Nyheder

F### inflationen!


Man kan ikke stoppe inflationen, men man kan godt stritte lidt imod.

Derfor har 2 Feet Entertainment valgt at sænke priserne på en meget stor del af forlagets bøger i en periode. Vi forstår, at pengene bogstavligt talt er blevet små, og man må spare, hvor man kan. Det gælder også for små virksomheder i den kulturelle branche. Men vi vil de næste uger gøre vores til at holde priserne nede, det gælder både ældre og nyere titler, kun få er udeladt.

Blot for at fremhæve et par af de nyere titler, der er med i prisnedsættelsen:

‘1900’ – Antologi, før 299,00, nu 199,00

‘Genvejen’ – D.S. Henriksen, før 199,00, nu 99,00
‘Forvandling’ – Steen Langstrup, før 299,00, nu 199,00

— Men der er mange flere med!

 

Prisnedsættelsen gælder kun i en periode, så slå til, inden inflationen tvinger dem op igen.

Nyheder

Tak for 2022

2022 er ved at være slut. Det blev et godt år for 2 Feet Entertainment, hvor vi blandt andet satte fokus på novellen med udgivelsen af en novellesamling af Bram Stoker, ny dansk gyserantologi, ny novellesamling af Steen Langstrup, samt udgivelse af Langstrups novellesamling ‘Amerikansk olie’ som lydbog.

Det blev også til flere genudgivelser fra Daniel Henriksens og Steen Langstrups backlist. En anden mission for 2 Feet er nemlig også at pleje forfatterbacklister, så ældre titler stadig vil være at finde digitalt for nye læsere.

Langt de fleste af vores udgivelser lå i forårsprogrammet, men det betyder ikke, at vi har ligget på den lade side de sidste mange måneder. Vi har haft rivende travlt med at forberede 2023s mange udgivelser, og der vil være meget at glæde sig til, kan vi godt røbe allerede.

Novelle-temaet fortsætter med både novellesamlinger af stærke danske forfattere samt flere antologier. Det vil især være noveller i og omkring gysergenren – og vi glæder os som små børn juleaften til at fortælle mere om dem. Vi elsker noveller!

Vi vil nøjes med stolt at løfte sløret for den første udgivelse, nemlig Anne-Marie Vedsø Olesens novellesamling ‘Drift’, som udkommer 20. januar 2023. Glæd jer!

Og der kommer skam også andet end noveller i 2023. Bare vent at se!

Vi vil også for første gang i alt for mange år være at finde på udvalgte bogmesser og festivaller. Den første bliver Skrækfest i Odense til februar.

Tilbage er blot at takke for 2022. Takke de mange forfattere, der er udkommet på 2 Feet i år, vores samarbejdspartnere, streamingtjenesterne, eReolen, boghandlerne, bibliotekerne, Dafolo, Publizon, Toptryk Grafisk, lydbogsindlæserne, korrekturlæserne og mest af alle: Læserne.

TAK!

I 2022 udgav vi tekster af følgende forfattere:

Daniel Henriksen
Bram Stoker
Mathias Clasen
Thomas Strømsholt
Teddy Vork
Martin Wangsgaard Jürgensen
Martin Schjönning
Carina Evytt
A. Silvestri
Christian Reslow
Sheila Eggenberger
Jonas Wilmann
og
Steen Langstrup

med emneordet
Hverdagsrealisme, Novelle-tema, Nyheder

Novelle-tema: Vores hverdagsrealistiske noveller

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

Hverdagsrealisme

 

Hverdagsrealismen kan være et knivskarpt værktøj til at beskrive hverdagen, tiden og livet. Der er plads til humor, sproglig leg og ætsende billeder af hverdagsdanmark. Nogle bruger andre betegnelser, socialrealisme, litterære værker, ja, det er endda ikke ualmindeligt at møde en modvilje mod overhovedet at sætte genrebetegnelse på disse tekster. Genre kan være noget, man føler sig hævet over. Det kan også føles hæmmende at blive proppet i en kasse.

I forbindelse med vores novelle-tema har vi denne gang fokus på de hverdagsrealistiske noveller, der er udkommet her på 2 Feet Entertainment gennem årene. Du kan læse mere om dem ved at klikke lige HER.

Novelle-tema, Nyheder, Om at læse noveller

Novelle-tema: Novellens læseglæde

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

Novellens læseglæde

 

Noveller er som friske pust af liv, sansede indtryk, øjeblikkets inspiration, leg med sproget og fortælleteknik, åbne udtryk, intense bekendtskaber, frie, friske og finurlige.

