Novelle-tema, Nyheder

Novelle-tema: Vær sammen om novellerne

Novelle-tema

Vi elsker noveller!

 

Vær sammen om novellerne

Læsning behøver ikke være en ensom nydelse. Det kan sagtens være noget, vi gør sammen. Store litterære oplevelser kan deles. Desværre kan det virke, som om vi helt har glemt den del, og det er faktisk en skam, for netop her kan noveller noget, andre typer litteratur ikke kan helt på samme måde.

Noveller er nemlig perfekte til at nyde sammen. I stedet for at synke hen i forstummet mumietilstand foran endnu en tv-serie, eller isolere sig med lydbog i ørene, kan vi læse højt for hinanden, og noveller er perfekte til højtlæsning.

Desværre kunne man kalde højtlæsning for en glemt nydelse. Det er for mange allerhøjst noget, man gør for sine børn eller børnebørn, eller hvis man er mere kulturel, så går man måske til oplæsninger, hvor forfattere læser op af egne tekster, og begge dele er gode og berigende, men hvorfor læser vi voksne mennesker så sjældent højt for hinanden derhjemme?

Er vi for trætte? For dovne? Virker det besværligt?

Måske alle tre, måske noget helt fjerde, men livet er, hvad vi gør det til, og at læse højt for hinanden kan altså give os noget fælles, noget at samles om, noget at gøre sammen. Der er noveller til en hver lyst, et hvert humør, en hver lejlighed. En aften med stearinlys og hygge. Sammen under tæpper i sommerhuset. I stuen med nødder og whisky. I solen i hængesofaen. Det kan være hvor som helst.

Der sker noget, når man læser højt for hinanden. Det bringer kærester tættere sammen, det giver noget at snakke om, fælles oplevelser, åbner verden for nye fælles idéer. Det giver ro, næsten som at meditere sammen, og hvis det er en fræk aften, findes der også noveller til det.

Livet kan mere. Man skal bare åbne sig for det.