Titelnovellen i vores lille Robert Louis Stevenson samling ‘Fruen af havet‘ er en noget speciel tekst fra Stevensons hånd.
Den foregår i Island og er bygget frit over et par kapitler i ‘Ørboernes Saga’. Det er mørk spøgelseshistorie om grådighed, begær og egoisme. En omrejsende, men tydeligvis velhavende kvinde ankommer til en lille by ved den islandske kyst medbringende de mest fantastiske kjoler og stoffer, som hun nok er villig til at vise frem – for hvad skulle man ellers med dem? – men ikke til at sælge. Det gør naturligvis kun kostbarhederne endnu mere tiltrækkende for især en af kvinderne i den lille islandske by.

Novellen hedder på engelsk ‘The Waif Woman’ og blev først udgivet efter Stevensons død, ja, faktisk først efter hans kone Fannys død 20 år senere. Det skal nemlig have været hende, der talte ham fra at udgive den, selvom det er vanskeligt at opklare i dag, hvorfor hun skulle have gjort det. Man kan lege med tanken om, at hun kan have følt sig ramt af tekstens morale, hvor en kvindes grådighed fører hende i fortabelse, men det rimer bare ikke meget med den kvinde, hun skal have været.
Fanny Stevenson var nemlig selv både billedkunstner og forfatter og levede allerede af at skrive, da hun mødte ham – hun var tilmed fraskilt og mor til flere børn, hvilket var nærmest skandaløst dengang. Stevenson led det meste af sit korte liv, han blev kun 44, af svækkede lunger, og hun ikke bare holdt ham i live, rejste mere eller mindre jorden rundt med ham og var en aktiv del af hans forfatterskab, ikke bare hans førstelæser, men måske nærmere en slags redaktør. Det er måske i virkeligheden mere sandsynligt, at hun i stedet blot har syntes, at han spildte sit talent på at gendigte andres historier.
Hvordan det end hænger sammen, så havde hun gemt manuskriptet, der blev fundet mellem hendes efterladte papirer og senere udgivet, hvorfor vi andre kan have fornøjelsen af at læse det i dag. Og det fortjener det bestemt.




