Fruen af havet, Fruen af havet - Robert Louis Stevenson, Klassikere, Nyheder, Robert Louis Stevenson

Stevensons kone sagde nej!

Titelnovellen i vores lille Robert Louis Stevenson samling ‘Fruen af havet‘ er en noget speciel tekst fra Stevensons hånd.

Den foregår i Island og er bygget frit over et par kapitler i ‘Ørboernes Saga’. Det er mørk spøgelseshistorie om grådighed, begær og egoisme. En omrejsende, men tydeligvis velhavende kvinde ankommer til en lille by ved den islandske kyst medbringende de mest fantastiske kjoler og stoffer, som hun nok er villig til at vise frem – for hvad skulle man ellers med dem? – men ikke til at sælge. Det gør naturligvis kun kostbarhederne endnu mere tiltrækkende for især en af kvinderne i den lille islandske by.

Novellen hedder på engelsk ‘The Waif Woman’ og blev først udgivet efter Stevensons død, ja, faktisk først efter hans kone Fannys død 20 år senere. Det skal nemlig have været hende, der talte ham fra at udgive den, selvom det er vanskeligt at opklare i dag, hvorfor hun skulle have gjort det. Man kan lege med tanken om, at hun kan have følt sig ramt af tekstens morale, hvor en kvindes grådighed fører hende i fortabelse, men det rimer bare ikke meget med den kvinde, hun skal have været.

Fanny Stevenson var nemlig selv både billedkunstner og forfatter og levede allerede af at skrive, da hun mødte ham – hun var tilmed fraskilt og mor til flere børn, hvilket var nærmest skandaløst dengang. Stevenson led det meste af sit korte liv, han blev kun 44, af svækkede lunger, og hun ikke bare holdt ham i live, rejste mere eller mindre jorden rundt med ham og var en aktiv del af hans forfatterskab, ikke bare hans førstelæser, men måske nærmere en slags redaktør. Det er måske i virkeligheden mere sandsynligt, at hun i stedet blot har syntes, at han spildte sit talent på at gendigte andres historier.

Hvordan det end hænger sammen, så havde hun gemt manuskriptet, der blev fundet mellem hendes efterladte papirer og senere udgivet, hvorfor vi andre kan have fornøjelsen af at læse det i dag. Og det fortjener det bestemt.

Fruen af havet, Fruen af havet - Robert Louis Stevenson, Klassikere, Novellesamlinger, Nyheder, Robert Louis Stevenson

I dag udkommer den sjette bog i serien 2 Feet Klassikere

Robert Louis Stevensons ‘Fruen af havet er nu hos landets boghandlere, enten på hylderne eller til bestilling.

Den skotske forfatter Robert Louis Stevenson (1850-1894) udgav i 1886 et af de absolut vigtigste værker i gysergenrens historie ‘The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde’ og er alene derfor selvskrevet til at optræde i denne serie af små bøger med fokus på den klassiske gotiske gyserlitteratur. 

De to noveller, som vi præsenterer i denne bog i Christian Aallings oversættelse, er først den intense ‘Ollala’, der sanseligt snor sig om vampyrgenren, dog uden at forfalde til rituelle forklaringer eller bekende sig endeligt til overtroen, samt ‘Fruen af havet’, en spøgelseshistorie frit bygget over et par kapitler i den islandske ‘Ørboernes Saga’.

De første tre anmeldelser er allerede kommet:

“Det er så fint at der her gives adgang til andre fortællinger af R.L. Stevenson end klassikerne, for selvom jeg skrev at han er et kendt navn, så er han kendt for nogle få titler, så bestemt kun godt at få udvidet antallet af historier der er tilgængelige på dansk.”
Thomas Winther, Himmelskibet

“Det er en fornøjelse at sidde med de fine små bøger fra 2 Feet Entertainments klassiker-serie. Der er kælet for hver eneste titel, lige fra udvælgelsen, over layoutet til oversættelsen.”
Jette Holst, Gyseren

“Et af de vigtigste forfatterskaber indenfor gotiske gys … Anbefales bredt indkøbt.”
Merete Trap, Lektørudtalelse

Fruen af havet, Fruen af havet - Robert Louis Stevenson, Klassikere, Novellesamlinger, Nyheder, Robert Louis Stevenson

‘Olalla’

På fredag udkommer den sjette bog i serien 2 Feet Klassikere, Robert Louis Stevensons ‘Fruen af havet

‘Olalla’ er titlen på den første af de to noveller i novellesamlingen ‘Fruen af havet‘ af Robert Louis Stevenson. Det er en af Stevenson mest sanselige tekster, der intenst snor sig om vampyrgenren, dog uden at forfalde til rituelle forklaringer eller bekende sig endeligt til overtroen. Den udkom oprindeligt i 1885, sådan nogenlunde midt mellem Sheridan Le Fanus ‘Carmilla‘ og Bram Stokers ‘Dracula’, og selvom den skam rummer rigeligt med erotiske undertoner, også homoerotiske, og andre gotiske elementer, såsom det dystre slot i fjerne, bjergrige egne af Europa, formår Stevenson alligevel at gribe emnet an på sin helt egen måde.

