Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen, Nyheder, Pramdrageren

Digitale udgaver ude nu!

Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensens roman ‘Pramdrageren‘ er netop udkommet både som e-bog og lydbog. Sidstnævnte er indlæst af Klaus K. Elmer.

Randers i slutningen af 1800-tallet.

Den mystiske københavner Felix Høst hyrer et sjak pramdragere til at trække en pram op ad Gudenåen for at finde en ukendt forgrening, som pramdragerne ved ikke findes. Det er vinter og alt for tidligt på året at tage en opgave på åen, men betalingen er for god til at afslå.

Det bliver en rejse, der vender op og ned på alt, en rejse, hvor alt burde være velkendt, men intet er, som det plejer at være.

De følger åen opstrøms og ender i ukendt land. Københavnerens penge lover en bedre fremtid. Men spørgsmålet er, hvad sjakket af pramdragere finder derude i det vinterhvide landskab, hvor fortid og fremtid synes at smelte sammen.  

Pramdrageren‘ er en historisk roman tilsat magisk realisme med mere end et strejf af mørk overtro og myter flettet ind i handlingen.

Netop nomineret til prisen Årets danske horrorudgivelse.

De digitale udgaver findes, hvor du normalt køber/låner/streamer dine e- og lydbøger. Fx på Mofibo.

Skrevet om ‘Pramdrageren‘:

“[En af] de bedste bøger vi har læst i år.”
Lone Fogh, Randers Onsdag

“Det er igen lykkedes Krogsøe og Jürgensen at forfatte en utrolig læsværdig spændingsroman, der er meget svær at lægge fra sig … Måske kan man smække betegnelsen ‘realistisk folk horror’ på romanen, men man kan også bare nøjes med at sige, at den er rigtig fed!”
Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet

“Dette er ikke en spændings- eller actionfyldt fortælling. Men det er et interessant møde med karakteren Jeppe, og det er interessant at følge hvad denne tur gør ved ham, for denne tur opsummerede nok på flere måder hans liv, og hans jagt efter noget bedre. Det spændende i denne bog er egentligt heller ikke om de kommer frem til deres mål. Det er mere om de mon kommer hjem igen bagefter.”
Thomas Winther, Himmelskibet

*****
“Den er god.”
NomiBookreader

“Pramdragernes strabadser beskrives så levende, at det føles som om man befinder sig ved Gudenåen sammen med dem. Det er rigtig godt skrevet.”
Jette Holst, Gyseren

“Lækker bog, god fortælling og historie med et strejf af fantasy.”
Kitt Lybech Bay, Bogentusiasten

*****
“Det at bruge et ældgammelt erhverv koblet sammen mørk overtro og myter har her skabt rammerne til en sand lille perle. Jeg kan kun på det varmeste anbefale bogen.”
Ulla Weishaupt, Bogrummet

“I deres tredje fællesværk er de gået i en ny retning – og for mit vedkommende ramt plet …Forfatterne har valgt helt rigtig i deres valg af baggrund og stemning, og “Pramdrageren” er en skarp lille perle af folklorisk horror.”
Janus Andersen, Superkultur

“Det jeg godt kunne lide ved bogen var først og fremmest den historiske fortælling om pramdragerne. Jeg kan altid godt lide at blive klogere, når jeg læser, og det gjorde jeg her.”
Malenes Bogblog

“Det var en smuk og velfortalt historie. Sproget var virkelig godt – og genialt at sætte kulissen på Gudenåen i en tid, hvor selv små bump på vejen kan føre til død, eller det der er værre. Jeg var fremragende underholdt.”
Steffen Nohr, forfatter

“Kombinationen af en historisk fortælling om et erhverv, der havde stor betydning for romanens samtid, blandet sammen med de mystiske elementer fungerer udmærket. Meget fin udgivelse. Indkøb anbefales.”
Karina Høyer, Lektørudtalelse

“Der ligger en stemning over historien, der hovedparten af historien er VIRKELIG mørk, og oveni er den skrevet i et fantastisk sprog.”
Carina Evytt, forfatter

“En slowburner af format, så spændende at den er svær at ligge fra sig, og heldigvis er der også lidt at tænke over når de sidste ord er læst.”
Henrik Andersen, AMOS-FX

“Ikke blot en historisk spændende fortælling, hvor vi hører om livet som pramdrager i 1800-tallet, men også noget så sjældent som en slags eventyrroman, der både byder på myter og magisk realisme, og lidt gys, når vi møder troldkarle, genfærd, elverfolk samt de underjordiske. Bogen er velegnet til alle der kan lide Ib Michael, historiske romaner og som gerne vil overraskes.”
Jette Holmgaard Greibe, bibliotekar

“Når man først er taget på denne tur med disse pramdragere, på dette vintertræk, så er der ingen vej tilbage – man er med til det sidste.”
Tommy Prang Vonsyld

“Virkeligt godt skrevet – med masser af fede historiske referencer og en research ud over det sædvanlige.”
Jens Sørensen, medstifter af Inferno-fanzine

“Så fyldt med storslåede, dramatiske og næsten poetiske detaljer, der giver den mest tørre og triste pramdrager fra slutningen af 1800-tallet, de fineste nuancer. Du kommer helt ind under huden på Jeppe Pramdrager og bliver trukket med kågen ned langs den iskolde Gudenå på en magisk færd, der giver både kuldegysninger, håb, spænding og tilbageholdt åndedrag.”
Susanne Terman Pedersen, journalist

“En overjordisk og poetisk fortælling fuld af sproglige godter som gør historien meget sanselig og levende. Du kan se dråberne af tøet rimfrost på de nøgne, krogede grene, mærke hvordan det hårde træk værker i ryggen og høre de fløjlsbløde fløjtetoner i vinden.”
Cecilia Marie Lauridsen, bibliotekar

