1917

Theodor Marinus Wilchen-Harbroe lænede sig tilbage i stolen og sugede på cigaren. Omkring ham bølgede stemmer og latter. Hans gæster var i højt humør. Han skævede til stuepigen Thora. Hun mødte hans blik, åbent og ligefremt, nærmest hudløst. Han blinkede til hende og tog cigaren ud af munden. Hun løftede spørgende øjenbrynene, men han brød blikket og så i stedet rundt på sine middagsgæster. Ud af øjenkrogen fornemmede han Pauline stirre på sig. Hun havde drukket flittigt af vinen, skænderiet tidligere var stadig ikke glemt. Han placerede med omhyggelige bevægelser cigaren mellem tænderne og sugede på den.

Middagen var spist, desserten nydt. Tjenestefolkene havde travlt med at tage ud af bordet. Thora bar tobakken ind — cigarer, cerutter, cigaretter, indbydende lagt ud på et sølvfad — og bød gæsterne. Han så til, mens de sidste desserttallerkner blev båret ud. Thora lænede sig forover for at tænde fru Hammerschmidts cigaret. Thora var sytten år. Flot figur, selv i den tækkelige stuepigeuniform, og uskyldig som den hellige jomfru.

Han lagde cigaren i krystalaskebægeret og rejste sig op. Han løftede den lille klokke og ringede med den. “Må jeg bede om Deres opmærksomhed et øjeblik. Ærede gæster. Inden vi satte os til bords, lovede jeg, at vi skulle udføre et lille åndeligt eksperiment her i stuen. Jeg har til lejligheden fremskaffet et ægte medium. En kvinde, der er i stand til at påkalde ånder fra den anden verden, at tale med de døde. Så hvis nogen her i dette beskedne lokale …” Han tøvede for at lade gæsterne grine høfligt af hans lille spøg. Det eneste beskedne ved denne middag var udsigten til de middage, han ville invitere til, når villaen i Rungsted stod klar. “Hvis nogen her har en afdød, de ønsker at komme i kontakt med, så … Ja, der er ingen garantier. Det er jo ikke sikkert, at afdøde har lyst til at tale med jer.” Igen en pause til latter og et par kommentarer fra bankdirektøren, der havde gået godt til både vin og sherry.

Theodor løftede en hånd for at tysse på gæsterne. Han snuppede cigaren fra askebægeret og så ud over forsamlingen. “Dette medium, denne kvinde med disse særlige evner, madame Arnaqueur, er i dette øjeblik i rummet ved siden af, i forstuen. Om få minutter vil hun blive ført herind, hvor hun vil overtage min plads ved bordet her, men inden det sker, vil mine tjenestefolk klargøre rummet efter madame Arnaqueurs anvisninger. Alt elektrisk lys vil blive slukket. Lysestagerne vil blive fjernet, og nye båret ind. Disse nye stager vil ikke have samme skønhed som disse prægtige stager, de vil til gengæld have sorte stearinlys. Inden dette sker, vil dugene blive fjernet, og I vil opdage forskellige mystiske tegn på selve bordpladerne. Jeg beder jer indtrængende om ikke at berøre disse tegn. Eller stearinlysene. For at dette eksperiment skal lykkes, er det såre vigtigt, at I holder hænderne på kanten af bordet. Madame Arnaqueur vil på et tidspunkt bede jer tage hinandens hænder, og da skal I naturligvis gøre dette. Mens denne seance står på, kan I ikke ryge, og I kan ikke drikke. Jeg forstår, at det vil være hårdt for nogle iblandt os, men det er vigtigt ikke at forstyrre ånderne.”

“Hvad hvis man ikke ønsker at deltage i den slags?” Bankdirektør Valdemar Andreasen pegede på ham med en ikke voldsomt præcis finger. Hans kinder blussede, øjnene var slørede af for meget alkohol.

