Uddrag af ‘Genvejen’ af Daniel Henriksen

Det følgende er et uddrag af romanen ‘Genvejen‘ af Daniel Henriksen.

Fra femte kapitel:

Det var mørkt inde på Galgebakkens kirkegård. Et komplet mørke, der føltes som nat.

Varmt. Indelukket. Fugtigt. Som en våd sommer morgen. Jeg kunne lugte det. Jeg forventede dug på bladene. Dug, der løb ned ad gravstenene. Det var et ujævnt, uens landskab. Vi gik op. Vi gik ned. Vi undgik huller. Vi snublede i planter, der sneg sig hen over jordbunden. Vi hoppede over trærødder. Der lå gamle træer og flød hist og her. De må være væltet for længe siden og lå nu og ventede på at blive en del af naturen igen. Det var et uplejet land, som passede sig selv. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg syntes, det var smukt eller umådelig grimt. Det var tæt af træer, høje og brede, tynde og lave, og buske med bær, lave og vilde, høje og ranke, strittende eller krumme.

Jeg forestillede mig, at det var træernes rødder, der, som kæmpe håndflader under vores fødder, pressede og pressede mod jorden, formede jorden som en klump modellérvoks og skabte alle ujævnhederne.

Gravstenene var de eneste tegn på menneskelig indblanding. De stod vilkårligt hist og her, som var de kastet ned fra oven som terninger fra et bæger, som var det kirkegårdenes vilde vest, hvor man bare troppede op med sine døde og fandt et vilkårligt sted at grave dem ned. Der var store monumenter. Der var små gravsten.

Der var gamle, forfaldne planker fyldt med mos og svamp sømmet tværs over halvrådne pæle og banket ned i jorden som simple kors. Der lå rester af rige og fattige under os. Der stod “Her er alle ens” på en gravsten.

Der var ingen sti mere.

Som så meget andet var den hørt op med at eksistere på et tidspunkt.

“Der er virkeligt nogen, der skider på det her sted,” sagde Bertram.

“Skider?” spurgte Julius.

“Ikke skider-skider.”

“Nogen har glemt det her sted,” funderede Freya. “Det er svært at forestille sig med alle de børn og forældre, der må ligge herinde.”

“Og så har man bare bygget en mur omkring det hele,” sagde Bertram.

“Og skrevet adgang forbudt,” bidrog jeg underfundigt.

“Der må være sket noget,” fortsatte hun spekulativt.

Vi nikkede samstemmende.

“Men hvorfor gør kommunen ikke noget?” spurgte Bertram. Ingen af os svarede. “De har ellers nok deres fede kommune-fingre nede i det hele.”

“Ja, det ligger bare —” sagde jeg.

“De er vel ligeglade. Magt er lig med korruption. Det siger min far,” sagde Bertram. Han så væk.

“Men måske er det meningen?” foreslog Julius. “Måske er der nogen, som ejer det … og så kan man ikke bare lave det om? Måske skal det se sådan ud? Og hvis det var farligt at komme herind, altså virkeligt farligt, så havde de lavet murene højere og sat pigtråd ovenpå.” Han lød overbevist.

Jeg nikkede. “Det kan godt give mening.”

“Drengene var enige om,” beskrev Freya, “at der ikke var noget farligt mellem gravene. Men de vidste ikke, hvad der ventede dem. De havde ikke lagt mærke til, at det ikke var træerne, der knirkede, men rødderne, der var kommet til live. Ingen havde trådt på dem i mange år. Drengene havde ikke set, at de mærkelige planter, der kravlede over jorden som en fremmed organisme, bevægede sig, snoede sig sammen og ind i hinanden, mens de afventede det helt rigtige øjeblik på at gribe fat om en ankel … eller to … for at trække drengene med sig —”

“Ah, Freya,” klagede Julius.

“— til den store, mørke grotte, hvor de ville spinde en puppe omkring dem og lade dem hænge, til de var klar til at blive fortæret.”

“Ahhhh!”

Julius undgik ukrudtet og trippede som en ballerina rundt mellem det.

“Det der kan du ikke blive ved med,” oplyste jeg. En nøgtern betragtning.

“Shit!”

Han landede på flade fødder, og intet vred sig i smerte eller slangede sig væk, for det var bare dumme klatreplanter, der ikke havde tænkt sig at slæbe nogen væk eller sno sig om dem. Og trærødderne var ikke kraftige arme, der var på vej op for at holde os fast i et massivt favntag.

Det var kun i Freyas fantasi, sådan noget eksisterede.

Julius skiftede emne og spurgte Bertram: “Hvorfor skiftede du egentligt skole?”

“Jeg har skiftet skole flere gange.”

