Antologier, Døden og kvinden, Gysernoveller, Klassikere, Novelle-tema, Nyheder

I dag udkommer ‘Døden og kvinden’

Så blev det dagen, hvor antologien ‘Døden og kvinden’ udkommer. Bogen indeholder ni klassiske gysernoveller skrevet af kvinder, udvalgt og oversat af Steen Langstrup – som en hyldest til de mange kvinder, der var med til at forme gysergenren for mere end hundrede år siden.

‘Døden og kvinden’ indholder noveller af Mary Shelley, Virginia Woolf, Amelia Blandford Edwards, Gertrude Atherton, Mary Eleanor Wilkins Freeman, Edith Wharton, Mary Elizabeth Braddon, Helena Petrovna Blavatsky og Charlotte Riddell – og hvis du ikke kender disse kvinder, så er det på høje tid, du får dem læst.

 

De første anmeldelser er tikket ind:

“Der hersker en anden form for urovækkende stemning i uhyggelige historier der er skrevet af kvinder … Denne novelle samling er uden tvivl en jeg skal genlæse til Halloween så jeg kan skræmme livet af mig selv.”

Emma Thingsted, Boglitt

 

“Det er nogle rigtig gode klassiske gyser historier, som er blevet udvalgt … der er masser af stemning og det er glimrende læsning. Så uanset om du allerede er vild med gys eller om du har brug for en introduktion til genren, så er bogen værd at læse.”

Nadia Schilling, Maybeabook

Drift - Anne-Marie Vedsø Olesen, Novelle-tema, Novellesamlinger, Nyheder

Anne-Marie Vedsø Olesens ‘Drift’ ude i digitale udgaver

I dag udkommer de digitale udgaver af Anne-Marie Vedsø Olesens novellesamling ‘Drift’, altså både lydbog og e-bog.

Lydbogen er indlæst af Klaus Elmer.

Begge udgaver kan lånes på eReolen eller streames på de førende streamingtjenester.

 

Anne-Marie Vedsø Olesens noveller er korte dramaer med store armbevægelser og sitrende nerve. Om mennesker i drifternes vold, kærlighedens destruktive sider, begær og undergang. Der står noget på spil, der ofres alt, der leves fuldt ud. Der brændes op.

 

 

Papirudgaven udkom her på forlaget i januar og fik disse roser med fra anmelderne:

“‘Drift’ indeholder nogle ret stærke noveller, der ikke kun viser kærlighedens destruktive sider, men også giver et indblik i de mørkeste afkroge af menneskets sind, og hvor langt vi er villige til at gå, når vi er drevet af begær. Det var interessant læsning, og samtidig er novellerne virkelig velskrevet med en god balance. Novellerne er nemlig skåret helt ind til benet, hvorved det uhyggelige i balancen mellem begær og undergang bliver dét stærkere.”

Camilla Henningsen, Litteraterne

 

“Denne bog, som indeholder 6 små noveller, er en helt ud til fingerspidserne medrivende bog … helt fantastiske noveller … Jeg elsker fortællingerne og plottet bag historierne … tak for vildt god og medrivende læsning.”

Bettina Christiansen, BookMeblog

 

“Anne-Marie Vedsø Olesen skriver sikkert om store, ofte etiske og moralske dilemmaer … kan med få sætninger lave indgående karakteristikker af mennesker og deres relationer.”

Lis Kjeldsmark Gregersen, Lektørudtalelse

 

“Jeg var godt underholdt under læsningen af Drift, hvis historier både giver røde kinder, kvalme og plads til refleksion. Anne-Marie skriver med patos, men det bliver aldrig overdrevent, og netop fordi hun ikke har en ironisk distance til fortællingerne, står de så stærkt. Absolut en spændende udgivelse.”

Jette Holst, Gyseren

 

“Man mærker næsten begæret, safterne og blodet løbe ud af siderne … Jeg har stadig til gode at læse Anne-Marie Vedsø Olsens ‘Vølvens vej’, men disse noveller har givet mig blod på tanden. Jeg må læse noget mere af hende.”

Karen Møldrup Rasmussen, Bogblogger

 

*****

“Små noveller der evner at fastholde og fængsle i en helt særlig grad … Mine varmeste anbefalinger, skal lyde til denne fantastiske samling af noveller, det må du ikke lade dig selv snyde for. Jeg var stærkt underholdt hele vejen igennem bogen. ”

Susanne Seidler, Krimiormen

 

“Uhyrlig splatter-sex.”

Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

 

“Det er noveller lidt ud over det sædvanlige … man kan ikke helt få dem ud af systemet efter de er læst. ”

Ulla Weishaupt, Bogrummet

Døden og kvinden, Gysernoveller, Klassikere, Kvinder skriver gys, Novelle-tema, Nyheder

Kvinder og gys

Vidste du, at kvindelige forfattere i høj grad var med til at forme gysergenren tilbage i 1800-tallet?

Vidste du, at der var flere kvinder end mænd, der skrev gys herhjemme i efterkrigstiden? 

Vidste du, at der i dag er mange kvindelige forfattere, der skriver i genren, og mange nye, yngre kommer til hvert år?