“Så er man velkommen til at takke nej. I så fald beder jeg dem, der ikke ønsker at deltage, om at forlade selskabet nu. Deltagelse i seancen er naturligvis frivillig.” Theodor lagde en hånd på sin kones skulder. Han kunne mærke, at berøringen fik hende til at stivne. Han sendte gæsterne sit verdensmandssmil. Han havde stået foran kannibaler i det fjerneste Østen, havde set afrikanske heksedoktorer skære øjnene ud af levende albinoer, han havde følt jorden skælve, når indiske næsehorn faldt for skud fra hans riffel, så kineserne kunne lave deres hokuspokusmedicin af hornene. “Desværre kan man ikke blive i selskabet i aften, hvis man ikke ønsker at deltage, men kære gæster, tro mig, I ønsker ikke at gå glip af dette.”

Tjenestefolkene var allerede i gang med at fjerne blomster, lysestager og duge i rummet.

“Ønsker nogen at forlade selskabet nu?” Han så rundt på sine gæster, lod blikket løbe fra ansigt til ansigt. Han hørte fødder bevæge sig uroligt under bordet, et par stykker, der rømmede sig eller hostede, men ingen meldte sig. “Storartet,” sagde han med sit bredeste smil og slukkede cigaren i askebægeret, som Thora i det samme rakte ud efter.

Snart var rummet gjort klart. Det elektriske lys blev slukket. De tykke sorte lys brændte i deres stager af sortsvedne knogler. Gæsternes øjne fulgte de sære mønstre og ulæselige tegn i hvidt på bordpladernes mørke træ. Lyset fra de tykke væger kastede et flakkende orange skær over gæsternes ansigter og gav skyggerne i lokalet liv. Thora satte grammofonen i gang, og rummet fyldtes af sær fremmedartet sitarmusik fra Indien.

“Madame Arnaqueur!” sagde han, da dobbeltdørene til forstuen blev slået op, og aftenens medium blev ført ind i lokalet af Theodors bogholder, Christian Scheiby. Madame Arnaqueur var en spinkel, krumrygget gammel kone, klædt helt i sort. Hendes kinder havde dybe furer og tynde, hvide fimrehår glimtede i stearinlysenes skær. Hun støttede sig til bogholderens arm og kneb øjnene sammen, som om hun var stærkt nærsynet.

“Stille!” sagde Theodor og løftede en pegefinger. “Seancen er allerede begyndt. Jeg overdrager nu madame Arnaqueur min plads blandt jer. Jeg vil iagttage forløbet på afstand. Fra dette øjeblik er madame Arnaqueur aftenens vært.”

Bogholder Scheiby førte madame Arnaqueur hen til Theodors plads, trak stolen ud og hjalp hende ned at sidde. Hun tog fat i bordkanten og lukkede øjnene, mens bogholderen trak sig væk. Alles øjnene var rettet mod den gamle kone. Hendes øjne lod til at sitre under øjenlågene, munden gled langsomt op. Musikken formede spiraler af lyd i rummet. Theodor trak sig ind i skyggerne nær pejsen, hvorfra han ville kunne følge hele optrinnet. Han fornemmede gåsehud på armene og en sær kildren i brystet. Hun var god.

Madame Arnaqueur åbnede øjnene og så rundt på gæsterne omkring bordet uden at dreje hovedet. Kun de mørke øjne bevægede sig. “Der er stor aktivitet i åndeverdenen i aften,” sagde hun med en stemme, der var overraskende stærk for så spinkel og gammel en kvinde. Hun lukkede igen øjnene. “Meget stærk.” Hun fyldte lungerne og lagde hovedet tilbage. Hendes hals var leverplettet, rynket og meget bleg.

“Jeg fornemmer en sømand. En fornem herre. En mand, der døde på havet. Han søger sin datter. Er denne datter til stede her?”

Lysene blafrede, da en kold trækvind susede gennem balsalen. “Tal. Giv dig til kende. Er denne datter til stede her?”

