Bogmesser og lign., Mikala Rosenkilde, Nyheder, Steen Langstrup

Skrækfest lørdag den 28. februar 2026

Vi er tilstede med stand og bøger ved Dark Market på Skrækfest i Odense på lørdag igen i år. Standen passes i år af to af forlagets forfattere, Steen Langstrup og Mikala Rosenkilde. Sidstnævntes novelle, ‘De små synger’, bliver samtidig til en tegneserievæg, tegnet live af et hold dygtige tegnere.

Kig forbi, vi sidder klar, med et udvalg af forlagets bøger til lave messepriser.

Mikala Rosenkilde, Niøje, Nyheder

Færre e-bøger

I år bliver første gang siden e-bogens indmarch på bogmarkedet, at vi ikke automatisk udgiver alle nyudgivelser som e-bog et par måneder efter udgivelsen af papirbogen.

Det skyldes et sammenfald af især tre ting: E-bøger omsætter i dag betydeligt mindre end i 2010’erne, betalingen for hver streamet e-bog er faldet markant i samme periode, og endelig er der kommet en række nye krav til formatering etc. af e-bøger, der gør dem mere besværlige og dyrere at udgive.

Da e-bogen for alvor kom på banen i 2010’erne, var den uden sammenligning den største gave både 2 Feet og jeg selv nogensinde har fået. Den ændrede simpelthen den litterære slagmark. For en stund. Den tid er forbi nu.

Men det betyder ikke, at vi helt stopper med at udgive e-bøger, for det gør vi på ingen måde, der vil blot være titler, der ikke udkommer som e-bog i år.

En af dem, der gør, er Mikala Rosenkildes ‘Niøje‘, der udkom for få uger siden.

Kat, Nyheder, Steen Langstrup

Nye udgaver af Steen Langstrups ‘Kat’

I dag udkommer Steen Langstrups debutroman ‘Kat‘ i fine, nye udgaver. Både papirbog, e-bog og lydbog har fået en opdatering. Papirbogen er en lækker lille sag i samme format som vores klassikerserie.

Steen Langstrup debuterede i 1995 i en alder af 26 år. Han har siden udgivet både romaner, noveller, digte, fagbøger, tegneserier, drevet forlag, fungeret som oversætter, redaktør, illustrator, foredragsholder og meget andet. Hans hovedværker tæller titler som ‘Kvinden der kom med kage’, ‘Stikker’, ‘Frygt fabrik fælde’, ‘Måne måne’ og ‘Fluernes hvisken’.

Kat udkom første gang i 1995 og var Steen Langstrups debutroman. ‘Kat blev filmatiseret i 2001 og radiodramatiseret i 2005.

Katten blev kørt ned og døde i går. Maria ved det. Hun var selv involveret i ulykken. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at det er den samme kat, der sidder uden for hendes køkkenvindue i dag. Isabella tror hende ikke. Det er kun naturligt, at Maria er ude af den oven på det voldtægtsforsøg, hun var udsat for dagen før. Døde katte kommer ikke tilbage for at hævne sig. 

København er ved at bukke under efter flere dages skybrud. Samtidig har en sadistisk seriemorder krævet sine første tre ofre. 

På tværs af kørebanerne på Dronning Louises Bro har nogen skrevet: Ondskaben lurer i regnen.

Tidligere skrevet  og sagt om ‘Kat‘:


‘En god, nattesøvnsforstyrrende historie.’

Jacob Levinsen, Berlingske Tidende

‘Det er en god bog at hygge sig med på de sidste kolde, regnfulde aftner. Alene – eller sammen med sin kat.’
Martin Krasnik, Weekendavisen

‘Kat skræmte simpelthen røven ud af bukserne på mig, for at sige det populært, ikke. Den er sindssygt uhyggelig.’
Peter Aalbæk Jensen, Go’ Morgen TV3

Antologier, Kvinder skriver gys, Mikala Rosenkilde, Novelle-tema, Novellesamlinger, Nyheder, Rau clovn - Mikala Rosenkilde, Rău clovn

Tegneserievæg på årets Skrækfest

Der er Skrækfest i Odense om få uger, og vi glæder os til at deltage igen i år.

Noget af det vi glæder os allermest til på Skrækfest er at se Mikala Rosenkildes novelle ‘De små synger’ blive til tegnet liv af forlaget Afkoms tegnere. Det bliver godt.

Novellen kan læses i antologien ‘Kvinder skriver gys‘ og vil også være at finde i Mikala Rosenkildes novellesamling ‘Rău clovn‘, der udkommer til marts.

