Det følgende er et uddrag af Steen Langstrups roman ‘Kvinden der kom med kage‘.
Fra tredje kapitel:
3
Ingrid tog langsomt cerutten ud af munden og trådte et skridt tilbage uden at vide af det. Kvinden vendte sig og gik rundt om bilen. Hun genkendte det ansigt, den kantede hage, de store øjne, det blonde hår, men det kunne ikke passe, det var femogtyve år siden, og kvinden derude så ikke ud til at være blevet meget ældre i løbet af de år. Moden var skiftet, den næsten lårkorte orange kjole var ikke gået i 1940’erne, det hvide hårbånd, de matchende sko og ditto håndtaske heller ikke.
“Ingrid Nørrestrand?” spurgte kvinden med en påtaget frisk stemme.
“Hvem spørger?” snappede Ingrid.
“Jeg hedder Ruth Simone. De kendte min mor.”
“Bliv der!” næstenråbte Ingrid og så sig om til alle sider efter et våben, men hvad i alverden skulle hun bruge et våben til? Hun så ned ad sig selv, den blå kittelkjole med pletter af ler og farvet lak, de bare tæer i træskoene, hun turdet slet ikke tænke på håret eller ansigtet, hun var slet ikke i stand til at tage imod fremmede, som hun så ud. Hun stank sikkert også af gammel vodka, sved og cerutter.
“Min mor hed Edith Carlsen. De reddede hendes liv, tror jeg nok,” fortsatte kvinden udenfor. Hun var blevet stående ved bilen med den lille, hvide håndtaske i begge hænder foran sig som en slags skjold. Smilet på hendes læber var usikkert, men mere naturligt nu. Øjnene flakkede rundt i haven. Hun havde hvide kørehandsker på. “Min mor var sygeplejerske med de hvide busser.”
Katten ilede til med halen lige op i luften og gned sig op ad kvindens ben, som hun koket trak til sig med et halvforskrækket hvin.
Ingrid trådte ud ad køkkendøren og missede med øjnene mod solen. “Sig du til mig. Det andet får mig til at føle mig så gammel. Unge mennesker siger ikke ‘De’ længere, vel?”
“Hvor jeg kommer fra, gør de nu nok,” sagde kvinden og trådte forsigtigt væk fra katten, der dog blot fulgte efter.
“Katten gør ikke noget. Den er bare skideirriterende. Kæl den lidt bag ørerne, så skrider den igen.” Hun sugede på cerutten og gik tættere på. “Hvad kan jeg gøre for dig? Var det Ruth, du hed?”
“Ruth Simone, ja.” Hun gik ned i knæ og aede forsigtigt katten med en behandsket hånd. “Åh, den er nu meget sød. Hvad hedder den?”
“Aner det ikke, det er ikke min kat.”
Katten fik nok og luntede ind i skyggen, hvor den gav sig til at slikke sin pels, og kvinden, Ruth, rejste sig op og børstede usynligt skidt af sin orange kjole.
“Du holdt overfor og lurede tidligere?”
Kvinden fyldte lungerne og skar ansigt. “… Ja.”
“Jeg antager, at det også var dig i den lille Morris i går. Jeg bryder mig meget lidt om at blive skygget.”
“Jeg beklager. Jeg ville være sikker på, at De … at du var den rette.”
“Den rette hvad?”
“Jeg var nok i virkeligheden lidt bange for at tage kontakt.” Hun trak kørehandskerne af og lagde dem fra sig på vognens tag. Hvordan hun kunne holde ud at have handsker på i den hede, havde Ingrid svært ved at begribe, men det kunne hun måske heller ikke, nu hun tog dem af. “Min mor tog sit eget liv, da jeg var 19. Jeg vil gerne forstå hvorfor. Jeg har hendes billede her.” Hun åbnede tasken og tog et gammelt sorthvidt fotografi op og rakte det frem mod Ingrid, der kun kastede et flygtigt blik på det. Hvide linjer fortalte, hvor billedet engang havde været foldet, kvinden på billedet kunne være Ruth med en anden frisure.