Nej, vel? 

Det har vi besluttet at gøre noget ved. For kvinderne er ikke bare fuldt ud på højde med deres mandlige kollegaer, de har også en anden tilgang til genren, et andet fokus, nogle andre stemmer, som fortjener at blive læst og husket.

Derfor udgiver vi her i foråret to bøger med gys skrevet af kvinder. 

Den første ‘Døden og kvinden’ består af oversatte, klassiske gys skrevet af kvinder for 100+ år siden og tegner et billede af de kvinder, der var med til at forme genren. Teksterne er udvalgt og oversat af Steen Langstrup. Den udkommer 5. april.

Den anden ‘Kvinder skriver gys’ er skrevet af nulevende, danske kvinder, både forfattere, der har skrevet gys før, og forfattere, hvor dette er første gang. Den udkommer 19. maj. 

Både genren og kvinderne fortjener, at kvindernes gys læses, huskes og er med til at forme, hvordan vi opfatter gyseren.

For helt ærligt, hvem elsker ikke det søde gys? Den kildrende uhygge, det kolde pust ned ad nakken, det sanselige spil mellem det fornemmede og det følte?

Gys er sanselighed, gys er pirrende, gys er liv. 

Der er noget at glæde sig til.

 

Fra sabelkatte til levende drager, Læs et uddrag, Mikala Rosenkilde

Læs et uddrag af Mikala Rosenkildes ‘Fra sabelkatte til levende drager’

Det følgende er et uddrag af Mikala Rosenkildes bog ‘Fra sabelkatte til levende drager’.

 

Findes der drager?

 

Babylons Drager

Gennem tusindvis af år har mennesket omtalt møder med drager. Der findes hulemalerier af dyr, der ligner dinosaurer. År 600 før vor tidsregning udskar en ukendt kunstner tre dyr på porthvælvingen på Ishtar-broen i Babylon. De tre dyr forestillede en løve, en vildokse og en sirrush (en drage). Dragen var udskåret som et skællet, slankt væsen med horn i panden. 

Hvordan kunne det være, at kunstneren valgte to almindelige dyr, som alle kendte, og så et fantasivæsen som en drage? Kunne man forestille sig, at også dragen var et dyr, han kendte? 

Kong Nebukadnesar regerede i Babylon på dette tidspunkt, og Biblen fortæller, at hans præster holdt en stor drage eller slange fanget, som de tilbad. Beskrivelsen af dragen minder forbløffende meget om en dinosaur, eller om man vil et gigantisk firben. Beskrivelserne var altid ens og varierede ikke meget. Det kunne måske indikere, at de vidste, hvad de talte om. Den australske kryptozoolog, Rev Gilry, er overbevist om, at sådanne dyr stadig eksisterer, og at det kun er et spørgsmål om tid, før et dødt eller levende eksemplar omsider kommer til veje.

Alexander den Stores møde med en drage

Alexander den Store var konge over Makedonien omkring 300 år før vor tidsregning. Han var en stor hærfører, altid på togt. To år efter sin tronbestigelse erobrede han Persien, Egypten og flere andre kongedømmer. Hans hær nåede helt til det nordlige Indien. 

Det var i Indien, at Alexander den Store angiveligt stødte på en drage. En beskrivelse af mødet kan findes i De Natura Animalium (Om dyrenes natur) – en tekst med kortere naturhistorier, skrevet af den romerske forfatter Claudius Aelianus. 

Ifølge teksten levede den store “slange“, for den blev omtalt som en slangeagtig skabning, i en hule og blev betragtet som hellig af lokalbefolkningen, der udviste stor og overtroisk ærbødighed over for væsnet og tryglede den erobrende konge om ikke at angribe det. Og Alexander “anerkendte deres ønske”.

Alexander den Store skulle selv få et kig på dyret. Da hæren passerede hulen, hvor slangen skulle leve, fik han og hans mænd angiveligt øje på det store uhyre. Efter at have “forårsaget en larm“, mens hærenheden passerede, blev slangen – hvis hørelse skulle være “den skarpeste […] af alle dyr” – straks opmærksom på mændene udenfor. 

Dyret stak hovedet ud af hulen og “hvæsede og fnyste så voldsomt, at alle blev rædselsslagne”.

Ifølge beskrivelsen ville skabningen bestemt have været et skræmmende syn. Alene den del af slangen, der stak ud fra hulen, skal have været 70 alen lang, hvilket svarer til næsten 32 meter. Hvor meget af slangen, der blev i grotten, kan man kun gætte sig til.

Dragen fra Kraków

Tilbage i 1035 skulle en frygtindgydende drage ligeledes være blevet dræbt i Ungarns sumpe, og i Kraków i Polen er der en legende om en menneskeædende drage, som de skræmte indbyggere måtte formilde med ugentlige ofringer af kvæg. Ifølge polsk folklore blev dragen omsider dræbt af en fattig skomagerlærling. Den kvikke lærling skjulte ulmende svovl under skindet på en ofringskalv, så da dragen åd kalven, fik den en ubehagelig og brændende død.

