Carmilla. Hammer producerede en strøm af horrorfilm i midten af forrige århundrede, blandt dem en serie på tre film inspireret af Sheridan Le Fanus ‘Carmilla‘. Der var tale om meget frie fortolkninger, der måske mest havde afsæt i dele af persongalleriet fra den gamle kortroman. ‘Lust for a Vampire’ var den sidste af de tre film og havde premiere i 1971. Yutte Stensgaard, der var født i Thisted i Jylland og selvfølgelig hed Jytte på dansk, medvirkede i en række film og tv-serier mellem 1968 og 1971, blandt dem tv-serien ‘The Saint’, men spillede altså kun Carmilla i den sidste af de tre Hammer-film. Rollen i ‘Lust for a Vampire’ blev højdepunktet i karrieren.
Elleve år før, i 1960, spillede en anden dansk skuespiller rollen som Carmilla, nemlig i den franske film ‘Et mourir de Plaisir’, der ligeledes var en ret fri fortolkning af forlægget. Den danske skuespiller hed Annette Strøyberg, dog krediteret i filmen som Annette Vadim, fordi hun da var gift med filmens instruktør Roger Vadim. Han var iøvrigt netop blevet skilt fra Brigitte Bardot, da han mødte Annette Strøyberg. Hun medvirkede i 10 film mellem 1959 og 1965. Inden da havde hun været fotomodel, måske mest kendt som Tuborgs guldpige i 1950’erne.
‘Carmilla‘ kan købes i din lokale boghandler, i alle internetboghandlerne eller du kan kigge forbi vores stand på en af de mange messer og events, som vi vil være at finde på i 2025. Den første af disse bliver Vilde Universer i Aarhus den 23. februar.


