Forvandling, Nyheder, Steen Langstrup

Steen Langstrups ‘Forvandling’ i lækker samlerudgave

Det er i år 25 år siden, Steen Langstrups roman ‘Forvandling’ udkom på Høst & søns forlag i 1997, og i den anledning har vi valgt at genudgive bogen i en lækker samlerudgave.

Teksten har fået en omgang, ny redigering, ny korrektur, og den præsenteres her i et ekstra stort format, 170 x 240 med brede flapper, i et lækkert vinrødt omslag. Det er bog, der skabt til at tage sig godt ud i bogreolen.

Samtidig har vi genudgivet ‘Forvandling’ som e-bog. Den seneste udgave var 10 år gammel og trængte til en omgang, så nu er også e-bogen tilgængelig i en nyredigeret udgave med samme flotte, vinrøde forside.

Under en rejse til Rumænien i 1994 plages Kasper af mareridt, men det er ikke det eneste tegn på, at noget er galt med ham. Sigøjnerne råber og spytter efter ham, gadehundene stikker af, og hans skægvækst tager til. En forvandling er igang. Hans kæreste, Mia, byder den mere dyriske side af ham velkommen, men Kasper plages; han kan ikke kende sig selv længere. Men forvandlingen er ikke til at stoppe. 

Pressen har blandt andet skrevet om ‘Forvandling’:

“Steen Langstrup er ét af Danmarks bedste bud på en spændingsforfatter i international klasse.”
Politiken

“Viser hvorfor Langstrup er det største danske gyser-talent i nyere tid … Idéen med at lade et parforholds dæmoner tage fysisk form er stærk.”
Berlingske Tidende

“Så historien fungerer på begge niveauer, som beretning om kærlighed og seksualitet og som en blodig skrækhistorie godt med stænk på habitten og de faste forestillinger.”
Weekendavisen

“Kampen mellem de onde og de gode kræfter er drivkraften i enhver god gyserroman, men når ondskaben pludselig skaber sympati og forståelse, så giver en uhyggelig historie mere end et godt gys. Den skaber også eftertanke. Steen Langstrups nye bog Forvandling er en af disse gysere, der hæver sig over det sort/hvide niveau.”
Frederiksborg Amts Avis

Novelle-tema, Novellesamlinger, Nyheder, SMS, SMS - Steen Langstrup, Steen Langstrup

‘SMS’ – ude som e-bog

Første udgivelse på 2 Feet Entertainments efterårsprogram er netop udkommet. Det er e-bogsudgaven af Steen Langstrup novellesamling ‘SMS’. Samlingen, der indeholder samtlige sms-noveller skrevet af Steen Langstrup, udkom tidligere i år som papirbog her på 2 Feet, men kan altså nu også læses som e-bog.

E-bogen er udgivet eksklusivt til eReolen og kan læse ved at klikke HER.

Samtidig er ‘SMS’ også udgivet som lydbog af Nota. Nota hed før i tiden Dansk Blindebibliotek og udgiver materiale specielt til ‘mennesker, der ikke kan læse almindelige trykte bøger.’ Man skal altså være godkendt bruger hos dem for at kunne lytte til lydbogen.

‘SMS’ indeholder historier om besatte mobiltelefoner, sms’er fra afdøde, terrorister, stalkere, juleuhygge, zombier, spøgelser og meget andet. Det er gys, spænding, minimalisme. Historier fortalt via sms-dialoger. 

Steen Langstrup har skrevet mange gode gys siden debuten med ‘Kat’ i 1995. Han er blevet kaldt Danmarks gyserkonge eller Grand old man of horror, og et par af hans tekster er filmatiseret, andre radiodramatiseret, og nogle er udgivet på andre sprog – blandt dem også et par af teksterne i denne samling. 

 

Anmelderne har skrevet om ‘SMS’:

“Sms-formen fungerer forbavsende godt på tryk med tydelige grafiske markeringer af, hvem der siger hvad. Den enkle form, med minimale informationer til læseren, giver ekstra kul til uhyggen, fordi man selv forestiller sig det, man ikke får at vide … Meget vellykket.”
— Lektørudtalelsen

“Det er både spændende og minimalistisk, hvilket igen er noget, der klæder genren, synes jeg. Fordi det enkle, i hvert fald for mig, har det med at gøre det uhyggelige endnu mere skræmmende. Samtidig med dette er sproget ligetil og dejligt let at læse.”
— Litteraterne

“Der er gys, der er mere uhyggelige gys og så er der Steen Langstrups versioner … Novellerne spiller i høj grad på det, vi ikke ved. De er let læste – og ret lette at huske bagefter, når der kommer en sms ind på mobilen sent om aftenen.”
— Bogvægten

“At læse en sms-novelle er meget anderledes end at læse en almindelig novelle. Forfatteren kommer ikke med personbeskrivelser, baggrundskulisser eller stemningsbeskrivelser. I stedet lever historien i meddelelserne, der sendes. Og det er overraskende, hvor virkningsfuldt det er i Steen Langstrups hænder. Selvom vi kun har dialogen lykkes det alligevel Langstrup at skabe stemningsfulde billeder i læserens fantasi, så historierne fremstår helstøbte. Det er godt gået.”
— Gyseren

