Daniel Henriksen, Der er noget galt med min nabo, Nyheder

I dag udkommer Daniel Henriksens ‘Der er noget galt med min nabo’ som e-bog

2 Feet Entertainment har i dag fornøjelsen af at udgive Daniel Henriksens forfriskende ungdomsbog ‘Der er noget galt med min nabo’ som e-bog.

Det er den femte titel af Daniel Henriksen som dermed er udkommet her på 2 Feet Entertainment. Vi udgav i 2021 gyseren ‘Genvejen’, som siden var blandt de fem shortlistede bøger til prisen for Årets danske horrorudgivelse. ‘Genvejen’ er ude på lydbog, e-bog og papirbog. Dertil genudgav vi sidste år tre af Daniel Henriksens bøger som e-bøger, ‘In Absentia’, ‘Ad nauseam’ og ‘Dukkehuset’

 

‘Der er noget galt med min nabo’ kan blandt andet læses på eReolen, Mofibo og Nextory.

 

Niels flytter til en kedelig forstad. Han kender ingen og er ung og genert. Det er sommerferie og kedeligt. Men så møder han Ea og opdager, at naboen begraver noget i sin baghave.

Drift - Anne-Marie Vedsø Olesen, Novelle-tema, Novellesamlinger, Nyheder, Poe

Læs et uddrag af ‘Drift’ af Anne-Marie Vedsø Olesen

I den nye sektion ‘Uddrag‘ her på siden, kan du nu læse et kort uddrag af novellen ‘Orkestergraven’ fra Anne-Marie Vedsø Olesens novellesamling ‘Drift’.

Novellen, der er en gendigtning af Edgar Allan Poes ‘The Tell-Tale Heart’, blev oprindeligt skrevet til antologien ‘Poe’, der blev til i samarbejde mellem Krimimessen og 2 Feet Entertainment i 2009 som en hyldest til Poe i anledning af hans 200 års dag. ‘Orkestergraven’ blev endvidere i 2012 uropført som opera af Fyns Opera i 2012. Ja, en dansk gyseropera. Det findes!

Uddraget af novellen kan læses lige HER.

Novelle-tema, Nyheder

Novelle-tema: Vær sammen om novellerne

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

Vær sammen om novellerne

Læsning behøver ikke være en ensom nydelse. Det kan sagtens være noget, vi gør sammen. Store litterære oplevelser kan deles. Desværre kan det virke, som om vi helt har glemt den del, og det er faktisk en skam, for netop her kan noveller noget, andre typer litteratur ikke kan helt på samme måde.

Noveller er nemlig perfekte til at nyde sammen. I stedet for at synke hen i forstummet mumietilstand foran endnu en tv-serie, eller isolere sig med lydbog i ørene, kan vi læse højt for hinanden, og noveller er perfekte til højtlæsning.

Desværre kunne man kalde højtlæsning for en glemt nydelse. Det er for mange allerhøjst noget, man gør for sine børn eller børnebørn, eller hvis man er mere kulturel, så går man måske til oplæsninger, hvor forfattere læser op af egne tekster, og begge dele er gode og berigende, men hvorfor læser vi voksne mennesker så sjældent højt for hinanden derhjemme?

Er vi for trætte? For dovne? Virker det besværligt?

Måske alle tre, måske noget helt fjerde, men livet er, hvad vi gør det til, og at læse højt for hinanden kan altså give os noget fælles, noget at samles om, noget at gøre sammen. Der er noveller til en hver lyst, et hvert humør, en hver lejlighed. En aften med stearinlys og hygge. Sammen under tæpper i sommerhuset. I stuen med nødder og whisky. I solen i hængesofaen. Det kan være hvor som helst.

Der sker noget, når man læser højt for hinanden. Det bringer kærester tættere sammen, det giver noget at snakke om, fælles oplevelser, åbner verden for nye fælles idéer. Det giver ro, næsten som at meditere sammen, og hvis det er en fræk aften, findes der også noveller til det.

Livet kan mere. Man skal bare åbne sig for det.

