Dommerens hus

Oversat af Steen Langstrup

Den aften begyndte rotterne at pusle tidligere, ja, de var faktisk allerede begyndt, da han nåede hjem, og de stoppede kun kortvarigt i den anledning, indtil de havde vænnet sig til, at han var der. Efter aftensmaden sad han en stund ved pejsen og røg, inden han tog af bordet og gik i gang med studierne. Den aften forstyrrede rotterne ham mere, end de havde gjort natten før. De peb og kradsede og gnavede. De virkede modigere end tidligere og dukkede ofte op i hullerne og sprækkerne omkring vægpanelerne med øjnene skinnende som små lamper i skæret fra ilden. Men han så ingen ondskab i deres øjne, nu han havde vænnet sig til dem, og han fandt deres kåde leg rørende. Af og til smuttede et par af de modigste rotter endda en tur ud på gulvet eller hen langs toppen af vægpanelet. Når deres støj indimellem forstyrrede Malcolmsons koncentration, slog han i bordet og hvæsede “hsh hsh” ad dem, og så skyndte de sig tilbage i deres huller.

Og sådan gik den første del af natten, og på trods af støjen blev Malcolmson mere og mere opslugt af sit arbejde.

Indtil han, som den foregående nat, blev opmærksom på en pludselig stilhed og lagde arbejdet fra sig. Der var ikke den mindste puslen længere, ingen gnavende tænder, ingen pibende lyde. Der var stille som i graven. Den foregående nats hændelser kom ham i hu, og han vendte instinktivt blikket mod stolen ved ildstedet. Og skælvede.

For der, på den gamle, udskårne, højryggede egetræsstol ved pejsen, sad den selvsamme gigantiske rotte og stirrede på ham med hadefulde øjne.

Halvt i blinde greb han den nærmeste ting på bordet, en bog om logaritmer, og kastede den efter rotten. Han ramte langt ved siden af, og rotten flyttede sig ikke ud af stedet. Så greb han som aftenen før ildrageren og angreb rotten, der kun lige nåede at flygte op ad rebet til alarmklokken. Minsandten om ikke alle de andre rotter igen begyndte at pusle omkring, så snart den store rotte var jaget væk. Og ligesom sidste nat var Malcolmson ude af stand til at se, præcis hvor rotten flygtede hen, da lyset fra lampen ikke kunne rettes opad på grund af den grønne lampeskærm, og ilden i pejsen samtidig var brændt ned til gløder.

Han så på sit ur og opdagede, at det var tæt på midnat, og ikke specielt trist over at vende opmærksomheden mod andre sager lagde han nyt brænde i pejsen og satte vand over til en kande te. Han var kommet et godt stykke med studierne i nat og syntes selv, at han havde gjort sig fortjent til en cigaret, så han satte sig på den udskårne egetræsstol ved pejsen og for at ryge. Mens han røg, spekulerede han over, hvor rotten forsvandt hen, når den flygtede op ad rebet, for han begyndte at have visse idéer for morgendagen, som ikke helt udelukkede brug af en rottefælde. Derfor tændte han endnu en lampe og placerede den sådan, at den oplyste hjørnet, hvor rebet hang ned. Så tog han alle de bøger, han havde medbragt, og placerede dem inden for rækkevidde, klar til at blive smidt efter rotten. Til sidst tog han fat i rebet, trak det hen til bordet og stillede lampen med den grønne skærm oven på enden af rebet. Så, nu hang rebet ikke længere ned på gulvet, og rotten kunne ikke bare løbe op ad det uden videre. Han kunne ikke undgå at bemærke, hvor smidigt rebet var, især når man tænkte på dets tykkelse, og at det ikke var blevet brugt meget længe.

“Man kunne hænge en mand i det,” tænkte han ved sig selv.

Da han var færdig, så han sig selvtilfreds om og sagde: “Så, min fine ven, denne gang tror jeg, vi vil afsløre en eller to af dine hemmeligheder.”

Han vendte tilbage til bøgerne, og selvom han igen følte sig noget forstyrret af rotternes puslen omkring, blev han alligevel hurtigt opslugt af matematikken.

Endnu en gang blev han forstyrret, denne gang måske ikke så meget over den pludselige stilhed som over, at først rebet, så lampen begyndte at dirre. Ganske roligt sikrede han sig, at stakken af bøger var inden for rækkevidde, så lod han blikket glide op ad rebet til den store rotte. I det samme han fik øje på den, sprang den fra rebet og ned på stolen, hvor den vendte sig mod ham med stirrende øjne. Han greb en bog med højre hånd, tog nøje sigte og kastede den efter rotten. Rotten var hurtig og undveg bogen. Han tog en anden bog og en tredje og kastede den ene efter den anden mod rotten, men begge missede deres mål. Til sidst var der kun en bog tilbage. Han greb den og løftede den højt over hovedet klar til at kaste. Rotten peb nu og virkede pludselig bange. Malcolmson smilede sejrsikkert og tyrede bogen mod rotten, og endelig ramte han.

Rotten udstødte et frygteligt skrig og løb op ad stoleryggen og sprang. Springet var langt, og den nærmest svævede gennem luften, inden den landede på alarmklokkens reb og fór op ad det. Lampen, der holdt rebet fast til bordet, svajede kraftigt, men det var en tung lampe, så den væltede ikke. Malcolmsons blik veg ikke fra rotten, og i lyset fra den anden lampe så han rotten springe videre hen på vægpanelet og forsvinde ind gennem et hul i et af de store støvede malerier, som hang på væggen.

“Nå, min ven,” sagde studenten, mens han gik over for at samle sine bøger op, “jeg skal nok få set nærmere på dit gemmested i morgen. Det tredje maleri fra pejsen, det glemmer jeg ikke.” Han samlede bøgerne op en for en og kommenterede dem i samme rækkefølge. “‘Keglesnit’ ramte jeg ikke med, heller ikke ‘Den prolaterede cycloid’ eller ‘Matematiske principper’, ej heller ‘Kvaternioner’ eller ‘Termodynamik’. Men nu til den bog, der fik ram på ham!” Malcolmson samlede den op og snappede efter vejret og blev pludselig bleg, da han så titlen. Han så sig omkring med en stille gysen og mumlede:

“Min mors bibel. Hvor besynderligt.”

Han satte sig ned og forsatte lidt efter studierne, mens rotterne igen begyndte at pusle rundt bag vægpanelet. De forstyrrede ham ikke, deres nærvær fik ham derimod til at føle sig mindre alene. Men han kunne ikke længere samle sig om arbejdet, hvor meget han end forsøgte, og ved det første glimt af daggry gav han op og gik i seng.