“Tak for en dejlig læseoplevelse, skrevet i et smukt sprog. Jeg, som er mindst femtegenerations randrusianer, nød virkelig at følges med Jeppe gennem det gamle Randers.”
Lone Fogh, biblioteksformidler Randers bibliotek

“Mit hjertebarn er ‘Pramdrageren’. Den er vanvittigt godt beskrevet … Jeg var virkelig imponeret over den.”
Jette Holst, Håndplukket

“Er i gang med den og nyder virkelig sproget, flowet og stemningen.”
Ruben Greis, forfatter

“Skrevet i et smukt sprog og med så mange detaljer og historiske finesser, at jeg burde have sat læsetempoet ned. Det er dog svært, når man bliver draget ind i fortællingen.”
Inger Nygaard Kaad, biblioteksformidler Randers bibliotek

“En Joseph Conrad’sk rejse ned ad Gudenåen med en blanding af realisme og det fantastiske.”
Peder Pedersen, filminstruktør

Nyheder

‘Pramdrageren’ nomineret til pris

Årets første gode nyhed er, at forfattermakkerparret Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensens roman ‘Pramdrageren‘ er blandt de fem nominerede til prisen Årets danske horrorudgivelse 2024.

Det er i øvrigt tredje gang makkerparret er nomineret til denne pris, hvilket jo er ret imponerende, da ‘Pramdrageren‘ er deres tredje roman. Martin Wangsgaard Jürgensen er i øvrigt også blandt de nominerede til Weekendavisens Litteraturpris med fagbogen ‘Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur‘, der udkom på forlaget Kandor.

De øvrige nominerede til Årets danske horrorudgivelse 2024 er:

‘Jernkysset’ – K. T. Bang
‘Spindelmanden’ – Cecilie Thybro Overgaard
‘Meschugge’ – Benni Bødker & Christian Højgaard
‘I ly af mørket’ – antologi

Nyheder

GLÆDELIG JUL

Til dig, der læser vores bøger
Til dig, der skriver vores bøger
Til dig, der køber vores bøger
Til dig, der trykker vores bøger
Til dig, der låner vores bøger
Til dig, der streamer vores bøger
Til dig, der støtter vores arbejde
Til dig, der sælger vores bøger
Til dig, vi møder på messer
Til dig, vi aldrig hører om
Til dig
Dig, ja, dig!

GLÆDELIG JUL

Algernon Blackwood, Kattenes by, Kattenes by - Algernon Blackwood, Klassikere, Novellesamlinger, Nyheder

‘Kattenes by’ ude som e-bog

Årets sidste udgivelse på 2 Feet Entertainment er netop udkommet, og det er e-bogsudgaven af Algernon Blackwoods novellesamling ‘Kattenes by‘.

Bogen er den fjerde udgivelse i serien 2 Feet Klassikere, små, lækre kvalitetsbøger, der præsenterer noveller og kortromaner fra dengang, gysergenren tog form. De vidunderlige, gamle gotiske, men desværre ofte glemte historier, som nutidens gysere alle står på skuldrene af, præsenteres her i en serie, der er let at elske og oplagt at samle på. 

Kattenes by‘ er oversat af Christian Aalling.

Papirudgaven af ‘Kattenes by‘ udkom tilbage i sensommeren og høster mange anmelderroser:

“Begge noveller er godt og stemningsfuldt oversat, og har man ikke stiftet bekendtskab med Blackwood før, så er dette bestemt fortræffeligt sted at starte. Kender man allerede til ham, så er der ingen undskyldning for ikke at opsøge denne bog.”

Thomas Winther, Himmelskibet

“Vil fange enhver læser. Ikke mindst pga. et latent, men både dystert og levende sprog (og oversættelse), der understøtter den mystiske stemning … Anbefales indkøbt på alle biblioteker.”

Lars Hovgaard, Lektørudtalelse

******

“Fremragende noveller og godt oversat … Det er ikke mærkeligt, at forfatteren var en af de store for sin tid. Enhver gyserelsker bør have nogle af hans noveller.”

Nomi Bookreader

*****

“Stemningen springer ud af siderne og vikler mig ind i en svunden tid, en sand fornøjelse at læse hvis man er til gotiske fortællinger.”

Ulla Weishaupt, Bogrummet

“Som altid fra 2 Feet Entertainment er her tale om en kvalitetsudgivelse … Jeg kan også kun sætte pris på det nydelige layout og den stemningsfulde oversættelse. ”

Jette Holst, Gyseren

****

“Perfekt valg af historier … især [ i Den gamle kostskole] får frygten stille tag i en og man ved, at nu er der noget uforklarligt og uhyggeligt på spil.”

Malou Meyer, Mrs Siphora’s Athenaeum

Daniel Henriksen, Kevins historie

I dag udkommer ‘Kevins historie’

Daniel Henriksens nye hårdkogte, sorthumoristiske og grovkornede gangsterkrimi ‘Kevins historie‘ udkommer i dag.

Det er historien om småkriminelle Kevin, der egentligt var færdig med kriminalitet, men alligevel lader sig lokke med et sidste kup, og han burde jo vide bedre. Sidst fik han sprængt det meste af sine hænder af og røg en tur i brummen, men så let er livet vel aldrig. I hvert fald burde han have holdt sig langt væk. Det burde han.

Kevins historie‘ er meget langt fra den nordiske krimis semi-socialrealisme og blå seriøsitet, et forfriskende pust fra en anden vinkel. Den er Daniel Henriksens 7. bog, og den fjerde i samme genre, hvor Daniel Henriksen virkelig forstår at slå sig løs.