Nyheder

Ottende bind i serien 2 Feet Klassikere udkommer i dag

Og denne gang er turen kommet til M.R. James, der anses for en af de vigtigste engelsksprogede gyserforfattere nogensinde. Det er Christian Aalling, der både har stået for oversættelsen og udvælgelsen af samlingens fem noveller i ‘Middoth-traktaten‘, som udspiller sig alle i landlige omgivelser i det victorianske Storbritannien, hvor spøgelser og genfærd gemmer sig i detaljen, i fortiden, i skyggerne. Bogens forord er skrevet af Steen Langstrup.

De fem noveller er “Fløjt, og jeg kommer, min ven’, ‘En historie fra skoleårene’, ‘Middoth-traktaten’, ‘Grænseskellet’ og ‘En udsigt fra en bakketop’.

Skrevet om 2 Feet Klassiker-serien:

“Der er noget over disse små bøger, dels er de gode læseoplevelser men også behagelige at have i hånden og lette at tage med sig. Forlaget har været rigtig gode til at finde mangeartede noveller frem af datidens store gotiske forfattere, hvilket gør serien til en skøn samling af små perler.”
Ulla Weishaupt, Bogrummet

“Det er en fornøjelse at sidde med de fine små bøger fra 2 Feet Entertainments klassiker-serie. Der er kælet for hver eneste titel, lige fra udvælgelsen, over layoutet til oversættelsen.”
Jette Holst, Gyseren 

“En bog som man virkeligt har lyst til at have stående i bogreolen.“
Thomas Winther, Himmelskibet

‘Middoth-traktaten’ kan købes her

Gucca



Mikala Rosenkilde, Niøje, Nyheder

Digitale udgaver ude nu!

Mikala Rosenkildes roman ‘Niøje’ er nu også ude både som e-bog og lydbog.

Lydbogen er indlæst af forfatteren selv, og begge dele kan lånes, købes, streames, hvor du normalt finder dine digitale bøger.

En badeby under pres. Et lokalsamfund i forfald. En kvinde med skæbner i hænderne. 

Sladderen løber løbsk i Blokhus, da en blotter i flere tilfælde viser sig frem for børn i skoven. Skræmmende væsner dukker op i havet og kræver snart de første menneskeliv. 

Gaby har rigeligt at se til. Banken ånder hende og Henrik i nakken, og en lokal afpresser kræver penge. Hendes forstyrrede bror er netop udskrevet fra den lukkede, og bedsteveninden er gravid igen. Selv har Gaby travlt med sin hemmelige sommerelsker.

Niøje er en mørk og satirisk spændingsroman om sladder, bedrag og de rædsler, der gemmer sig under overfladen, både i mennesker og i havet.

“Hører du til dem, der ikke bryder sig om at bade i udlandet, fordi de har set Jaws? Så bør du ikke læse Niøje, for så tør du heller ikke bade i danske farvande mere. Alle andre bør unde sig fornøjelsen af Mikala Rosenkildes nyeste spændingsroman, der kommer med et herligt drys horror udover.”

Jette Holst, Gyseren

******

“Mikala Rosenkilde skriver med en intensitet, der minder mig om Stephen King – de samme krybende fornemmelser af uhygge, den samme måde at blande det menneskelige og det monstrøse. Men samtidig har hun sin helt egen stemme: mørk, satirisk og knivskarp på det sociale spil i et lille lokalsamfund.”

Regitze Thomassen, regitzethomassen

“Mikala Rosenkilde kombinerer sin viden om og interesse for kryptozoologi med en stor fortællelyst og har skrevet en interessant og spændende roman, der rummer alt det grumme i hverdagslivet og udstiller menneskers svagheder i krisesituationer.”

Fenja Terp, Fenjas Corner

“Niøje er spændende, interessant og meget anderledes. Et friskt pust og et glimrende bud på en spændingsroman til efteråret. Læs med – hvis du tør!”

Ida Schøler, pleasejustletmeread

“Niøje har en super spændingsopbygning der gør den til hurtig læsning. Karakterne forsøger at holde fast i hverdagen, mens lampretterne gør Blokhus til ‘dødens strand’ … Faktisk vil læseren måske  fortrække svømmehaller umiddelbart efter læsningen.”

Birte Strandby, Bogvægten

****

“Da vi nærmer os bogens afslutning, har jeg en mistanke om at jeg har gættet bogens twist, men så viser det sig at min mistanke slet ikke var nok. Den overraskelse, der fik mig til at gentænke alt det jeg havde læst, er en fremragende effekt. Jeg elsker den slags overraskelser.”

Nomi Bookreader