Carmilla, Klassikere, Nyheder, Sheridan Le Fanu, Teddy Vork

Carmilla spillet af danske skuespillere


Sheridan Le Fanus ‘Carmilla‘ er filmatiseret ganske mange gange, og Carl Th. Dreyers ‘Vampyr’ er ikke den eneste med betydelig dansk deltagelse. Hovedrollen som vampyren ‘Carmilla’ er i to tilfælde spillet af danske skuespillere.

Mest kendt er nok Hammer Film Productions ‘Lust for a Vampire’, hvor danske Yutte Stensgaard spillede Carmilla. Hammer producerede en strøm af horrorfilm i midten af forrige århundrede, blandt dem en serie på tre film inspireret af Sheridan Le Fanus ‘Carmilla‘. Der var tale om meget frie fortolkninger, der måske mest havde afsæt i dele af persongalleriet fra den gamle kortroman. ‘Lust for a Vampire’ var den sidste af de tre film og havde premiere i 1971. Yutte Stensgaard, der var født i Thisted i Jylland og selvfølgelig hed Jytte på dansk, medvirkede i en række film og tv-serier mellem 1968 og 1971, blandt dem tv-serien ‘The Saint’, men spillede altså kun Carmilla i den sidste af de tre Hammer-film. Rollen i ‘Lust for a Vampire’ blev højdepunktet i karrieren.

Elleve år før, i 1960, spillede en anden dansk skuespiller rollen som Carmilla, nemlig i den franske film ‘Et mourir de Plaisir’, der ligeledes var en ret fri fortolkning af forlægget. Den danske skuespiller hed Annette Strøyberg, dog krediteret i filmen som Annette Vadim, fordi hun da var gift med filmens instruktør Roger Vadim. Han var iøvrigt netop blevet skilt fra Brigitte Bardot, da han mødte Annette Strøyberg. Hun medvirkede i 10 film mellem 1959 og 1965. Inden da havde hun været fotomodel, måske mest kendt som Tuborgs guldpige i 1950’erne.

Carmilla‘ kan købes i din lokale boghandler, i alle internetboghandlerne eller du kan kigge forbi vores stand på en af de mange messer og events, som vi vil være at finde på i 2025. Den første af disse bliver Vilde Universer i Aarhus den 23. februar.