Historien foregår i en spansk residencia, hvor vor hovedperson via sin spanske læge har fået mulighed for at opholde sig et stykke tid for at komme til kræfter. Familien, der bor der, de sidste, sørgelige rester af en gammel adelslægt, har dog stillet den betingelse, at han ikke skal forvente noget socialt samvær med dem. Kun den voksne søn, Felipe, vil tage sig af ham under opholdet.

“Han var temmelig lille af statur, men meget velskabt; det sprang straks i øjnene. Hans bevægelser var rappe og spændstige. Men som doktoren havde sagt, så virkede han blottet for enhver dannelse. Dog begyndte jeg snart at lade mig fascinere af hans pudsigt åbenhjertige og familiære måde at tale på. Han sludrede uafbrudt løs, hvilket harmonerede temmelig dårligt med betingelsen om, at jeg som logerende ikke skulle forvente nogen som helst selskabelig udveksling med familien.”

Snart møder han dog også Felipes mor, en magelig, majestætisk kvinde, der holder af at slange sig i solen, og selvfølgelig hendes datter, den unge, smukke ‘Olalla’, som han snart opfatter som en slags fange i huset – og om natten hører han sære lyde.

Det er stemningfuldt, dragende, men imodsætning til de to tidligerenævnte vampyrklassikere, er denne særdeles underspillet. Der er ingen pæle gennem hjertet, ingen viften med hvidløg, ingen forvandlinger til ulve eller flagermus, ja, ingen sikker konstatering af, hvad der egentligt er på spil. Men alligevel så rigeligt. Det sitrer mellem linjerne.

Robert Louis Stevenson er ikke uden grund en af de helt store klassiske forfattere, alene ‘Skatteøen’ fra 1883 og ‘Dr. Jekyll & Mr. Hyde’ fra 1886, er fortællinger, der lever og fortolkes den dag i dag. Der er således omkring 325 filmatiseringer (iflg Imdb) baseret på hans værker, og sørme også en enkelt filmatisering af ‘Olalla’. Den er fra 2015 og fra Bolivia og er instrueret af Amy Hesketh, der også spiller rollen som Olalla.

Fruen af havet, Fruen af havet - Robert Louis Stevenson, Klassikere, Novellesamlinger, Nyheder, Robert Louis Stevenson

Robert Louis Stevenson

Den 14. februar 2025 udgiver vi den sjette bog i serien 2 Feet Klassikere, og denne gang er turen kommet til ingen mindre Robert Louis Stevenson.

Den skotske forfatter Robert Louis Stevenson udgav i 1886 et af de absolut vigtigste værker i gyser-genrens historie ‘The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde‘ og er alene derfor selvskrevet til at optræde i serien 2 Feet Klassikere. Jekyll og Hyde er i dag ikke alene en af de måske tre vigtigste gyserromaner nogensinde, men er også blevet et begreb i sig selv om personer, der lever dobbeltliv eller rummer modstridende personligheder. Det i sig selv er imponerende nok. 

Alligevel kan man dårligt sige navnet Robert Louis Stevenson uden at nævne ‘Skatteøen‘, en anden mindst lige så vigtig romanklassiker, hvis betydning for den almindelige opfattelse af 1700-tallets caribiske pirater næppe kan overvurderes.

Det er måske ikke underligt, at hans øvrige værker har stået lidt i skyggen af disse to, alligevel er flere af dem stadig at regne blandt ægte klassikere, der læses den dag i dag – og stadig filmatiseres. IMDBs liste over Stevenson-filmatiseringer tæller over 300 film og tv-serier, og der er flere på vej. 

Robert Louis Stevenson blev kun 44 år, var siden barndommen plaget af dårligt helbred og skal have skrevet flere af sine værker liggende syg i sengen. Alligevel må han have besiddet en ufattelig viljestyrke; han både brød med forældrenes religiøse overbevisning, giftede sig med en fraskilt kvinde med børn, og rejste vidt omkring. Han døde på Samoa.