I dag hænger nogle store knogler, der siges at have tilhørt den drage, både uden for porten og ned fra loftet inde i Wawel-katedralen. Man mener dog, at disse knogler stammer fra hvaler, næsehorn eller mammutter, men de er aldrig blevet undersøgt, for den gamle legende siger, at verden går under, den dag knoglerne falder ned. En grotte under Wawel-højen, som katedralen står på, siges i hvert fald til betalende turister at have været dragens hule. 

Den schweiziske videnskabsmand Conrad Gessner beskrev i sit store naturhistoriske fembindsværk Historiae Animalium, der udkom i 1550’erne, drager som ”sjældne, men nulevende væsner” med “fødder som firben og vinger som en flagermus.”

Det er selvfølgelig en stor mundfuld at forestille sig, at disse historier om drager kan være virkelige, for ville man ikke have fundet bare ét fossil af dem? Man kunne lege med tanken om, at det, man troede, var drager, i virkeligheden var noget andet, og at en mindre bestand af dinosaurer eller måske flyveøgler kunne have overlevet et sted, og så kunne de foregående historier være beskrivelser af møder med væsner, som man trods alt ved, engang har levet på jorden.  

Flyveøgler i nutiden

Flyveøglerne levede for mellem 145-65 millioner år siden frem til slutningen af Kridttiden. Man mener, at der har været mere end 130 forskellige arter, fra drosselstore fugle til nogle virkelig store væsner med vingefang på mange meter. Mennesket har aldrig på noget tidspunkt levet samtidig med flyveøglerne. 

Mange, der interesserer sig for kryptozoologi og måske tror en smule på Loch Ness-uhyret eller på Bigfoot, når som regel til en naturlig grænse, når talen falder på flyveøgler. Det er trods alt for usandsynligt, at der stadig skulle flyve fortidsøgler rundt på himlen. 

Alligevel har der op gennem menneskets historie været de særeste beretninger om flyvende monstre, der ligner noget, der er sprunget direkte ud af Jurassic Park.

De fleste flyveøgler havde ikke fjer. Deres vinger var, ligesom hos nutidens flagermus, en udspændt hudmembran understøttet af en meget lang fjerde tå på hvert ben, og som hos vor tids fugle var deres knogler hule. 

Med den energi, der skulle til for få disse store, fugleagtige skabninger til at holde sig i luften, må de have haft en eller anden varmeregulerende metode til at undgå underafkøling. Man mener dog ikke, at de har været varmblodede ligesom pattedyr, men det hersker der stadig uenighed om.

Mange tror, at flyveøglerne var enorme, men ligesom resten af dinosaurerne fandtes de i mange forskellige størrelser. Der var virkelig nogle meget store med et vingespand op til 14-15 meter, men de fleste var betydeligt mindre. Nogle af dem var ikke større end spurve og nogle på størrelse med ørne. Næsten alle de fossiler, man er stødt på, er fundet ved vand, og det kunne tyde på, at mange af dem var fiskeædende og opholdt sig det meste af tiden nær deres spisekammer.

I middelalderen troede man, at disse “flyvende drager” var en del af Satans hær og var en blanding af mand og fugl. I Europa ser man stadig disse uhyrer afbilledet på tage og tagspær på ældre bygninger. Men findes de så stadig, flyveøglerne? 

De fleste vil nok sige nej. De har i hvert fald ikke eksisteret på noget tidspunkt samtidig med mennesket, som sagt hører de en helt anden æra til. Og så alligevel. Hvert år rapporteres observationer fra forskellige steder i verden om, at nogen har set noget, der ikke burde være der. Flyvende krybdyr som sprunget ud af Jurassic Park eller besynderlige væsner, der bare ikke hører hjemme i landskabet. 

I Danmark så en mand i Jylland for nogle år siden en kæmpemæssig fugl, som gjorde ham så nysgerrig, at han hentede en kikkert. Det viste sig at være en gåsegrib, som var kommet en smule på afveje. Så nogle af observationerne har en helt reel forklaring. Men så er der de andre.

Fra tidernes morgen har mennesket observeret mærkelige ting på himlen. Nogle gange har det, folk har set, været særdeles levende, men af en art, man ikke kendte til. Mange steder på kloden indløber der beskrivelser om væsner, der mistænkeligt meget minder om flyveøgler. 

De gamle indianere kaldte dem Tordenfugle og mente, at de både var farlige og kontrollerede vejret. De gengav dem i statuer og priste deres styrke. I Afrika mente man engang, at de store fugle var dæmoner, der boede i de ufremkommelige sumpe.

Tanken om, at flyveøgler skulle have overlevet op til vor tid, er meget svær at kapere. For hvis de virkelig skulle have overlevet, som nogle påstår, hvorfor ser vi dem så ikke noget oftere? Hvorfor er der ikke en biolog eller et helt hold zoologer, der har fanget et par eksemplarer og vist dem frem? Hvorfor finder man kun forstenede fossiler og ikke friske knogler? Og hvordan skulle en bestand af disse bevingede væsner kunne holde sig skjult i den moderne verden? 

Alligevel findes der beretninger, der kan få zoologer til at studse.

Læs mere i ‘Fra sabelkatte til levende drager’.