Noveller er et shot læseglæde, koncentreret og destilleret. Fra et glimt af noget dagligdags, en følelse, en stemning, et dilemma, en konflikt, en scene, et øjeblik, en forløsning eller måske blot et kort visit.

Noveller kan nøjes med at antyde, at slå tonen an, at vise en problemstilling, et traume, en forundring, en skælven – uden nødvendigvis at skylde læseren en forklaring, en løsning, en udvej, en forståelse, og kan derfor åbne komplekse temaer og lade konklusionen tilhøre læseren.

Noveller er mentale vitaminpiller, fulde af kraft og styrke, som kan indtages i passende doser, når tid er, når humøret er der, en eftermiddagstund i lænestolen med dampende te, et øjeblik i hængekøjen under æbletræet, en godnathistorie under dynen.

Noveller er stramme tekster, åbne historier, billeder af livet, fokuserede portrætter og intense forløb. Her findes alle genrer fra litterærrealisme over krimi, gys, fantasy, sci-fi, humor, romance, historiske tekster til sanselig erotik – også mikset på kryds og tværs. Der findes noveller for enhver smag.

Også din.

Bram Stoker, Dommerens hus, Klassikere, Novellesamlinger, Nyheder

Bram Stokers ‘Dommerens hus’ er nu ude som lydbog

På 2 Feet har vi travlt med at forberede næste års udgivelser, og der er meget at glæde sig til, men vi har lige en sidste udgivelse i år, som er ude nu. Det er Bram Stoker-novellesamlingen ‘Dommerens hus’, som lige er udkommet som lydbog. Lydbogen er indlæst af Klaus K. Elmer, og du finder den, hvor du normalt finder dine lydbøger, fx lige her på eReolen.

 

Anmelderne har skrevet:

 

“Dragende og lækker med en herlig forside … Kort sagt en frydefuld læseoplevelse … Alle novellerne er af høj kvalitet … Herlig lille udgivelse. Bør stå i alle samlinger.”

Jacob Holm Krogsø, Lektørudtalelsen

 

*****

Det er en fremragende oversættelse, der virker tro mod de gamle ord. Det er så skuffende at læse oversættelser, der har fået reduceret deres lixtal. Det er ikke tilfældet her, så jeg kan klart anbefale den. Da historierne er korte, så læs dem eventuelt højt, én pr nat, for din sengepartner.”
Naomi Ulv Hagelberg, Facebook-bogblogger

 

*****

“Giver et rigtig fint blik ind i Draculas faders bagkatalog. Historierne indeholder en passende mængde gys, hvis du er til historier skrevet i gysergenrens barndom. Jeg var rigtig godt underholdt undervejs i disse 5 meget forskellige historier der kulminerer på rette vis i bogens sidste historie om Draculas gæst … I tilgift så er ”Dommerens hus” litteratur som du kan dykke ned i på ganske få timer og alligevel give dig et stort udbytte.”

Susanne Kjær Seidler, Krimiormen

 

“De fem noveller viser en stor emnemæssig bredde af Stokers forfatterskab, og for mig var især ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ overraskende … Så hvis du også er vild med gotiske gys fra Victoria-tiden, eller du har lyst til at læse andet af Bram Stoker end Dracula, så grib fat i Dommerens hus. Her er både gys og gru til de lange sommeraftener.”

Jette Holst, Gyseren

 

“Alle historierne er stemningsfyldte, skarpe og velskrevne, og ganske enkelt et mustread for alle fans af genren og perioden.”

Louise Trankjær, Skriv for livet

Dommerens hus, Klassikere, Novelle-tema, Nyheder

Novelle-tema: Vores klassiske noveller

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 


Klassiske noveller

 

Litteratur er en levende størrelse, hvis formål blandt andet er at forny, inspirere og føre os nye steder hen. At åbne os, overraske og gøre verden lidt større. Det nye har altid ret, så længe det tør være nyt. Men det betyder ikke, at alt det gamle mister sin værdi, det får bare en anden værdi og kan blive et vindue til, hvordan fortiden så sig selv, og netop derfor kan det bedste af det stadig tale til os. En ægte klassiker er evigt ung og mister aldrig sin aktualitet.

I forbindelse med vores novelle-tema har vi denne gang fokus på de klassiske noveller, der er udkommet her på 2 Feet Entertainment gennem årene. Du kan læse mere om dem ved at klikke lige HER.