Døden og kvinden, Kvinder skriver gys, Novelle-tema, Nyheder, Steen Langstrup

Steen Langstrup i podcasten ‘Læsekrogen’ om temaet kvinder og gys

2 Feet Entertainments Steen Langstrup medvirker i dagens afsnit af podcasten ‘Læsekrogen’, hvor han fortæller om kærligheden til noveller, om sin egen bog ‘Forfattersind’ samt dette års to antologier med gys skrevet af kvinder: ‘Døden og kvinden’ og ‘Kvinder skriver gys’.

Lyt det her.

Frygt fabrik fælde, Nyheder, Steen Langstrup

Steen Langstrups ‘Frygt fabrik fælde’ i ny samlet papirudgave

I dag udkommer Steen Langstrups roman ‘Frygt fabrik fælde’ i en lækker, samlet papirgave. Stort format, flapper. Den matcher sidste års genudgivelse af Langstrups ‘Forvandling’ i format og design.

‘Frygt fabrik fælde’ udkom i to bind tilbage i 2018. Dette er første gang, romanen udgives i en samlet papirudgave.

‘Frygt fabrik fælde’ er en fuldblods gyser, skrevet af Steen Langstrup, der i årtier har udgivet gode og meget forskelligartede gysere på dansk. ‘Frygt fabrik fælde’ er en af hans mest klassiske gyserromaner.

 

En gruppe urban explorers i selskab med en kunstfotograf besøger et gammelt fabriksområde i hjertet af København. 

Fabrikken har været nedlagt i årtier. Den har tilsyneladende fået lov til at ligge uberørt hen bag den høje mur, der omkranser området. Der er ingen tegn på, at der har været andre mennesker på fabrikken i mange år. Intet affald, ingen graffiti, ingen knuste ruder. 

Det er en lun sommerdag, den fredag gruppen besøger stedet. Alligevel er der noget ved fabrikken, der giver flere i gruppen en kold fornemmelse indeni. 

De er ikke alene på fabrikken. 

 

Skrevet om ‘Frygt fabrik fælde’:

 

Søren Henrik Jacobsen, Skræk og rædsel:

“Persongalleriet er enormt, men vi taber på intet tidspunkt tråden … Det er som om, at forfatteren har sat sig for at bygge et korthus på 17 etager – og det korthus kollapser på intet tidspunkt. Meget imponerende … Danmark har flere dygtige horror-forfattere, men Steen Langstrup rager bare lige et hoved højere op end de andre – og i FRYGT FABRIK FÆLDE er han virkelig i sit es.”

 

Jannik Lunn, Bogpusheren:

*****

“Gysets mester har gjort det igen … Steen Langstrup tilbage i super topform … Langstrup har efter min mening skrevet sin hidtil bedste roman.”

 

Pia Bechmann, Litteratursiden:

“Steen Langstrup er en sand gysermester, der med ’Frygt fabrik Fælde’ i overlegen stil cementerer sit forfatterskab, som den danske grand old man inden for gysergenren.”

 

Bjarne Jensen, Bogrummet:

*****

“Den danske Stephen King, som han er blevet kaldt. Jeg synes nu han er lige en tak mere ond end King … En fremragende, dæmonisk spøgelseshistorie!”

 

Karoline Bloch, RomeoReviews:

“For hver side man bladrer bliver den mere og mere spændende.”

 

Dorte Thorsen, Danmarksbloggen:

*****

“For at det bliver skræmmende og væmmeligt – dét ved man, når forfatteren hedder Steen Langstrup.”

 

Jonas Dinesen, Bogblogger:

“Formår at komme helt ind i hoved og sjæl på sine karakterer.”

 

 Jette Holst, Gyseren:

“Steen Langstrup er altid god for en velfortalt historie, men denne gang er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og han gør det forrygende. Få skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Sproget er letlæst, men alligevel billedskabende og får scenerne i bogen til at udspille sig som en film bag øjenlågene hos læseren.”

 

‘Frygt fabrik fælde’ kan købes i alle landets boghandlere – og vil du have et signeret eksemplar, kan det købes på Steen Langstrups blog.