Fru Hammerschmidt rømmede sig og sagde med spinkel stemme. “Det kunne være min far, admiral Villemose …” Fru Hammerschmidt sad ved siden af sin ægtemand, Herman Hammerschmidt, direktør både i Handelskompaniet og Bryggeriet Stamp, to driftige virksomheder, der havde nydt godt af verdenskrigen. Hun tog hans hånd og knugede den. Han rynkede de buskede bryn og stirrede hårdt på mediet.

“Han døde under forlis langt fra Danmark?” spurgte madame Arnaqueur med lav stemme.

“Ja.”

“Han spørger, om familien stadig bor i Nyboder?”

“Min moder gør. Hans enke.” Fru Hammerschmidt snappede efter vejret. En tåre sprang frem og trillede ned ad kinden. Hun tørrede den hurtigt væk med en behandsket hånd. “Jeg kan næsten ikke …”

Madame Arnaqueur drejede hovedet og så direkte på fru Hammerschmidt. Hendes blik fast, øjnene funklede i skæret fra stearinlysene. “Agate, min datter!” Stemmen var dybere nu, ordene hårde og kontante. “Jeg savner dit selskab.”

Tårerne trillede frit nu. “Far, er det virkelig dig?”

“Der er farligt her. Jeg kan ikke blive længe, min datter. Mærk dig mine ord, under den tredje gulvplanke i stuen i Nyboder har jeg gemt en pung med … med … med …”

Bordet begyndte at ryste. Grammofonen kørte pludselig langsommere. Sitarens toner blev mørkere og trukket ud i det uendelige. Temperaturen i rummet faldt.

“Hvad sker der?” gispede fru Hammerschmidt med tynd stemme.

Madame Arnaqueur hev efter luft. Hun løftede skuldrene for hvert åndedræt. “Under gulvet … en pung … guld … diamanter … I stuen …”

“Hvad er det for noget hokuspokus?” Direktør Hammerschmidt bankede i bordet.

“Far?” råbte fru Hammerschmidt. “Er det dig? Er det virkelig dig? Hvad sker der?”

Bordet stoppede med at ryste. Grammofonen fandt igen den rette hastighed, og sitarmusikken fandt igen sin rytme. Lysene blafrede kort.

Madame Arnaqueur sukkede dybt. “Jeg beklager. Han er væk igen.” Hun sank en klump og tog sig til brystet. “Jeg beklager.”

“Han kendte mit navn. Han kaldte mig Agate,” sagde fru Hammerschmidt forundret. “Ingen kalder mig Agate. Det var hans kælenavn til mig, mit mellemnavn. Ingen har kaldt mig det, siden vi mistede ham, siden forliset.”

Madame Arnaqueur nikkede kort. “Det fornemmede jeg. For ham vil du altid være Agate. Han kan ikke kalde dig Johanne Hammerschmidt som alle andre. For ham er du Agate Villemose. Hans datter.”

Direktør Hammerschmidt kneb munden sammen og vendte sig mod sin kone. “Johanne,” hviskede han, men hun hørte ham ikke. Hun havde blikket låst fast på madame Arnaqueurs mørke øjne.

“Der er noget til stede her, som jeg ikke bryder mig om,” sagde madame Arnaqueur. “Noget, der jog admiralen bort. Vi må beskytte hinanden. Ved fælles styrke kan vi fortsætte. Må jeg bede jer tage hinanden i hånden. Alle rundt om bordet. Lad os danne et fælles skjold mod de mørke kræfter, der lurer omkring os. Nu, grib hinandens hænder.” Selv greb madame Arnaqueur fat i Theodors kone, Paulines, hånd og på den anden side bankdirektør Andreasens kones hånd og løftede dem, så alle kunne se, hvordan hun knugede kvindernes hænder. “Vis mig jeres hænder!” sagde hun med blottede tænder. “Vis dem!”

Gæsterne tog hinandens hænder og løftede dem over bordet. Nogle uden tøven, andre var langsommere, nærmest forlegne, men til sidst sad alle med hinanden i hånden og blikket rettet mod den spinkle, gamle kone midt i forsamlingen.

