Det følgende er et uddrag af novellesamlingen ‘Ubuden‘ af Teddy Vork.
Fra novellen:
Rød stue
Ruden vibrerede i dørkarmen, da Benjamin ruskede i først det nederste, så øverste dørgreb. Låst. Han puttede nøglerne i lommen, vendte sig og trådte ud fra vindfanget. Vendte rundt igen og tog i det nederste dørgreb. Låst. Alligevel tjekkede han også det øverste, inden han gik hen til sin cykel.
Før han steg på den, lod han blikket løbe over vinduerne i bygningen for at sikre sig, at han nu havde husket at slukke lyset.
De fem kvadratiske vinduer på øverste etage var mørke. Under dem stod der Midtbyens børnegård med hvide bogstaver lavet i en stenart, han ikke rigtig vidste, hvad var … Gasbeton måske, for der var små huller i materialet. Bogstaverne så ormædte ud i det gullige lys fra den enlige lampe, der hang over vindfanget. Skæret spejlede sig i asfalten foran indgangen, som var drivvåd og spættet med pytter efter endnu en regnvejrsdag. Himlen var natmørk, selv om aftenen reelt ikke var begyndt.
Der var også slukket bag ruderne i den midterste etage. Det samme nederst. Benjamin svingede benet over sadlen på sin cykel.
Opfangede bevægelse i øjenkrogen.
Det yderste vindue til venstre på midterste etage.
Der stod et barn og kiggede ud. Han kneb øjnene sammen. Ikke bare en af de besynderlige lerfigurer, der stod så mange steder? Nej, ansigtet var synligt lige over vindueskarmen. Mørkt hår, store øjne, der kiggede på ham. En pige? Nærmest et sort-hvidt fotografi i den dæmpede belysning.
“Fuck.” Benjamin satte i løb, vinkede til pigen, opfangede ikke, om hun vinkede tilbage, svært at se fra den spidse vinkel, da han nærmede sig døren.
Han fumlede nøglerne frem, låste op. Det her havde han bare ikke gjort! Glemt et barn. Ligesom i skrækhistorierne på studiet og avisoverskrifter. På første lukkevagt.
“Hallo? Jeg kommer nu,” råbte han og skyndte sig op ad trappen i foyeren. Hans vinterjakke hvislede hidsigt mod væggen, og hans skulder flåede en kartonplakat ned med en kollage af printede fotografier af børnene på legepladsen. Han lod plakaten ligge og fortsatte op til første sal, ind ad døren til garderoben med dens kraftige lugt af vådt sand og fugtigt overtøj, videre ind gennem døren til gangen med de tre stuer.
“Undskyld,” råbte han. “Det må du virkelig undskylde, jeg havde slet ikke set dig, er du okay?” sagde han højt, idet han trykkede på lyskontakten. To pling fra loftslamperne, så tændte de. Udsendte et hårdt, hvidt lys.
Ingen svarede.
Hans forpustede åndedræt og en hvisken fra jakkeærmet mod hans flanke var de eneste lyde.
“Hallo, det er mig, Benjamin … Benji. Du skal ikke være bange.” Han gik med hurtige skridt hen ad gangen.
På højre side lå de tre stuer og så puderummet for enden. På venstre side åbnede gangen i lidt større områder ud for hver stue.
Benjamin kiggede ind på Grøn Stue. Fire lave og ovale borde med opstolede børnestole i grønlakeret træ. Køkkendisk. En gul engangsklud hang opvredet fra vandhanen. Han drejede hovedet. I opholdsområdet over for døren stod en sofagruppe i L-form og to legekøkkener. Ikke noget barn.
Blå Stue. Samme type borde og stole, men i blå nuancer og placeret lidt anderledes. Opholdsområdet uden sofaer. I stedet et lavt bord og stigereoler langs væggene, fyldt med bøger, puslespil og brætspil.
“Jeg er på vej,” sagde han hen mod enden af gangen. Bare hun ikke var ked af det. Hvad ville hun sige til sine forældre? Ville de klage over ham? Hvad ville kollegaerne sige, og Vibeke, hans leder?
Rød Stue. Hans stue, sammen med Rikke. De fire røde borde, køkkendisken. Væggene nærmest tapetseret med opslag, billeder, tegninger. Opholdsområdet ud for stuen med to røde sofaer på hver side af vinduet. Ingen pige.
Benjamin blev stående.
Så sin egen silhuet i ruden. Hans backpack sad så højt på ham, at den lignede en pukkelryg. Lerskulpturen i vindueskarmen lignede noget, der måske var en art svamp, måske et menneske.
Det var lige dér, hun havde stået, ikke? Benjamin gik hen til vinduet, skærmede med begge hænder, så han kunne se ud. Glinsende asfalt og hans cykel, der stod som den eneste i stativet. Han vendte sig rundt.
“Hallo? Hvor er du? Det er bare mig, Benji,” sagde han højt, men så blidt som muligt. Han havde kun nævnt det én eneste gang, at hans venner kaldte ham Benji som kælenavn, før det var det eneste, børnene kaldte ham.
Hvor var hun? Hvem af dem var hun? Hun havde haft mørkt hår.
Safira? Alma, Daphne, Yasmin … var det ikke de mørkhårede piger fra Rød? Men de var blevet hentet. Der var selvfølgelig børnene fra de andre stuer, han kendte ikke dem alle endnu.