Bertram sendte Julius et udfordrende blik og et skævt smil. Der flød ord, usagte, mellem dem, som: spørg mig hvorfor, eller: er du sikker på, du vil vide hvorfor?

“Hvad med første gang?”

“Første gang var på grund af den her.” Bertram hev noget op af lommen og viste os en butterfly-kniv. Skaftet var mørkt og lignede ben.

Det var lige så langt som hans hånd. Han gjorde et par hurtige bevægelser med håndleddet for at åbne kniven. Bladet var velholdt, som pudsede han det. “Jeg blev sur på min lærer og viste hende den her.”

“Du truede hende?”

“Det påstod de.”

“Men hvorfor?”

“Hun kaldte mig en forbandet lortedreng og sagde, at min far ikke kunne finde ud af at tage sig af mig.”

“Så du stak kniven op i smasken på hende?”

Bertram trak på skuldrene. “Hun havde alligevel besluttet sig.”

Han smækkede kniven sammen igen. Vi kunne høre metaldelene slå mod hinanden. Så stoppede han den tilbage i lommen. “Men jeg havde selvfølgelig ikke tænkt mig at gøre noget,” sagde han.

“Det var lidt vildt alligevel, ikke?” spurgte jeg.

“Hun troede bare, at hun var noget og ville ikke lytte til mig. Det gjorde hun først, da hun blev skræmt.”

“Men en kniv?” sagde jeg tvivlende. “Det er lidt voldsomt.”

Det fik Bertram til at trække på skuldrene igen. “Det var ligesom bare alt, jeg havde. Du behøver ikke forstå.”

“Og så smed de dig ud?”

Han nikkede.

“Hvad så med anden gang?” spurgte Julius.

“Det var heller ikke min skyld.” Bertram mærkede på sine lommer, men opdagede, at han ikke havde mere at vise end kniven. Han rettede i stedet på sine høretelefoner. “Vi flyttede. Det var ikke min skyld. Min far kører lastbil og er ikke hjemme så tit. Det er lange ture. Han keder sig, når han er hjemme, og så drikker han for at få tiden til at gå.”

Der lå spørgsmål og summede i luften som irriterende myg, men ingen af os havde lyst til at stille dem.“Men det kan jeg godt forstå,” sagde Bertram. “Det må også være kedeligt at være hjemme.”

“Karaffelgigt!” sagde Freya.

“Prosit,” sagde jeg.

“Nej,” sagde Freya. “Det kalder mine forældre det, når man gerne vil have lidt at drikke.

Der er også lærere, der har det.”

“Karaffelgigt?” spurgte Bertram.

“Ja.”

“Det lyder sjovt.”

“Ja, ikke?”

Freya nikkede.

Bertram smålo. “Karaffelgigt.”

Så grinede vi alle lidt. Tørt og fremprovokeret. Det var det bedste, vi kunne. Vi kunne ikke redde verden — og nogle gange kunne vi end ikke redde os selv.

“Min far er god nok. I det mindste skred han ikke bare ligesom mor,” fortalte Bertram.

Julius så overrasket ud. “Skred hun bare? Kan man … bare gøre det?”

“Jep! Da jeg var lille. Jeg kan ikke huske hende. Heldigvis. Hun er bare et røvhul. Far fortæller ikke rigtigt noget om hende, men når han er fuld, er hun en kælling.” Han kæmmede håret tilbage med spredte fingre.

Julius nikkede, som om han forstod.

Freya havde knækket en lang, tynd gren af en busk og svirpede med den som en kårde. Der sad stadigt enkelte standhaftige bælge fast i enden på den.

Bertram standsede.

Vi stod i en lysning, en rolig oase i det kuperede landskab. De fleste træer havde smidt bladene, så vi kunne se gennem grenene og op mod himlen. Træerne så døde ud uden bladene. Som om, de havde givet op. Det var en mærkelig tanke, at noget så gammelt kunne give op. Små, skæve gravsten var placeret på kryds og tværs, så gravene så ud til at krydse hinanden. Måske flyttede de sig over tid? Vandrede på tværs, millimeter for millimeter, år efter år, hjulpet på vej af voksende trærødder og vind og vejr.

“Øv!” sagde Julius og klaskede sig i nakken. Han så sig omkring. “Myg!” forklarede han.

Freya fnisede. Da Julius så væk, kildede hun ham igen i nakken med grenen.

“Nej, det var da irriterende,” sagde han. Han gned sin nakke. Vi havde alle set det, men sagde ikke noget.

Freya havde svært ved at holde masken.

Jeg ville ønske, det var mig, hun kildede, men var ikke jaloux. Ikke rigtigt.

