Anne-Marie Vedsø Olesen, Drift, Drift - Anne-Marie Vedsø Olesen, Novelle-tema, Novellesamlinger, Teddy Vork, Ubuden, Ubuden - Teddy Vork

‘Ubuden’ og ‘Drift’ nomineret

Shortlisten med de fem nominerede til prisen Årets Danske Horrorudgivelse 2023 er netop kommet, og i år er der hele to bøger her fra 2 Feet Entertainment på listen. Det er første gang nogensinde, at vi har to titler blandt de nominerede, og i øvrigt tredje år i træk, at bøger herfra optræder på listen.

De fem nominerede er:

Drift‘ af Anne-Marie Vedsø Olesen, 2 Feet Entertainment

Ubuden‘ af Teddy Vork, 2 Feet Entertainment

‘I skyggen af Udgårdsø’ af C. C. Thybro, Read.Die.Repeat

‘En stormnat’ af Martin Schjönning, Kandor

‘Når frosten kommer’ af Aske Munk-Jørgensen, Superlux

Prisen uddeles af Dansk Horror Selskab på Krimimessen i Horsens.

Både Anne-Marie Vedsø Olesen og Teddy Vork har tidligere vundet prisen. Teddy Vork endda som den eneste nogensinde to gange.

Anne-Marie Vedsø Olesen, Drift, Drift - Anne-Marie Vedsø Olesen, Gysernoveller, Novelle-tema, Nyheder

Horrorbøger for dig, der hader horror

Sådan hedder et temaet på forsiden af eReolen netop nu – og sørme om ikke Anne-Marie Vedsø Olesens novellesamling ‘Drift‘, som udkom her på forlaget tidligere i år, ikke bare er en af de bøger, der anbefales her, den er endda fremhævet på banneret.

Det er også en god bog, som vi er stolte af at have udgivet, og den kan skam også sagtens læses, selvom man ikke hader horror.

Just saying.

Drift - Anne-Marie Vedsø Olesen, Novelle-tema, Novellesamlinger, Nyheder, Poe

Læs et uddrag af ‘Drift’ af Anne-Marie Vedsø Olesen

I den nye sektion ‘Uddrag‘ her på siden, kan du nu læse et kort uddrag af novellen ‘Orkestergraven’ fra Anne-Marie Vedsø Olesens novellesamling ‘Drift’.

Novellen, der er en gendigtning af Edgar Allan Poes ‘The Tell-Tale Heart’, blev oprindeligt skrevet til antologien ‘Poe’, der blev til i samarbejde mellem Krimimessen og 2 Feet Entertainment i 2009 som en hyldest til Poe i anledning af hans 200 års dag. ‘Orkestergraven’ blev endvidere i 2012 uropført som opera af Fyns Opera i 2012. Ja, en dansk gyseropera. Det findes!

Uddraget af novellen kan læses lige HER.

Drift - Anne-Marie Vedsø Olesen, Novelle-tema, Novellesamlinger, Nyheder

Anne-Marie Vedsø Olesens ‘Drift’ ude i digitale udgaver

I dag udkommer de digitale udgaver af Anne-Marie Vedsø Olesens novellesamling ‘Drift’, altså både lydbog og e-bog.

Lydbogen er indlæst af Klaus Elmer.

Begge udgaver kan lånes på eReolen eller streames på de førende streamingtjenester.

 

Anne-Marie Vedsø Olesens noveller er korte dramaer med store armbevægelser og sitrende nerve. Om mennesker i drifternes vold, kærlighedens destruktive sider, begær og undergang. Der står noget på spil, der ofres alt, der leves fuldt ud. Der brændes op.

 

 

Papirudgaven udkom her på forlaget i januar og fik disse roser med fra anmelderne:

“‘Drift’ indeholder nogle ret stærke noveller, der ikke kun viser kærlighedens destruktive sider, men også giver et indblik i de mørkeste afkroge af menneskets sind, og hvor langt vi er villige til at gå, når vi er drevet af begær. Det var interessant læsning, og samtidig er novellerne virkelig velskrevet med en god balance. Novellerne er nemlig skåret helt ind til benet, hvorved det uhyggelige i balancen mellem begær og undergang bliver dét stærkere.”

Camilla Henningsen, Litteraterne

 

“Denne bog, som indeholder 6 små noveller, er en helt ud til fingerspidserne medrivende bog … helt fantastiske noveller … Jeg elsker fortællingerne og plottet bag historierne … tak for vildt god og medrivende læsning.”

Bettina Christiansen, BookMeblog

 

“Anne-Marie Vedsø Olesen skriver sikkert om store, ofte etiske og moralske dilemmaer … kan med få sætninger lave indgående karakteristikker af mennesker og deres relationer.”

Lis Kjeldsmark Gregersen, Lektørudtalelse

 

“Jeg var godt underholdt under læsningen af Drift, hvis historier både giver røde kinder, kvalme og plads til refleksion. Anne-Marie skriver med patos, men det bliver aldrig overdrevent, og netop fordi hun ikke har en ironisk distance til fortællingerne, står de så stærkt. Absolut en spændende udgivelse.”

Jette Holst, Gyseren

 

“Man mærker næsten begæret, safterne og blodet løbe ud af siderne … Jeg har stadig til gode at læse Anne-Marie Vedsø Olsens ‘Vølvens vej’, men disse noveller har givet mig blod på tanden. Jeg må læse noget mere af hende.”

Karen Møldrup Rasmussen, Bogblogger

 

*****

“Små noveller der evner at fastholde og fængsle i en helt særlig grad … Mine varmeste anbefalinger, skal lyde til denne fantastiske samling af noveller, det må du ikke lade dig selv snyde for. Jeg var stærkt underholdt hele vejen igennem bogen. ”

Susanne Seidler, Krimiormen

 

“Uhyrlig splatter-sex.”

Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

 

“Det er noveller lidt ud over det sædvanlige … man kan ikke helt få dem ud af systemet efter de er læst. ”

Ulla Weishaupt, Bogrummet