Fruen af havet‘ består af to af Stevensons dyste noveller oversat af Christian Aalling, der efterhånden må betegnes som 2 Feet Klassiker-seriens hovedoversætter, da han har stået for oversættelsen af tre af seriens seks bøger, nemlig E. F. Bensons ‘Og ikke en fugl synger‘, Algernon Blackwoods ‘Kattenes by‘ og nu Robert Louis Stevensons ‘Fruen af havet‘. Christian Aalling er god til ramme en sproglig tone, der flyder naturligt i en nutidigt dansk, men samtidig smager af svundne tider.

Algernon Blackwood, Kattenes by, Kattenes by - Algernon Blackwood, Klassikere, Novellesamlinger, Nyheder

‘Kattenes by’ ude som e-bog

Årets sidste udgivelse på 2 Feet Entertainment er netop udkommet, og det er e-bogsudgaven af Algernon Blackwoods novellesamling ‘Kattenes by‘.

Bogen er den fjerde udgivelse i serien 2 Feet Klassikere, små, lækre kvalitetsbøger, der præsenterer noveller og kortromaner fra dengang, gysergenren tog form. De vidunderlige, gamle gotiske, men desværre ofte glemte historier, som nutidens gysere alle står på skuldrene af, præsenteres her i en serie, der er let at elske og oplagt at samle på. 

Kattenes by‘ er oversat af Christian Aalling.

Papirudgaven af ‘Kattenes by‘ udkom tilbage i sensommeren og høster mange anmelderroser:

“Begge noveller er godt og stemningsfuldt oversat, og har man ikke stiftet bekendtskab med Blackwood før, så er dette bestemt fortræffeligt sted at starte. Kender man allerede til ham, så er der ingen undskyldning for ikke at opsøge denne bog.”

Thomas Winther, Himmelskibet

“Vil fange enhver læser. Ikke mindst pga. et latent, men både dystert og levende sprog (og oversættelse), der understøtter den mystiske stemning … Anbefales indkøbt på alle biblioteker.”

Lars Hovgaard, Lektørudtalelse

******

“Fremragende noveller og godt oversat … Det er ikke mærkeligt, at forfatteren var en af de store for sin tid. Enhver gyserelsker bør have nogle af hans noveller.”

Nomi Bookreader

*****

“Stemningen springer ud af siderne og vikler mig ind i en svunden tid, en sand fornøjelse at læse hvis man er til gotiske fortællinger.”

Ulla Weishaupt, Bogrummet

“Som altid fra 2 Feet Entertainment er her tale om en kvalitetsudgivelse … Jeg kan også kun sætte pris på det nydelige layout og den stemningsfulde oversættelse. ”

Jette Holst, Gyseren

****

“Perfekt valg af historier … især [ i Den gamle kostskole] får frygten stille tag i en og man ved, at nu er der noget uforklarligt og uhyggeligt på spil.”

Malou Meyer, Mrs Siphora’s Athenaeum

Antologier, Novelle-tema, Nyheder, Sommernat

E-bogsudgaven af ‘Sommernat’ er ude nu!

Sommernat‘ er en samling erotiske noveller om kvinder, der vover at gribe livet og natten og chancen, når den er der.

Antologien består af tre noveller skrevet af Mette Sejrbo og Philippa Phi og udkom på papir midt i juni. I dag følges den af en e-bogsudgave, som kan streames, lånes, købes, læses, hvor du normalt finder dine e-bøger. Fx. på eReolen.

Anmelderne skrev blandt andet:

“Tre sexede og erotiske noveller, som alle har kvindens lyst i centrum. Det hele er velskrevet og hedt.”
Maria Sjøblom, Lektørudtalelse

“Tre velskrevne og dampende varme fortællinger, der fortæller om kvinder med helt klare idéer om, hvad de vil, men som alligevel ender med at overraske sig selv, da de vover sig ud i affærer med mennesker, som enten er af samme køn som dem, er yngre eller for Gabriels vedkommende, har et synshandikap. Alle tre noveller er vedkommende og levende fortalt.”
Jette Holmgaard Greibe, Bibliotekar

“Alle tre noveller har et islæt af noget som man kan lære af. Den første at man nogen gange skal prøve nye ting uden at stille spørgsmål. Den anden at alder ikke er afgørende, og så den tredje, som er med til at nedbryde skamfølelse .En anbefaling værd!”
Inge Jørgensen, Hverdagens Baggård