De fire djævle, De fire djævle - Herman Bang, Gysernoveller, Herman Bang, Klassikere, Novellesamlinger, Nyheder

Oscarvindere og stumfilm

På fredag udkommer ‘De fire djævle’, som er en lille samling bestående af tre af Herman Bangs dystre noveller. 

Novellen ‘Les Quatre diables’, som har lagt titel til samlingen, er et mørkt jalousidrama om en overklassekvindes leg med en enfoldig cirkusartist. Det er skrevet med Bangs intense pen, rytmisk, dragende, så man kan mærke suget i maven, når cirkusartisterne svinger sig i trapez, eller når argrunden åbner sig under dem. 

Novellen er filmatiseret hele tre gange, hvilket vistnok gør den til hans mest filmatiserede tekst.

Den første filmatisering havde premiere helt tilbage i 1911. Den var instrueret af Alexander Christian, Alfred Lind og Robert Dinesen, optaget på Amager og produceret af filmselskabet Kinografen.

Anden filmatisering skete ti år senere i Tyskland af Primus-Film GmbH, hvorfor filmens originaltitel var ‘Die Benefiz-Vorstellung der vier Teufel’. Den var dog instrueret af danskeren A. W. Sandberg.

Den sidste filmatisering er en Hollywood-film fra 1929, produceret af Fox Film Corporation, med titlen ‘4 Devils’. Den vandt to Oscars, men samtlige kopier af filmen regnes i dag for at være gået tabt. Den var instrueret af ingen ringere end F.W. Murnau, som også stod bag den originale ‘Nosferatu’-film fra 1922. 

Hvor de to første filmatiseringer havde været stumfilm, skal ‘4 Devils’ have været ude både som stumfilm og med lyd. Den sidste dog uden F.W. Murnaus medvirken. 

De fire djævle, De fire djævle - Herman Bang, Herman Bang, Klassikere, Nyheder

Herman Bang i det dystre hjørne

Om præcis en uge udkommer den syvende bog i 2 Feet Klassiker-serien. Det er den sidste i denne omgang, og der vil gå noget tid, før vi har flere klar til udgivelse. Men det er samtidig også den første i serien, altså den første skrevet af en dansk forfatter, og det er en af de helt store danske forfattere, der er tale om, nemlig Herman Bang.

Herman Bang var journalist og forfatter til en række betydelige værker, en førende skikkelse inden for Det moderne gennembrud og en kontroversiel herre, blandt andet pga. sin seksualitet. Hans tekster var sprudlende af liv, sprogligt og fortællemæssigt særdeles veloplagte, men hans forfatterskab er nok ikke et, mange tænke som gotisk litteratur eller emmende af uhygge, og dog bevægede han sig af og til ind i det dystre, og det er naturligvis der, vi har fundet de tre noveller i ‘De fire djævle‘. Her er mord, tyngende hemmeligheder og spøgelser, ingen vel tror på, men …

Denne bog er gjort mulig via af støtte fra privatpersoner, der har valgt at yde små donationer til vores arbejde med at udgive smal genrelitteratur. Det er vi dybt taknemlige over.

9 før døden, 9 før døden - Steen Langstrup, Bogmesser og lign., Gysernoveller, Nyheder, Steen Langstrup

Nye udgaver af Steen Langstrups ‘9 før døden’

Ved dette års Skrækfest i Odense, som finder sted på lørdag, skaber et hold tegneserietegnere live en tegneserievæg bygget over Steen Langstrups novelle ‘Alene og et let offer’, og i den anledning har vi valgt at genudgive novellesamlingen ‘9 før døden‘, hvorfra novellen stammer.

9 før døden‘ har samtidig fået ny forside, teksten er gennemgået nøje og opsat på ny, og trykt i første udgave med flapper siden førsteudgaven på Gyldendal i 2001. E-bogen har fået en tilsvarende omgang.

Kig forbi vores stand på Skrækfest på lørdag og se den flotte nye udgave eller følg tegnernes arbejde med at gøre ‘Alene og et let offer’ til en tegneserie for øjnene af dig.

Nyheder, Opløsning, Opløsning - Patrick Leis, Patrick Leis

I dag udkommer Patrick Leis’ samlede noveller

Patrick Leis har som forfatter været en markant skikkelse i dansk genrelitteratur i mere end 30 år. Backlisten rummer i dag et imponerende antal udgivelser, både romaner, noveller, fagbøger og rejsebøger. Hans hovedværker tæller titler som ‘Necrodemic-sagaen’, ‘Spejlporten’ og ‘Bag masken’. Ved siden af forfatterskabet har Patrick Leis markeret sig som en ægte multikunstner: bodypainter, tegneserietegner, bogillustrator, tatovør, billedkunstner og meget mere.