“SMS er, med sin brug af korte sætninger og talesprog, meget læseværdig. Jeg er imponeret over, hvordan det er lykkedes Steen at skabe en helstøbt fortælling på så kort en tekst. Man udfordres på sin fantasi og dermed er det næsten ikke selve teksten men læserens fortolkninger der gør det helt uhyggeligt … Man kan fristes til at læse bogen i et stræk, men det vil være en skam. Personligt kunne jeg godt lide at reflektere over hver historie, fordi de hver især indeholdt så mange nuancer.”
— 
Cats, Books and Coffee

 

Bram Stoker, Dommerens hus, Klassikere, Nyheder

Et mustread for alle fans af genren

Bogblogger Louise Trankjær har netop anmeldt novellesamlingen ‘Dommerens Hus’ af Bram Stoker på bogbloggen Skriv for livet.

Hun skriver blandt andet:

“Alle historierne er stemningsfyldte, skarpe og velskrevne, og ganske enkelt et mustread for alle fans af genren og perioden.”

Hele anmeldelsen kan læses HER.

Novelle-tema, Om at læse noveller

Novelle-tema: Noveller skal nydes

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

At nyde noveller, at give disse korte tekster den ro og opmærksomhed, de fortjener, er ingen let ting at gøre. Ofte udgives de i samlinger og antologier, og man kommer let til bare at læse derudaf, den ene efter den anden, som havde de været kapitler i en roman, men de er netop ikke kapitler i en roman, de er små selvstændige historier, scener, følelser, billeder, glimt, og de bør ikke læses hurtigst muligt, det handler ikke om at nå videre, det handler om at få det hele med, om at lade dem synke ind, få ro, om at nyde dem.

Noveller skal nydes. En ad gangen. De skal læses, gerne langsomt, og så skal de have tid til at bundfælle sig, klinge af, folde sig ud. En novelle fortjener et efterspil. En fordøjelse, inden man går videre med den næste.

Man går heller ikke ind på en gourmetrestaurant og voldæder uden at smage på maden og vinen, vel? Det er snyde sig selv. Du har måske også selv prøvet at komme til at spise en æske fyldt chokolade lidt for hurtigt – og så sidder man der med kvalme og kan egentligt ikke huske, hvordan noget af det smagte, fordi man bare proppede det i munden.

Noveller er som gourmet, som dyr, fyldt chokolade. De kan være en ekstrem nydelse, de bedste af dem, men læser man dem uden at tage sig tid og vise sig selv og teksten den nødvendige respekt, så snyder man selv, så spilder man en glæde. Og man vil ikke om de er gode eller dårlige, for man har bare proppet sig, men ikke fordøjet, ikke nydt.

Nej, ikke alle noveller er lige gode, lige som alt gourmet eller dyr chokolade ikke er lige fantastisk, men tager man ikke tid til at smage på det, så kan man ikke kende forskel.

Ja, noveller er lidt besværlige. Vi lever i en tid, hvor det dovne valg let foretrækkes. Uendelige tv-serier fremfor film, for så er man fri for at vælge hele tiden, man kan bare stene videre uden at tage stilling. Murstensromaner fremfor kortere tekster af samme grund? Man orker dårligt at skulle ulejlige sig med at tage stilling. Bare mere. Mere. Af det samme. Noget, man ved, hvad er. Noget let. Og ja, det er besværligt at læse noveller. Det er besværligt at give sig tid, at vælge nyt hele tiden, de er jo så pokkers korte.

Noveller er besværlige. Men intet, der er noget værd, er let. Intet kommer af sig selv.

Noveller er små, gemte diamanter, det antydede, det åbne, det sansede, det uforklarede, det nærværende, det drilske, det levende.

Noveller kræver tid, respekt og opmærksomhed. Giv dem det, og de åbner sig. Giv dem det, og de åbner dig.

Antologier, Novelle-tema, Nyheder

Novelle-tema: Vores antologier

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

Antologier

En antologi er en samling noveller (eller andre tekster) skrevet af forskellige forfattere, modsat en novellesamling, hvor alle noveller er skrevet af samme forfatter. Antologier udgives ofte med et fælles tema, som novellerne er skrevet eller udvalgt efter. 

 

Antologier kan være et perfekt sted at lære nye forfatterskaber at kende eller udvide sit kendskab til gamle klassikere. Mange forfattere starter karriere med en novelle i en antologi, og der udkommer mange gode antologier på dansk hvert eneste år.

 

I forbindelse med vores novelle-tema har vi denne gang fokus på de antologier, der er udkommet her på 2 Feet Entertainment gennem årene. Du kan læse mere om dem ved at klikke lige HER.

 

Bram Stoker, Dommerens hus, Klassikere, Nyheder

“Bør stå i alle samlinger” – lektørudtalelse til ‘Dommerens hus’

Lektørudtalelsen af vores seneste udgivelse, novellesamlingen ‘Dommerens hus’ af Bram Stoker, er netop kommet.

Den er skrevet af Jacob Holm Krogsøe, der blandt andet skriver:

“Dragende og lækker med en herlig forside …
Kort sagt en frydefuld læseoplevelse …
Alle novellerne er af høj kvalitet …
Herlig lille udgivelse. Bør stå i alle samlinger.”

Så der er glæde og taknemlighed her på 2 Feet i dag.