Hvorfor var hun ikke blevet hentet?
Hvorfor svarede hun ikke, når han kaldte?
Var han egentlig sikker på, at han havde set hende?
Men det havde virkelig lignet en lille pige i vinduet.
Hans mund lavede en klistret lyd, da han åbnede den for at kalde igen. Han lod være. Gik i stedet mod puderummet.
På nær det øverste af væggene og loftet var alle rummets flader beklædt med madrasser med lilla betræk. I midten lå en kæmpe dynge puder i forskellige størrelser og udformning. Heller ingen pige her.
Benjamin så op i et ryk, da det klikkede mod rummets eneste vindue, som om et næb pikkede løs. En kuldegysning rejste de små hår i nakken. Hvide prikker hoppede og dansede ude i mørket. Hagl.
Han kiggede over skulderen og hen ad gangen. Loftslamperne spejlede sig i uldne pytter på det gråmelerede vinylgulv. Sandkorn og ridser stod tydeligt frem. Ved et fodpanel glimtede en lille kugle af stanniol.
Han skyndte sig mod toiletterne. Tog telefonen frem, men vidste ikke, om han skulle ringe, eller til hvem.
Med telefonen i hånden bankede han blidt på døren til toiletterne.
“Hallo, jeg kommer lige ind, ikke?”
Han puffede døren op. Lyset tændte. En lugt af urin blandet med tandpasta og sprit sivede mod ham. Tre små toiletkummer voksede op af gulvet som skinnende mælketænder. En plastikhandske lå sammenkrøllet ved siden af skraldespanden. Spejlet over håndvaskene var plettet af fedtede fingre og tandpastastænk. Ingen pige.
Så var det noget, han havde forestillet sig.
Men der var også personalerummet og det tilhørende toilet, og så etagen ovenpå, og nedenunder. Men han ville have set hende på trappen eller hørt hende, da han kom op. Der var også den smalle nødtrappe over for puderummet?
Nej, der var ingen pige. Han måtte bare indse, at det var noget, han troede, han havde set. Når han havde tjekket personalerum og -toilet, var det hjemad. Jeanette og Dina ventede på ham.
Benjamin gik tilbage mod indgangen, kastede igen et kort blik ind på Rød Stue, så Blå Stue, før han åbnede til personalerummet og det tilstødende toilet. Ingen pige.
Idet han skulle til at lukke døren til toilettet, hørte han en lyd.
Fra Grøn Stue eller tæt på? Det havde lydt som skurren … stoleben mod vinylgulvet. Igen rejste Benjamins nakkehår sig, og han opdagede, at han holdt vejret for bedre at kunne lytte.
Børnehaven var helt stille.
Han pustede ud og slap dørgrebet. Han skulle bare tage hjem. Jeanette ventede på ham. Sikkert ret utålmodigt. Utroligt, at hun ikke havde ringet endnu, egentlig.
Med bevidst hurtige og selvfølgelige skridt gik Benjamin hen ad gangen. Skosålerne peb som små gnavere mod vinylet. Han kunne se sin gennemsigtige spejling vokse i ruden i døren for enden af gangen. Der var også et håndtag helt oppe, det havde han glemt. Så et barn kunne ikke komme ud og gemme sig på de andre etager.
Da han kom til Grøn Stue, kiggede han derind.
Der lå noget på det fjerneste bord. Havde der gjort det før? En mørk klump. Ikke stor nok til at være et barn.
Hvorfor gik han ikke bare ind?
Det gjorde han også. Lige så snart han havde rakt ind og tændt lyset.
To plingende glimt, før lampen lyste helt. Men nok til, at han allerede havde set, hvad der lå på bordet. Han gik derhen.
Den afklædte pigedukke lå på ryggen på bordet som et spædbarn på et alter. Nogle af de sidste børn måtte have glemt at rydde den op, eller en af de voksne.
Benjamin tog dukken. Det matte plastik føltes på én gang både støvet og klæbrigt. Øjenlågene gled op med svage klik. Et swmmingpoolblåt højre øje og et hvidt øjeæble til venstre. Han rystede den for at få den blå iris frem.
Det lykkedes ikke. Dukken burde ryge ud. Gammel og klam. Der var også noget med hænderne. Fingrene, som burde være buttede babyfingre, som Dinas, var underligt flade.
Da han kiggede efter, så han, at fingerspidserne var flossede og trevlede, nærmest skarpe, fordi de var blevet tygget på. Der var adskillige bidemærker.
Han trak ud i halstørklædet. Han svedte pludselig. Og der stod nogen i døråbningen og kiggede på ham. Han snurrede omkring.
Døråbningen var tom.
Hjertet bankede hårdt og hurtigt. Halstørklædet kradsede. Han rystede på hovedet ad sig selv. Tre hurtige skridt førte ham hen til det lille hjørne ved reolerne, som de kaldte dukkekrogen. Med et underhåndskast smed han dukken op i kassen med bamser og dukker.
Så forlod han Grøn Stue og prøvede at lade være med at se sig over skulderen. Det lykkedes ikke. Heller ikke da han nåede ned og låste døren til børnehaven og gik hen til sin cykel.
Der var ikke nogen pige i vinduet.
Læs videre i ‘Ubuden‘.
Find bogen her:
2 Feet Entertainment 