Patrick Leis‘ samlede novelleproduktion udkommer i dag under titlen ‘Opløsning‘ i en sand mursten af en bog, stort format, flapper og 619 sider intens og alsidig historiefortælling. Mange af novellerne har været udgivet i forskellige sammenhænge før, nogle udgives her for første gang. Bogen rummer dertil et detaljeret efterskrift, hvor forfatteren fortæller om samtlige noveller i bogen, om hvordan de blev til, og hvad de betyder for ham.

Bogen kan købes, hvor du plejer at købe dine bøger, men er kun udgivet på papir.

Himmelskibet er først med en anmeldelse. Her skriver Thomas Winther blandt andet:

“Denne samling bekræfter kun at der er en grund til min glæde ved dette forfatterskab, og gensynet med disse noveller bekræfter at han for mig er en af dette lands bedste horrorforfattere, men også at han ikke bare skriver grumt, men også skriver fantastisk godt.”

Fruen af havet, Fruen af havet - Robert Louis Stevenson, Klassikere, Nyheder, Robert Louis Stevenson

Stevensons kone sagde nej!

Titelnovellen i vores lille Robert Louis Stevenson samling ‘Fruen af havet‘ er en noget speciel tekst fra Stevensons hånd.

Den foregår i Island og er bygget frit over et par kapitler i ‘Ørboernes Saga’. Det er mørk spøgelseshistorie om grådighed, begær og egoisme. En omrejsende, men tydeligvis velhavende kvinde ankommer til en lille by ved den islandske kyst medbringende de mest fantastiske kjoler og stoffer, som hun nok er villig til at vise frem – for hvad skulle man ellers med dem? – men ikke til at sælge. Det gør naturligvis kun kostbarhederne endnu mere tiltrækkende for især en af kvinderne i den lille islandske by.

Novellen hedder på engelsk ‘The Waif Woman’ og blev først udgivet efter Stevensons død, ja, faktisk først efter hans kone Fannys død 20 år senere. Det skal nemlig have været hende, der talte ham fra at udgive den, selvom det er vanskeligt at opklare i dag, hvorfor hun skulle have gjort det. Man kan lege med tanken om, at hun kan have følt sig ramt af tekstens morale, hvor en kvindes grådighed fører hende i fortabelse, men det rimer bare ikke meget med den kvinde, hun skal have været.

Fanny Stevenson var nemlig selv både billedkunstner og forfatter og levede allerede af at skrive, da hun mødte ham – hun var tilmed fraskilt og mor til flere børn, hvilket var nærmest skandaløst dengang. Stevenson led det meste af sit korte liv, han blev kun 44, af svækkede lunger, og hun ikke bare holdt ham i live, rejste mere eller mindre jorden rundt med ham og var en aktiv del af hans forfatterskab, ikke bare hans førstelæser, men måske nærmere en slags redaktør. Det er måske i virkeligheden mere sandsynligt, at hun i stedet blot har syntes, at han spildte sit talent på at gendigte andres historier.

Hvordan det end hænger sammen, så havde hun gemt manuskriptet, der blev fundet mellem hendes efterladte papirer og senere udgivet, hvorfor vi andre kan have fornøjelsen af at læse det i dag. Og det fortjener det bestemt.

Fruen af havet, Fruen af havet - Robert Louis Stevenson, Klassikere, Novellesamlinger, Nyheder, Robert Louis Stevenson

I dag udkommer den sjette bog i serien 2 Feet Klassikere

Robert Louis Stevensons ‘Fruen af havet er nu hos landets boghandlere, enten på hylderne eller til bestilling.

Den skotske forfatter Robert Louis Stevenson (1850-1894) udgav i 1886 et af de absolut vigtigste værker i gysergenrens historie ‘The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde’ og er alene derfor selvskrevet til at optræde i denne serie af små bøger med fokus på den klassiske gotiske gyserlitteratur. 

De to noveller, som vi præsenterer i denne bog i Christian Aallings oversættelse, er først den intense ‘Ollala’, der sanseligt snor sig om vampyrgenren, dog uden at forfalde til rituelle forklaringer eller bekende sig endeligt til overtroen, samt ‘Fruen af havet’, en spøgelseshistorie frit bygget over et par kapitler i den islandske ‘Ørboernes Saga’.

De første tre anmeldelser er allerede kommet:

“Det er så fint at der her gives adgang til andre fortællinger af R.L. Stevenson end klassikerne, for selvom jeg skrev at han er et kendt navn, så er han kendt for nogle få titler, så bestemt kun godt at få udvidet antallet af historier der er tilgængelige på dansk.”
Thomas Winther, Himmelskibet

“Det er en fornøjelse at sidde med de fine små bøger fra 2 Feet Entertainments klassiker-serie. Der er kælet for hver eneste titel, lige fra udvælgelsen, over layoutet til oversættelsen.”
Jette Holst, Gyseren

“Et af de vigtigste forfatterskaber indenfor gotiske gys … Anbefales bredt indkøbt.”
Merete Trap, Lektørudtalelse