Novelle-tema, Nyheder

Novelle-tema: Vær sammen om novellerne

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

Vær sammen om novellerne

Læsning behøver ikke være en ensom nydelse. Det kan sagtens være noget, vi gør sammen. Store litterære oplevelser kan deles. Desværre kan det virke, som om vi helt har glemt den del, og det er faktisk en skam, for netop her kan noveller noget, andre typer litteratur ikke kan helt på samme måde.

Noveller er nemlig perfekte til at nyde sammen. I stedet for at synke hen i forstummet mumietilstand foran endnu en tv-serie, eller isolere sig med lydbog i ørene, kan vi læse højt for hinanden, og noveller er perfekte til højtlæsning.

Desværre kunne man kalde højtlæsning for en glemt nydelse. Det er for mange allerhøjst noget, man gør for sine børn eller børnebørn, eller hvis man er mere kulturel, så går man måske til oplæsninger, hvor forfattere læser op af egne tekster, og begge dele er gode og berigende, men hvorfor læser vi voksne mennesker så sjældent højt for hinanden derhjemme?

Er vi for trætte? For dovne? Virker det besværligt?

Måske alle tre, måske noget helt fjerde, men livet er, hvad vi gør det til, og at læse højt for hinanden kan altså give os noget fælles, noget at samles om, noget at gøre sammen. Der er noveller til en hver lyst, et hvert humør, en hver lejlighed. En aften med stearinlys og hygge. Sammen under tæpper i sommerhuset. I stuen med nødder og whisky. I solen i hængesofaen. Det kan være hvor som helst.

Der sker noget, når man læser højt for hinanden. Det bringer kærester tættere sammen, det giver noget at snakke om, fælles oplevelser, åbner verden for nye fælles idéer. Det giver ro, næsten som at meditere sammen, og hvis det er en fræk aften, findes der også noveller til det.

Livet kan mere. Man skal bare åbne sig for det.

Novelle-tema, Novellesamlinger, Nyheder, SMS, SMS - Steen Langstrup, Steen Langstrup

Tysk professor tager Steen Langstrups ‘SMS’ under behandling

Det tyske universitetsmedie ‘Neues Lesen Skandinavien’ har offentliggjort en længere tekst om Steen Langstrups novellesamling ‘SMS’, som udkom her på 2 Feet sidste år.

Pro. dr. Stephan Michael Schroder skriver blandt andet:

“‘I morgen skal du dø’ er ikke kun en novelle, der består af korte beskeder, men også autoreflekterende om korte beskeder: truslen om, hvad der sker, næres ikke mindst af erkendelsen af, at korte beskeder i tider, hvor mobiltelefonen er vores faste følgesvend, stalkeren er medium par excellence – som læseren også selv udsættes for via beskederne. Samtidig arbejder novellen – i hvert fald i sin oprindelige sms-form – æstetisk med den allerede omtalte mangel på medieforskel mellem fiktiv og ikke-fiktiv kommunikation, med udviskning af fiktion og hverdagsvirkelighed. Hvor vellykket denne æstetiske strategi var, ses ikke mindst af, at flere læsere anmeldte stalkeren til politiet efter at have modtaget de første korte beskeder.”

Er man god til tysk kan det læses lige  HER

Novelle-tema, Nyheder, Om at læse noveller

Novelle-tema: Novellens læseglæde

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

Novellens læseglæde

 

Noveller er som friske pust af liv, sansede indtryk, øjeblikkets inspiration, leg med sproget og fortælleteknik, åbne udtryk, intense bekendtskaber, frie, friske og finurlige.

Noveller er et shot læseglæde, koncentreret og destilleret. Fra et glimt af noget dagligdags, en følelse, en stemning, et dilemma, en konflikt, en scene, et øjeblik, en forløsning eller måske blot et kort visit.

Noveller kan nøjes med at antyde, at slå tonen an, at vise en problemstilling, et traume, en forundring, en skælven – uden nødvendigvis at skylde læseren en forklaring, en løsning, en udvej, en forståelse, og kan derfor åbne komplekse temaer og lade konklusionen tilhøre læseren.

Noveller er mentale vitaminpiller, fulde af kraft og styrke, som kan indtages i passende doser, når tid er, når humøret er der, en eftermiddagstund i lænestolen med dampende te, et øjeblik i hængekøjen under æbletræet, en godnathistorie under dynen.

Noveller er stramme tekster, åbne historier, billeder af livet, fokuserede portrætter og intense forløb. Her findes alle genrer fra litterærrealisme over krimi, gys, fantasy, sci-fi, humor, romance, historiske tekster til sanselig erotik – også mikset på kryds og tværs. Der findes noveller for enhver smag.

Også din.

Novelle-tema, Om at læse noveller

Novelle-tema: Noveller skal nydes

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

At nyde noveller, at give disse korte tekster den ro og opmærksomhed, de fortjener, er ingen let ting at gøre. Ofte udgives de i samlinger og antologier, og man kommer let til bare at læse derudaf, den ene efter den anden, som havde de været kapitler i en roman, men de er netop ikke kapitler i en roman, de er små selvstændige historier, scener, følelser, billeder, glimt, og de bør ikke læses hurtigst muligt, det handler ikke om at nå videre, det handler om at få det hele med, om at lade dem synke ind, få ro, om at nyde dem.

Noveller skal nydes. En ad gangen. De skal læses, gerne langsomt, og så skal de have tid til at bundfælle sig, klinge af, folde sig ud. En novelle fortjener et efterspil. En fordøjelse, inden man går videre med den næste.

Man går heller ikke ind på en gourmetrestaurant og voldæder uden at smage på maden og vinen, vel? Det er snyde sig selv. Du har måske også selv prøvet at komme til at spise en æske fyldt chokolade lidt for hurtigt – og så sidder man der med kvalme og kan egentligt ikke huske, hvordan noget af det smagte, fordi man bare proppede det i munden.

Noveller er som gourmet, som dyr, fyldt chokolade. De kan være en ekstrem nydelse, de bedste af dem, men læser man dem uden at tage sig tid og vise sig selv og teksten den nødvendige respekt, så snyder man selv, så spilder man en glæde. Og man vil ikke om de er gode eller dårlige, for man har bare proppet sig, men ikke fordøjet, ikke nydt.

Nej, ikke alle noveller er lige gode, lige som alt gourmet eller dyr chokolade ikke er lige fantastisk, men tager man ikke tid til at smage på det, så kan man ikke kende forskel.

Ja, noveller er lidt besværlige. Vi lever i en tid, hvor det dovne valg let foretrækkes. Uendelige tv-serier fremfor film, for så er man fri for at vælge hele tiden, man kan bare stene videre uden at tage stilling. Murstensromaner fremfor kortere tekster af samme grund? Man orker dårligt at skulle ulejlige sig med at tage stilling. Bare mere. Mere. Af det samme. Noget, man ved, hvad er. Noget let. Og ja, det er besværligt at læse noveller. Det er besværligt at give sig tid, at vælge nyt hele tiden, de er jo så pokkers korte.

Noveller er besværlige. Men intet, der er noget værd, er let. Intet kommer af sig selv.

Noveller er små, gemte diamanter, det antydede, det åbne, det sansede, det uforklarede, det nærværende, det drilske, det levende.

Noveller kræver tid, respekt og opmærksomhed. Giv dem det, og de åbner sig. Giv dem det, og de åbner dig.