Antologier, Gysernoveller, Kvinder skriver gys, Novelle-tema, Nyheder

Mød os i Kongens Have i København fra 16.30

Så er det i dag, at ‘Kvinder skriver gys’ udkommer.

I den anledning holder vi et lille uforpligtende og hyggeligt og ganske gratis arrangement i Kongens Have i København i aften fra klokken 16.30.

Her vil et udpluk af de medvirkende forfattere læse smagsprøver på deres bidrag til antologien op. Der vil være mulighed for at møde holdet bag, købe bogen, få den signeret, og snakke og sole sig, som man nu lyster.

Det er gratis, uforpligtende – man tager egne drikkevarer med, og ja, DU er velkommen!

Så kom og vær med til at fejre en overset side af gysergenren og kvindelige forfattere. Find os ved det store springvand, nogenlunde midt i parken!

Døden og kvinden, Kvinder skriver gys, Novelle-tema, Nyheder, Steen Langstrup

Steen Langstrup i podcasten ‘Læsekrogen’ om temaet kvinder og gys

2 Feet Entertainments Steen Langstrup medvirker i dagens afsnit af podcasten ‘Læsekrogen’, hvor han fortæller om kærligheden til noveller, om sin egen bog ‘Forfattersind’ samt dette års to antologier med gys skrevet af kvinder: ‘Døden og kvinden’ og ‘Kvinder skriver gys’.

Lyt det her.

Antologier, Døden og kvinden, Gysernoveller, Klassikere, Novelle-tema, Nyheder

I dag udkommer ‘Døden og kvinden’

Så blev det dagen, hvor antologien ‘Døden og kvinden’ udkommer. Bogen indeholder ni klassiske gysernoveller skrevet af kvinder, udvalgt og oversat af Steen Langstrup – som en hyldest til de mange kvinder, der var med til at forme gysergenren for mere end hundrede år siden.

‘Døden og kvinden’ indholder noveller af Mary Shelley, Virginia Woolf, Amelia Blandford Edwards, Gertrude Atherton, Mary Eleanor Wilkins Freeman, Edith Wharton, Mary Elizabeth Braddon, Helena Petrovna Blavatsky og Charlotte Riddell – og hvis du ikke kender disse kvinder, så er det på høje tid, du får dem læst.

 

De første anmeldelser er tikket ind:

“Der hersker en anden form for urovækkende stemning i uhyggelige historier der er skrevet af kvinder … Denne novelle samling er uden tvivl en jeg skal genlæse til Halloween så jeg kan skræmme livet af mig selv.”

Emma Thingsted, Boglitt

 

“Det er nogle rigtig gode klassiske gyser historier, som er blevet udvalgt … der er masser af stemning og det er glimrende læsning. Så uanset om du allerede er vild med gys eller om du har brug for en introduktion til genren, så er bogen værd at læse.”

Nadia Schilling, Maybeabook

Døden og kvinden, Gysernoveller, Klassikere, Kvinder skriver gys, Novelle-tema, Nyheder

Kvinder og gys

Vidste du, at kvindelige forfattere i høj grad var med til at forme gysergenren tilbage i 1800-tallet?

Vidste du, at der var flere kvinder end mænd, der skrev gys herhjemme i efterkrigstiden? 

Vidste du, at der i dag er mange kvindelige forfattere, der skriver i genren, og mange nye, yngre kommer til hvert år?

Nej, vel? 

Det har vi besluttet at gøre noget ved. For kvinderne er ikke bare fuldt ud på højde med deres mandlige kollegaer, de har også en anden tilgang til genren, et andet fokus, nogle andre stemmer, som fortjener at blive læst og husket.

Derfor udgiver vi her i foråret to bøger med gys skrevet af kvinder. 

Den første ‘Døden og kvinden’ består af oversatte, klassiske gys skrevet af kvinder for 100+ år siden og tegner et billede af de kvinder, der var med til at forme genren. Teksterne er udvalgt og oversat af Steen Langstrup. Den udkommer 5. april.

Den anden ‘Kvinder skriver gys’ er skrevet af nulevende, danske kvinder, både forfattere, der har skrevet gys før, og forfattere, hvor dette er første gang. Den udkommer 19. maj. 

Både genren og kvinderne fortjener, at kvindernes gys læses, huskes og er med til at forme, hvordan vi opfatter gyseren.

For helt ærligt, hvem elsker ikke det søde gys? Den kildrende uhygge, det kolde pust ned ad nakken, det sanselige spil mellem det fornemmede og det følte?

Gys er sanselighed, gys er pirrende, gys er liv. 

Der er noget at glæde sig til.