Nyheder, Pigen med det regnvåde hår, Teddy Vork

Årets første udgivelse

Her på 2 Feet Entertainment tager vi hul på det nye år med Teddy Vorks ungdomsgyser ‘Pigen med det regnvåde hår’, som vi er stolte af at kunne udgive både som e-bog og lydbog indlæst af A. Silvestri.

‘Pigen med det regnvåde hår’ udkom sidste år i en hardbackudgave på forlaget Calibat, mens vi har fået fornøjelsen af at udgive de digitale udgaver her på 2 Feet Entertainment.

Teddy Vork tilhører toppen af dansk horror, både når han skriver til voksne og til unge som her. ‘Pigen med det regnvåde hår’ er en creepy spøgelseshistorie, som man ikke lige glemmer med det samme.

Kvinden der kom med kage, Nyheder, Steen Langstrup

Ny roman af Steen Langstrup udkommer 1. februar 2024

Steen Langstrup er tilbage efter fem års romanpause med ‘Kvinden der kom med kage’, som udkommer her på forlaget den 1. februar 2024.

Steen Langstrup debuterede i 1995 i en alder af 26 år. Han har siden udgivet både romaner, noveller, digte, fagbøger, tegneserier, drevet forlag, fungeret som oversætter, redaktør, illustrator, foredragsholder og meget andet. Hans hovedværker tæller titler som ‘Stikker’, ‘Frygt fabrik fælde’,  ‘Måne måne’, ‘Skadedyr og tulipaner’ og ‘Fluernes hvisken’.

BAGSIDETEKSTEN:

Drama-noir under en skyfri himmel. 

“Min mor tog sit eget liv, da jeg var 19. Jeg vil gerne forstå hvorfor. Jeg har hendes billede her.”

“Hvordan fandt du mig?”

Steen Langstrup er tilbage efter fem års romanpause med dette fortættede kammerspil om ansvar, forståelse, kærlighed, sorg og hævn. Et drama mellem to kvinder, der mødes en sommerdag i 1970 og både krydser klinger og rækker ud mod hinanden på tværs af generationer, samfundsklasser og død. 

“Har du bagt kage?”

“Min mors opskrift. Hun elskede at bage, lavede sine egne opskrifter. Jeg tror ikke, jeg har så meget til fælles med hende andet end udseendet, men jeg elsker også at bage.” 

Et nuanceret portræt af to kvinder, der begge har måttet bøde for andre menneskers synder helt fra barnsben og stadig gør det. To sammenbundne skæbner i et spil om at rejse sig igen og om retten til at dræbe …

“Det var det eneste, der betød noget for mig. Jeg ville have hævn. Alt andet var ligegyldigt. Hvad der skete, når jeg havde fået min hævn, interesserede mig ikke. Åh jo, jeg drømte om hævn. Jeg glædede mig til hævn.”

“Fik du den?”

“…”

“Fik du din hævn?”

Og om at leve med det bagefter.

Bogmesser og lign., Nyheder

Mød os på Dark Market i København på søndag

På søndag er 2 Feet Entertainment at finde på Dark Market København, der holdes på biblioteket på Rentemestervej i Nordvest.

Vi har en stand med et udvalg af 2 Feets mørkeste titler. Nye som gamle, til særpriser i dagens anledning. 

Så skriv det i kalenderen og kig forbi. Dark Market er åbent fra 13.00 til 18.00.

Vi håber, vi ses!

Bogmesser og lign., Nyheder

2 Feet Entertainment på Fantasticon 2023

I år har 2 Feet Entertainment for første gang stand på årets Fantasticon, der finder sted i weekenden, 3. – 4. juni 2023, klokken 10-18, begge dage. Det finder sted i ‘Støberiet’/’Blågården‘, det man engang kaldte biblioteket, på Blågårds Plads, Nørrebro, København.

Det er forlægger Steen Langstrup, der bemander standen, så kig forbi og sig hej, og se et udvalg af forlagets bøger til messepriser. Der vil blandt andet være de nye antologier med fokus på kvinder og gysere, Teddy Vork nye gysernovellesamling ‘Ubuden’, Anne-Marie Vedsø Olesens ‘Drift’, Mikala Rosenkildes ‘Fra sabelkatte til levende drager’, Daniel Henriksens ‘Genvejen’, forskellige andre af forlagets gysere, blandt dem mange af Langstrups egne.

Læs mere om Fantasticon her

Nyheder

2 Feet Entertainment fylder 20 år

Det lille sprudlende forlag er blevet voksent – eller noget.

Det er nu 20 år siden, forfatteren Steen Langstrup stiftede 2 Feet Entertainment sidst på sommeren 2002. Steen Langstrup havde kort forinden forladt Gyldendal, og 2 Feet blev stiftet som kreativt oprør mod en bogbranche, han fandt konservativ, tung og nærmest bange for at tænke nyt.

2 Feet skulle være en kreativ legeplads, der satte forfattere fri til at eksperimentere, men det var samtidig også et oprør mod den økonomiske model i branchen, hvor de skabende kunstnere altid kommer sidst i køen, når pengene skal fordeles.

Det var længe før, nogen fandt på det nedladende udtryk ‘selvudgiver’ – og det ville nu heller ikke have passet på 2 Feet, for drømmen var større, drømmen havde plads til andre forfattere, og der gik heller ikke længe, før de første meldte sig.

20 år i modgang og medgang

Gennem årene har 2 Feet Entertainment indgået tæt samarbejde med blandt andet Frilandsmuseet, Krimimessen i Horsens, samt co-produceret en spillefilm.

2 Feet har udgivet bøger af en række stærke danske forfatternavne såsom Lars Kjædegaard, Anne-Marie Vedsø Olesen, Sara Skaarup, Gretelise Holm og Sara Blædel for bare at nævne nogle. Forlagets bøger har været nomineret til en række priser og har også vundet et par.

Der har været megen medgang og succes, men der har også været mørke perioder, og det lader til, at modgangen gerne kommer fra politisk side, som er overraskende krigerisk anlagt, når det gælder små selvstændige virksomheder – ikke mindst i den kreative branche. Man kunne få den tanke, at man måske helst så et land uden iværksætteri.

Men 2 Feet Entertainment er her endnu – stærkere end nogensinde. Vi har faktisk aldrig tidligere udgivet så mange bøger, som vi gør i år – og der kommer endnu flere næste år. Der er nok at glæde sig til – og over.

Bram Stoker, Dommerens hus, Klassikere, Nyheder

Bram Stokers bedste noveller

‘Dommerens hus’ på udstillingsbordet i boghandlen Ræven og Pindsvinet

I år er det 125 år siden, Bram Stoker udgav romanen ‘Dracula’ og for alvor skrev sig ind i litteraturhistorien.

I den anledning var vi udgivet en lækker, lille bog med de fem bedste noveller fra hans hånd. Novellerne er udvalgt og oversat af Steen Langstrup.

Bogen kan endnu ikke lånes på bibliotekerne, men de bedste boghandlere har den på hylderne – og resten kan bestille den hjem.