6

Jeanette hørte flyveren, før hun så den. Hun gik hen til vinduet og så op på himlen. Der var kun ganske få små og kridhvide skyer på himlen. Hun kunne ikke se noget fly, men hun kunne stadig høre den let genkendelige summen af en propelmaskine. Hun åbnede terrassedøren og trådte udenfor.

Nu så hun det lille røde fly komme til syne bag de høje palmer. Det var allerede i færd med at lande. Hun lukkede døren bag sig og gik langsomt ned ad trappen til bådebroen.

“Er det dem?” Klavs dukkede op bag hende. Han skærmede med en hånd for solen og maste sig forbi hende. Ivrig efter at komme ned og tage imod dem.

“Hvem skulle det ellers være?” mumlede hun for sig selv.

Flyet landede og taxiede hen til bådebroen. Klavs vinkede til det med begge arme. Jeanette kunne se Ulrikkes smilende ansigt i sideruden. Det lyse hår sat op i en hestehale, solbrillerne i panden. Hun så kun på Klavs.

Jeanette satte hænderne i siden. “Jeg er spændt på at se hendes nye kæreste,” sagde hun dæmpet til Klavs.

Han sendte hende et kort, alvorligt blik og gjorde sig klar til at kaste fortøjningsrebet ud til flyet. Han brummede et svar, men det druknede i larmen fra flymotoren.

Flyet lagde til, døren under vingen gik op, og en ung, muskuløs mand på måske tredive år satte en fod ned på pontonen og gjorde tegn til Klavs om at kaste fortøjningsrebet.

Piloten slukkede motoren. Klavs kastede rebet, og den unge mand greb det, mens Ulrikke endelig mødte Jeanettes blik.

Jeanette nikkede i retning af den muskuløse, unge mand og løftede spørgende øjenbrynene. Er det ham? mimede hun.

Ulrikke tog blikket til sig, men nikkede.

Jeanette så på ham igen. Han havde kort, mørkt hår, skægstubbe og et drilskt blik i de blå øjne. Det var øjne af den slags, man kunne mærke helt ned i maven, når de mødte ens blik. Jeanette tog hurtigt blikket til sig og kastede et langt blik tilbage på hovedbygningen.

“Ræk mig jeres kufferter,” sagde Klavs, mens manden hjalp Ulrikke ud af flyveren, ned på pontonen og videre over på badebroen.

Jeanette trådte et par skridt tilbage for at give dem plads.

Ulrikke kastede sig om halsen på Klavs og gav ham et langt kram. Piloten var krøbet om bag i flyet og rakte en kuffert ud til den unge mand. Flymotoren klikkede. Der var bagende varmt under den skarpe sol.

“Hej, mor,” sagde Ulrikke og gjorde sig fri af Klavs.

Jeanette bredte armene ud og fik et hurtigt klem af Ulrikke. “Sikke en tur,” sagde hun. “Der var forsinkelse i Miami. Der er altid forsinkelser, når jeg flyver. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Men det er det. Jeg må være forbandet.”

“Sig ikke sådan noget,” sagde Jeanette og vendte sig mod Klavs og den unge mand. “Ulrikke, skal du ikke præsentere os?”

“Åh,” grinede Ulrikke. “Vi skal lige i land først, ikke?” Men det var en påtaget latter, Jeanette kendte sine lus på gangen. Hun måtte træde varsomt, hvis julen ikke skulle ødelægges.

Ulrikke skubbede solbrillerne ned på næsen. “Mor og far,” sagde hun. “Mød min kæreste, Adam. Adam, sig pænt goddag til min mor og far.”

“Tak, fordi jeg måtte komme med,” sagde Adam og gav Klavs hånden, inden han vendte sig mod Jeanette med et smil, der fremviste en række hvide tænder.

“Jeanette,” sagde Jeanette og vaklede kort mellem at give ham hånden eller et knus.

Han smilede og tog hendes hånd. Deres blikke mødtes. Han sagde ikke noget, men holdt blikket, mens han gav hendes hånd et klem.

“Velkommen til.” Hun brød blikket og tog hånden til sig. “Vi har glædet os til at møde dig,” sagde hun og vendte øjnene mod Klavs, der rakte piloten nogle penge. Kufferter og håndbagage stod bag dem på bådebroen.

“Kom med,” sagde hun, “lad mig vise jer vores tropiske tilflugtssted. Det er et vidunderligt sted, jeg har allerede været her i flere uger. Birk kom for et par timer siden. I skal bo i det store gæstehus.”

“Skal jeg ikke tage kufferterne?” spurgte Adam Klavs.

Klavs rystede på hovedet. “Jeg får Juan, vores property caretaker, til at bære dem op.” Han nikkede i retning af hovedbygningen. “Der har vi ham.”

Jeanette vendte sig og så Juan komme ned ad trappen til bådebroen.

“Lad os komme op i aircon’en.” Klavs klappede i hænderne og førte an. Ulrikke lænede sig ind mod ham, og han slog armen om sin datter. “Går det godt, min pige?” spurgte han.

Adam tøvede, og Jeanette gjorde tegn til, at han skulle følge efter de andre. Da han gik forbi hende, opfangede hun et pust af tobak. En ryger? Ulrikke og en ryger? Så havde hun set det med.

Hun ventede lidt, før hun fulgte efter dem hen til trappen, hvor de gav plads, så Juan kunne komme forbi. Juan småløb hen til piloten og sagde nogle ord på spansk til ham.

Jeanette havde stadig blikket rettet mod Adam.

Læs mere i ‘Tabu‘.

Find bogen her:

Steen Langstrups Blog

William Dams Boghandel