Theodor sank en klump og skælvede. Det gik meget bedre det her, end han havde turdet håbe på.

“Lige meget hvad der sker, så giv ikke slip på hinanden. Vi kan ikke bryde kæden,” sagde madame Arnaqueur med hvislende stemme. “Lige meget hvad der sker.”

Sitarmusikken spandt sine spiraler af lyd, ud over det var lokalet så stille, at man kunne høre en enøre falde til jorden. Og så, midt i det hele kunne man også høre vinden suse om hushjørnet, bide i tagskægget og presse mod vinduerne, som om det pludselig blæste op udenfor.

Madame Arnaqueur begyndte at rokke frem og tilbage på stolen, taktfast som en march — eller stammetrommer dybt i junglen. Hun blottede tænderne, hev efter vejret. Grammofonen begyndte pludselig at køre hurtigere og hurtigere. Flammerne i de sorte lys blafrede igen. Men denne gang voldsommere. Et af dem gik ligefrem ud. Et bump lød ude fra forstuen, som om noget væltede. Derefter sprang dobbeltdørene ud til forstuen op med et brag. Bøger væltede ned fra hylderne derinde. Lysekronen over spisebordet klirrede.

“Hvem der?” råbte madame Arnaqueur. Sved sprang frem på hendes rynkede pande. Hendes øjne var vidtåbne og febrilske. “Du kan ikke bryde vores cirkel! Giv dig til kende! Hvem nærmer sig vor kæde?”

Med et slukkede alle lys i rummet på nær et. Det tættest på madame Arnaqueur. Grammofonen kørte så hurtigt, at nålen til sidst skøjtede hen over lakpladen med en høj skærende lyd. Sekundet efter væltede grammofonen bagover, så den store tragthøjttaler af messing knaldede i gulvet og blev slået ud af form.

Madame Arnaqueur skreg i vilden sky. Hun krummede bagover i ryggen, vred sig fra side til side, skreg og skreg og skreg. Fråde om munden. Det opsatte hår rev sig løst, hårnåle faldt omkring hende, lokker af det sorte hår faldt ned foran hendes ansigt, om hendes hals. Og stadig knugede hun de to kvinders hænder med hvide knoer og negle, der må have boret sig ind i kødet. Hun skreg, til hun ikke havde mere luft i lungerne, og lyden døde bort i et grødet gisp. Hun sank sammen i skuldrene og blev siddende ubevægelig, foroverbøjet og med håret hængende ned foran ansigtet.

De næste sekunder var tavse. Man kunne se hendes skuldre og bryst bevæge sig for hvert åndedrag, og selvom man ikke rigtig kunne se det, så fornemmede man alligevel de mørke stirrende øjne inde bag håret.

Langsomt slap hun kvindernes hænder og kravlede op på bordet. Hun løftede lyset, det eneste lys, der stadig var tændt i salen, mens en dyb brummen lød fra hendes strube. Hun vuggede frem og tilbage, lyset foran ansigtet, bevægelserne fremmedartede, krybende, slangeagtige, hun drejede om sig selv. Man anede et smil på læberne bag håret, men det var ikke et rart smil, det var et grusomt smil, et dæmonisk smil.

“Anklageren mister sin magt,” fnøs madame Arnaqueur ud gennem sammenbidte tænder. “Helvede er i oprør. Frygtens sorte prins er sulten. Han kan ikke længere holdes nede. Morgenstjernen ser det ske, men griber ikke ind. Kaos vil komme. Helvedes fyrster er mange og grådige. En ny tid er begyndt! Blod varsler død!”

Hendes latter rungede gennem det store lokale. Flere bøger faldt ned fra hylderne i forstuen. “Helvedes fyrster har sluppet hundene løs!”

Nu hørte de alle hunde gø et sted i nærheden. Vilde hunde, rasende hunde, blodtørstige hunde. Store hunde.

Hendes skingre latter blandede sig med lyden, da flere af mændene omkring bordet rejste sig så brat op, at stolene væltede bag dem.