Orkestergraven

(Novellen, der er en gendigtning af Edgar Allan Poes ‘The Tell-Tale Heart’, blev oprindeligt skrevet til antologien ‘Poe’, der blev til i samarbejde mellem Krimimessen og 2 Feet Entertainment i 2009 som en hyldest til Poe i anledning af hans 200 års dag. ‘Orkestergraven’ blev endvidere i 2012 uropført som opera af Fyns Opera i 2012. Ja, en dansk gyseropera. Det findes!)

“Det var noget i hendes sang, forstår du ikke det? Nej, hvordan skulle du kunne forstå, ingen forstår, alle elskede hendes sang.”

Han ser over på hende med et blik, der er bedende, men også stædigt.

”Hendes sang sprættede mig op. Hele tiden. Jeg kunne ikke holde det ud.”

Hun siger stadig ikke noget, og han mærker antydningen af panik. Hun bliver nødt til at hjælpe ham.

”Jeg er så taknemmelig over, at du er her,” fortsætter han, ”du er den eneste, der nogensinde har forstået mig. Det er pænt af dig.”

Endelig rører hun på sig. Hun har siddet helt stille på den blå sofa, der som alt andet i det lille rum ligner et kontormøbel. Man skulle ikke tro, at det var en dirigents garderobe, og at man befandt sig i et operahus.

Hun lægger benene over kors, langsomt, og nikker let, og han aner antydningen af et smil. Hun er stadig smuk, og hans krop husker begæret.

”Om to timer skal jeg ind i orkestergraven. Om to timer skal jeg løfte taktstokken, og tæppet skal gå, og jeg skal lede halvandet hundrede musikere og sangere gennem en premiere foran en udsolgt sal af anmeldere og publikummer. Og jeg kan ikke!”

Det sidste råber han ud. Hun kan umuligt undgå at blive berørt af hans fortvivlelse, tænker han.

De ser lidt på hinanden. Hendes blik er nærværende og interesseret, men hun siger stadig ingenting, og han mærker svedperler på panden.

”Lad mig fortælle dig alt,” sukker han til sidst. ”Jeg fortæller det hele, det lover jeg, jeg udelader ingenting. Selv de grusomme øjeblikke, dem som jeg troede, at jeg kunne glemme som en blodig drøm, skal jeg grave frem og røbe for dig. Når jeg har fortalt dig alt, vil du forstå min panik. Du vil forstå, hvorfor jeg ikke kan dirigere i aften. Og så håber jeg – jeg håber, jeg tigger, jeg beder til – at du vil hjælpe mig. Du er kvinde, du har også kendt kærlighed, og du kender mig som ingen anden. Hør min historie:

Jeg faldt for Isabella ved første blik. Eller måske snarere ved første lyd. For jeg hørte hendes sang, før jeg så hende. Jeg gik forbi på gangen, og døren stod på klem, og jeg blev ramt af den lyse stemmes skønhed. Stemmen foldede sig ud i det mest betagende univers, jeg nogensinde havde hørt. Så feminin, så sensuel. Klangen jog igennem mig med en smerte, jeg aldrig før havde kendt, det var, som om den flækkede mit brystben, jeg fik hjertekramper og kvalme, og da jeg kort efter så hende ved vores første prøve, vidste jeg, at hende måtte jeg have, hvis jeg nogensinde skulle gøre mig håb om at slippe ud af den forfærdelige, vidunderlige pine, hendes stemme forvoldte mig.

Ja, jeg aner dit strejf af foragt nu. Du tænker, at sådan en besidderisk lyst er barbarisk og egoistisk. Men jeg spørger dig, du som er kvinde, hvem besidder i virkeligheden hvem? Isabella anede den magt, hun havde over mænd, og hun strålede, når hun spejlede sig i den. Desuden var lysten gensidig. Hun ville også mig.”

Han ser rødmen blusse op på hendes kinder.

”Nej, nej,” tilføjer han hastigt, ”du må ikke blive stødt, jeg har altid elsket dig. Det ved jeg nu. Nu hvor det er for sent.”

Bliver hendes øjne ikke lidt blanke ved hans ord? Har han rørt hende nok til, at hun kan tilgive ham?

”Men Isabellas stemme,” fortsætter han og bemærker, hvor intenst hun lytter til ham nu, ”rummede også noget i sine lyse klange, som fik mig til at få lyst til at gøre hende ondt. Det fandt jeg hurtigt ud af. Jeg blev besat af lyden, den var alt for besnærende, og til sidst kunne jeg ikke tænke på andet end, hvordan jeg kunne komme den til livs.

Hendes stemme var det, der fik alting til at gå galt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan ikke engang sige dig, hvornår den lyst til at forvolde skade opstod i mig første gang. Måske fra den allerførste tone. Det tror jeg. Der var ganske enkelt noget i hendes uimodståelige, fortættede klange af erotik og glæde, som jeg ikke kunne tåle, og som fik tåger af grønt ubehag til at drive for mit blik.

Sådan blev det. Den følelse af ubehag voksede sig stærkere og stærkere i mig. Og lysten til at gøre hende tavs voksede i takt hermed, og jeg begyndte at forestille mig alle de måder, jeg kunne skade hende på.

Du må ikke tro, at det betød, at jeg ikke var forelsket i hende. Det var jeg. Helt til enden, og måske endda mere end nogensinde den aften, vores affære fik sin blodige afslutning.

Du må heller ikke tro, at det var tilfældigt eller et uheld, det der skete den aften. Mange kunne sikkert mene, at jeg har handlet i affekt. Men sådan var det ikke, det kan jeg ikke bilde mig selv ind, og jeg vil ikke lyve over for dig. Du må høre sandheden.

Vores affære var intens og begyndte med det samme. Seks ugers prøvetid er der på en opera, Isabella var gæstestjernen, der skulle synge havfruen Rusalka, og hun flyttede ind på et hotel her i byen imens. Allerede den første uge blev vi elskende.

De uger står for mig som en bøddeldrøm af dunkende pulsslag. Al den ekstase, al den musik. Isabella sang og sang, og jeg havde lyst til at elske hende og kvæle hende på én og samme tid. Hendes stemme var så smerteligt tiltrækkende, og jeg kunne ikke undslippe den. Tone på tone huggede sig vej ind i mig, et sløret ubehag sejlede for mit blik og gjorde mig vred, og jeg elskede med hende, og hver gang var det hårdere end sidst.