“Jeg behøver ikke et billede, du ligner hende som snydt ud af næsen. Jeg husker sagtens sygeplejerske Carlsen, selvom jeg kun mødte hende den ene gang. Vi var højst sammen et døgn, og det var det. Det gør mig ondt, at det gik hende sådan, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan være til megen hjælp.”
Kvinden bed sig læben. “Det var det, jeg frygtede, du ville sige. Det ville alligevel betyde meget for mig, hvis du ville være villig til at ofre et øjeblik på mig. Jeg er kørt helt inde fra Frederiksberg for at …” Hun tøvede og så op på den uendelige blå himmel for at samle tankerne. “Jeg har forberedt det her i lang tid, har forsøgt at finde de rette ord, men nu kan jeg aldeles ikke huske dem.” Hun kom fotografiet tilbage i tasken, lod kørehandskerne følge efter, åbnede bagdøren og tog en større taske ud. Også den hvid.
Ingrid skiftede vægten over på det andet ben og slog aske af cerutten. Solen brændte på hendes kinder, og sveden piblede ned ad ryggen på hende. “Jeg har brugt mange kræfter på ikke at huske den tid,” sagde hun, fangede et stykke tobak, der havde sat sig på hendes læbe, med tungen og spyttede det ud. “Jeg er helst fri.”
“Jeg forstår. Det må også være overrumplende, at jeg sådan kommer brasende her og trænger mig på. Jeg håber, at du i det mindste vil tænke over det.” Hun åbnede den store taske og fiskede et visitkort ud. “Her, tag mit kort. Ring til mig når som helst.”
“Jeg har ikke telefon.”
“Men der er en telefonboks nede ved Brugsen, ikke sandt?”
Ingrid tog ikke imod visitkortet, og efter en akavet tøven forsvandt det ned i tasken igen. Ruth sukkede. “Undskyld ulejligheden. Jeg beklager.”
En lastbil kørte forbi ude på vejen med ladet fuldt af grus nede fra grusgraven, sikkert på vej mod Frederiksværk eller måske Hundested.
“Jeg beklager,” gentog Ruth tungt, da lastbilen var forsvundet op over bakken. “Nu virker det helt dumt, at jeg havde bagt kage og taget med.” Hun lo opgivende og skar ansigt. “Det er bare. Min far døde under krigen; jeg var kun 10 år. Jeg ved ikke, hvorfor alt det gamle pludselig betyder så meget for mig. Det er sytten år, siden mor døde. Det er … jeg ved ikke. Jeg vil bare gerne forstå.”
“Har du bagt kage?” Ingrid rystede på hovedet.
“Min mors opskrift. Hun elskede at bage, lavede sine egne opskrifter. Jeg tror ikke, jeg har så meget til fælles med hende andet end udseendet, men jeg elsker også at bage.” Hun rakte ind på bagsædet, tog et fad dækket af sølvpapir ud, vendte sig om mod Ingrid med det balancerende på venstre hånd og lettede en smule på sølvpapiret, så man lige anede nogle skiver sandkage med hvid glasur. “Varmen har fået glasuren til at smelte lidt, er jeg bange for. Men nu kan det vel også være lige meget.”
“Jeg er ved at forgløde noget lertøj,” sagde Ingrid. “Varmen i ovnen skal hæves med 100 grader hver time, så … Lad os sætte os ind, hvor det måske er lidt køligere, og snakke imens. Jeg har ikke andet, jeg skal nå.”
“Virkelig?” sagde Ruth, lukkede bildøren og skyndte sig efter Ingrid med kagefadet i den ene hånd, den store taske i den anden og håndtasken under armen.
Over dem brummede et lille fly hen over himlen, og som altid fik lyden af fly det til at gibbe i Ingrid, og hun forventede halvt om halvt at høre motorerne hvine skingert, idet det dykkede fra himlen og lagde an til angreb.
Det skete selvfølgelig ikke. Det var bare en tosset rigmand, der var ude at more sig med sin alt for dyre hobby. Fly angreb ikke ud af den blå luft.
Hun vidste det godt.
Hendes nerver forstod det bare ikke.
Læs mere i ‘Kvinden der kom med kage’.
Find bogen her:
2 Feet Entertainment 