Uddrag af ‘Amerikansk olie’ af Steen Langstrup

Det følgende er et uddrag af novellen ‘Amerikansk olie‘ af Steen Langstrup – den findes i samlingen af samme navn.

“Du tabte noget,” siger en stemme bag mig.

Jeg vender mig langsomt.

Posedamen ser på mig med væskende øjne. Hun lader mig lige få et glimt af min pistol, før den forsvinder ind under et par lag af hendes tøj.

“Det er min,” siger jeg og går hen til hende. “Giv mig den.”

“Hvor gammel er du?”

“Hvad rager det dig?”

“Svar på et par spørgsmål, så får du din tingest igen.”

Jeg stirrer bare på hende. Hun flytter en af sine poser og klapper på bænken. “Kom og sæt dig her. Der er alligevel 10 minutter til det næste tog.”

Jeg sætter mig modstræbende. Ser på hendes beskidte hænder. “Jeg er 16.”

“Hvad skal en pæn ung mand på 16 med en pistol?”

“Pæn?” Jeg fnyser.

Hun siger ikke noget. Et tog kommer ind til perronen. Men det kan jeg ikke tage. Det kører et andet sted hen. Da det er kørt, er perronen så godt som tom. Posedamen udvælger sig et skod fra en lille æske. Hun hoster tørt.

“Ministeren kommer hen på min skole om en halv time. Hele skolen har lavet plancher og aviser om terrorangrebet på World Trade Center.”

“Hvad har du lavet?”

“Ikke noget. En tegning af Osama Balladen, men den ville de ikke have med.”

“Pistolen?”

Trækker på skulderen. Kan mærke noget i halsen. “Jeg nåede ikke toget.”

“Du ville skyde ministeren?” hvisker hun og drejer sig, så hun kan se ordentligt på mig.

Jeg kan ikke se på hende. Jeg kan ikke se nogen steder hen. Skælver indeni. Dette er den længste samtale, jeg nogensinde har haft med en voksen.

“Dem alle sammen,” siger jeg og ved ikke, jeg græder, før hun trækker mig ind til sig, og jeg snøfter ned i hendes beskidte tøj.

Lidt efter gør jeg mig fri. Trækker mig lidt væk fra hende. Væmmes. Både ved hende og mig selv.

“Du ville have været på forsiden af aviserne i hele verden,” siger hun og knipser skoddet ud på skinnerne. “Alle ville have spurgt sig selv: Hvordan kunne det ske? De ville tro, at verden havde ændret sig, men i virkeligheden er det jo kun deres egen opfattelse af verden, der har ændret sig.”

Jeg er ikke sikker på, hun taler til mig. Hendes stemme er blød og sprød. “I morgen ville alle de kloge hoveder så forsøge at forklare, hvordan det kunne ske. De vil fremhæve de voldelige computerspil, du med garanti har spillet, den forkerte musik, du har hørt, de splatterfilm, du sikkert også har set. For de vil ikke ønske at se andet. De vil have en sag at kæmpe for, noget at slå igen på. Men det handler slet ikke om de ting, vel?”

“Nej.”

Hun stikker en hånd op i det ene ærme og kradser sig. “Hvad havde du tænkt dig at gøre bagefter?”

Jeg trækker på skuldrene.

“Det tænkte jeg nok,” siger hun, som om jeg havde svaret. “Selvmord. Hvad ellers? Du har været udenfor hele dit liv. Efter sådan en omgang vil du ikke have andet valg.”

“Kan jeg få min pistol nu?”

“Måske. Hvordan har du overhovedet fået fat på sådan en?”

“Internettet.”

“Internettet?” Hun smiler for sig selv. “Lad mig fortælle dig en historie …”

“Giv mig min pistol, eller jeg smadrer dig,” siger jeg og rejser mig. “Jeg gider ikke høre på dit lort! Du kan sgu da bare passe dig selv!”

Hun smiler. Pistolmundingen titter pludselig frem fra hendes ærmes dyb. “Sæt dig ned.”

Jeg står bare der på perronen og glor.

“Da jeg var ung, arbejdede jeg på et kontor.” Hendes øjne er rettet lige mod mine. “Jeg var en rigtig skønhed dengang.”

“Hvad rager det mig?”

“Sæt dig nu ned. Du kan jo alligevel ikke skyde ministeren i dag. Du kom for sent til toget.”

“Jeg duer ikke til en skid,” mumler jeg.

“Nå,” siger hun. “Sæt dig.”

Jeg sætter mig igen. Prøver at bilde mig selv ind, at det er for at få pistolen igen.

“Min chef havde for vane at udse sig en af sekretærene til elskerinde. Sagde man nej, blev man fyret. Den slags var ikke så ualmindeligt dengang. Jeg havde brug for pengene. Jeg kunne ikke miste jobbet. Min kæreste var kunstner, og én af os skulle jo skaffe føden.” Hun tænder et nyt skod. Det er lidt flosset i enden, gløderne fra smuldret lander på hendes bryst og går ud. “Men efter nogle måneder fik jeg nok. Min chef var pervers. Han havde en hund … “ Hun er stille et stykke tid. “Jeg besluttede at give ham en lærestreg. Jeg købte en flaske amerikansk olie. Han skulle altid have en kop kaffe bagefter. Den skulle jeg så hente til ham.”

“Du kom amerikansk olie i hans kaffe?” Jeg kan mærke et lille smil.

“Ja. Men han var pludselig kommet i tanke om, at det var hans kones fødselsdag, så da jeg kom med kaffen, var han allerede i tøjet. Han skyllede kaffen ned og løb ud ad døren. Han sad i sin bil og kørte 130 på motorvejen, da den amerikanske olie gjorde sit.”

Et nyt tog ankommer. Den linje, jeg skulle have været med. Men jeg bliver siddende.

“Han kørte galt. Vognen blev knust under en lastbil. Han døde dagen efter.”

“Du slog ham ihjel?”

“Bah.”

“Kom du i fængsel?”

“Nej. Konen var i familie med præsidenten. Man ønskede ikke at bore i sagen. Jeg fortsatte pænt på mit arbejde.”

“Men …”

“To uger senere fik vi en ny direktør. Da han havde været på kontoret i tre dage, blev jeg bedt om at arbejde over. Det var altid sådan, de sagde det.”

Jeg så tavs ned i gulvet.

“Det fortsatte bare med en ny chef. Intet var i virkeligheden forandret.”

“Men …”

“Der er ikke noget ‘men’.”

“Men …”

“Vold kan ikke ændre verden.”

“Vold er det eneste, verden forstår!”

“Det har du nok ret i.” Hun graver dybt i lommen og frem kommer en krøllet pengeseddel. “Her, tag den.”