Bertram havde sat sig op ad en gravsten, tilsyneladende uden at bekymre sig, om den ville vælte. Han var sikkert ligeglad. Tanken om at vælte en gravsten gav mig kuldegysninger. Jeg ville ikke kunne sove roligt bagefter. Jeg ville være bange for, at nogen eller noget ville hævne det. Det var vel dybest set fjollet.

Jeg tænker, at det var omkring dette tidspunkt, at fornuften forlod os, endeligt forlod os, hvis den da ikke allerede havde forladt os, da vi kravlede over muren og ind på Galgebakken.

Måske begyndte det med Bertram, da han åbnede op og fortalte —

“Før jer,” sagde Bertram, “var mine venner altid ældre. Dem på min egen alder kedede mig.” Han viftede med en hånd. Han var ellers ikke typen, der gestikulerede. “Det gør I ikke. Bare lige. Jeg synes, I er helt OK. Men før i tiden. De ville lege og lave lektier. Læse Anders And. Drikke saftevand og spise syltetøjsmadder. Det var bare ikke mig. Det kedede mig. Dem, der var ældre, hang ud i byen. De talte om knallerter og piger, om øl og smøger. Det var bare mere spændende. Jeg hang ud med dem. De var ligeglade med, at jeg var yngre end dem. Det betød ikke noget. Vi stjal en Puch Maxi og kørte den i smadder ude i skoven. Der var sådan en bane, vi kunne køre på. Så vi kørte rundt og rundt. Vi havde benzin med i dunke. Vi skiftedes til at sidde bagpå. Vi væltede. Vi slog os og grinede ad hinanden. Det var sgu sjovt. En dag punkterede bagdækket, men vi blev ved med at køre på den, indtil fælgen gik helt i smadder, så smed vi knallerten derude.

Jeg var ligeglad med min lærer. Hun lod mig være. Så jeg lod hende være. Det fungerede på den måde. Det gik fint. Indtil der var sådan en forældresamtale på skolen, hvor far tilfældigvis var hjemme, og så siger hun gudhjælpemig, at hun er bekymret. At hun bekymrer sig om mig … som om, at hun skal det! Som om det er hendes fucking job at tage sig af mig. Hun siger, at jeg ikke følger med, at jeg ikke får lavet mine lektier, at mine venner ikke er de rigtige, at hun bekymrer sig over, om min far kan håndtere det.

Hvad er det for noget pis at sige? Min far blev ked af det. Han sagde til hende, at han gjorde alt, han kunne, at han troede, det gik bedre, og at det ikke var nemt, når han var på farten. Det forstod hun godt, og hun var virkelig ked af at skitsere virkeligheden for ham.

Som om. Hun ville have skovlen under mig. Hun ville bestemme. Hun sagde, han kunne overveje et lokalt job, og han nikkede, som om det var en reel mulighed. Det ville aldrig komme til at ske.

Han kunne ikke undvære at køre lastbil. Hun vidste ingenting … kun røv og nøgler. Hun var en mær.

Vi talte ikke i bilen på vejen hjem. Men da vi kom hjem, spurgte far, hvad vi skulle stille op.

Jeg sagde, det var fint det hele, at han ikke skulle spekulere på det. Jeg skulle nok gøre det bedre i skolen. At det jo ikke var meningen, det skulle gå ud over ham. Så drak han sig fuld. Jeg gik ud og kom først hjem dagen efter. Jeg havde ikke lyst til at se ham fuld. Nogle gange græd han. Det gad jeg ikke se på. Andre gange kastede han med ting, så de smadrede.

Læreren forstod ingenting. Hun skulle bare have holdt sin kæft! Jeg kunne ikke bare lade det ligge, så jeg dryssede partisansøm ud i hendes indkørsel og dækkede dem med sand. Jeg ville have, hun skulle køre galt. At hun lå på sygehuset og tænkte over tingene. Så ville jeg besøge hende. Jeg havde en metalkæde med. Jeg vidste, hun havde en kat og ville slå den ihjel. Bare så hun blev ked af det. Men jeg kunne ikke finde katten, så jeg smadrede hendes cykel og nogle vinduer i stedet.

Bilen punkterede, men hun kørte ikke galt.

Ikke rigtigt. Bilen blev skrammet og bulet, men ikke hende. Måske, hvis hun havde haft mere fart på. Hun købte en ny cykel. Hun slap for let.

Og jeg blev smidt ud af skolen. Jeg sagde, det ikke var mig, men de troede ikke på det, og jeg var faktisk ligeglad. Jeg ville gerne skifte skole.

Læreren sagde, jeg skulle passe på mig selv — ikke som en trussel, men som om hun bekymrede sig om mig. Jeg gad ikke se mere på hende.

Jeg sagde, hun kunne falde om og dø.

Så nu er jeg her. Jeg skal gå en klasse om for det, mener de, er det bedste. Det er vel fint. De ved, at jeg ikke gider skolen, men jeg har lovet at give det en chance. Det er fint det hele. I er ikke åndssvage som de andre. Og I —“ Han pegede på os, én efter én. “— fortæller ikke det her videre til nogen.”

Vi rystede på hovedet. Det var en viden, der pludselig virkede farlig, for hvad nu hvis vi kom til at tale over os, bare sådan helt tilfældigt? Ingen af os ville være uvenner med Bertram. Julius lignede en, der ikke rigtigt vidste, hvor han skulle gøre af sig selv. Det var nok sværere for ham. Bertrams fortælling var et ukendt territorie for os begge, men mest for Julius. Den verden udenfor, der ikke havde faste spise- og sengetider, hvor mor og far ikke drak vin til maden, hvor de ikke sad i sofaen og så fjernsyn om aftenen, hvor de ikke lavede lektier med én, hvor der ikke var lommepenge, hvor der ikke var nyt tøj hver måned, var lige rykket lidt tættere på ham, og den var han ikke klar til at fordøje endnu. Han tog det måske i virkeligheden pænt.

Bertram virkede ophidset af at fortælle. Et langt suk forlod ham.

“Hvad er partisansøm?” spurgte jeg.

Bertram så på mig, nærmest opgivende: “Det er søm. Du ved … søm, ikke?”

Jeg nikkede. Jeg vidste godt, hvad søm var.

Han formede noget i luften med sine hænder.

“Søm, som er viklet ind i hinanden, så der hele tiden er en spids, der peger op. De bruges til at stoppe biler med.”

“Nårh,” sagde jeg.

“Det ligner stjerner,” bidrog Freya, “måske pigtråd.” Hun så eftertænksom ud. “Jeg tror, de blev brugt i Mad Max og i Jagten på den forsvundne by, Atlantis.”

Julius så på hende. “Nørd.”

Hun så på ham og sagde tak.

Vi begyndte at gå.

Jeg kunne høre de tørre blade knase under mine sko. Jeg kunne høre de nedfaldne grene knirke. Jeg kunne høre træerne bevæge sig med en doven, sløv knagen. Det lød som en hvisken.

Som gamle vise ord. Det var meditativt. Det var beroligende. Søvndyssende. Men der var noget galt. Jeg kunne bare ikke sætte en finger på, hvad det var.

Jeg tænkte på Bertram. Jeg vidste ikke, om vores forhold var helt det samme, som det havde været for bare 10 minutter siden. Han havde åbnet for noget i sig selv. Han var blevet personlig.

Det var ingen af os vant til. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Det føltes, som om uskylden på en eller anden måde var væk. Som om, vi var en del af en sammensværgelse nu, og det var for sent at vende om.

Jeg kunne ikke identificerede mig med det, han havde gjort, men han havde jo ikke tvunget mig til noget, som jeg ikke ville …

Men han havde hugget Susanne og Elisabeths tøj fra pigeomklædningen, mens de var i bad, så de måtte rende skrigende hen på kontoret med håndklæder om sig. Og det var ham, som havde opdaget hullet i gymnastiksalens opbevaringsrum. Det hul, hvor man kunne se ind i pigerne brusekabine, men det var jo bare sjov. Det var ikke på grund af sådan noget, man blev smidt ud af skolen. Vi havde alle, alle drengene i hvert fald, holdt vejret og set med store, nysgerrige øjne ind gennem det hul, før der var en, der sladrede. Dengang var der ingen, som havde sagt, at Bertram var et dårligt selskab. Og far havde fortalt om sine unge dage, hvor det morede dem at skyde med kramper efter slagterens

fede dreng, så han kunne vel dårligt fortælle mig, hvad der var rigtigt og forkert?

Freya prikkede igen Julius i nakken med grenen. Den bøjede, så det var ikke en let berøring som en mygs, men snarere som fra en kroget skeletfinger. Han klaskede sig i nakken og fik fat i grenen. Det yderste af den knækkede.

“Freya! Din! Var det dig … så lad da være …” sagde han.

“Du er sød, når du skælder ud,” sagde hun afværgende. “Pas på!” fortsatte hun og svang grenen i ottetaller. “Dette er et lyssværd.”

Men Julius vendte sig bare om og begyndte at gå. Der var ingen sti mere. Der var intet at følge. Intet til at lede os. Et eller andet sted forude lå slagteriets lys som et pejlemærke. Vi kunne bare ikke se det længere. Freya kastede grenen fra sig. Den havde mistet sin magi.

Vi fulgte Julius. Ingen af os havde bedre alternativer.

Jeg håbede, vi snart fandt ud af, om vi var på rette vej.

“Kan I høre træerne?” spurgte Freya.

“Nej,” sagde jeg.

“De hvisker,” sagde Freya.