Uddrag af ‘Døden og kvinden’

Det følgende er et uddrag af antologien ‘Døden og kvinden‘

Fra novellen ‘Skyggerne på væggen’ af Mary Elanor Wilkins Freeman

Skyggerne på væggen

…

“Hvad?” snappede Caroline; pennen skrattede højlydt mod papiret.

Rebecca gispede krampagtigt.

“Den der mærkelige skygge på væggen,” svarede fru Brigham.

Rebecca skjulte ansigtet; Caroline dyppede pennen i blækket.

“Hvorfor ser I ikke på væggen?” spurgte fru Brigham forundret og en anelse fornærmet.

“Jeg er nødt at få skrevet det her brev færdigt i en fart, hvis fru Wilson Ebbit skal nå at få besked i tide til at kunne deltage i begravelsen,” svarede Caroline kort for hovedet.

Fru Brigham sprang på benene, så sytøjet faldt på gulvet, og fór rundt i værelset og gav sig til at flytte rundt på forskellige møbler og ting, mens hun hele tiden holdt øje med skyggen.

Pludselig råbte hun: “Så se dog på den forbandede skygge! Hvad er det! Caroline, se, se! Rebecca, se! HVAD ER DET?” Den sidste rest af fru Brighams ophøjede ro var forduftet. Hendes smukke ansigt var stivnet i rædsel. Hun stod som frosset til stedet og pegede på skyggen på væggen. “Se!” sagde hun. “Se! Hvad er det?”

Rebecca skævede forsigtigt hen på væggen og begyndte at skrige. “Åh, Caroline, det er der igen! Det er der igen!”

“Caroline Glynn, nu ser du på væggen!” sagde fru Brigham. “Se! Hvad er det for en frygtelig skygge?”

Caroline rejste sig op, drejede sig og så op på væggen. “Hvor skulle jeg vide det fra?” sagde hun.

“Det har været der hver aften, siden han døde,” klynkede Rebecca.

“Hver aften?”

“Jeg. Han døde torsdag, og det er lørdag i dag, det giver tre aftner,” sagde Caroline koldt. Det krævede tydeligvis en stor portion viljestyrke for hende at bevare roen.

“Det – det ligner – ligner –“ stammede fru Brigham med rædsel i stemmen.

“Jeg er ganske klar over, hvad det ligner,” sagde Caroline. “Jeg har øjne i hovedet.”

“Det ligner Edward,” jamrede Rebecca på randen af vanvid. “Det er bare –“

“Ja, det gør,” sagde fru Brigham lige så skræmt. “Det er bare – Åh, det er forfærdeligt! Hvad er det, Caroline?”

“Jeg gentager: Hvor skulle jeg vide det fra?” svarede Caroline. “Jeg ser det præcis som dig. Hvordan skulle jeg kunne vide mere end dig?”

“Det må være noget her i værelset, der kaster skyggen,” sagde fru Brigham og så til alle sider på en gang.

“Vi prøvede at flytte rundt på alt i værelset, den første aften det viste sig,” sagde Rebecca. “Skyggen stammer ikke fra noget her i værelset.”

Caroline snerrede ad hende. “Selvfølgelig stammer det fra noget i værelset! Få styr på dig selv! Hvad skal den slags til for? Selvfølgelig kommer skyggen fra noget her i værelset.”

“Selvfølgelig gør den det,” sagde fru Brigham og så mistænksomt på Caroline. “Selvfølgelig må det være sådan. Det er bare en tilfældighed. Det er ikke, som det ser ud. Måske er det folden der i gardinet, der skaber skyggen. Det må være noget her i værelset.”

“Det er ikke noget i værelset,” gentog Rebecca stædigt.

Pludselig gik døren op, og Henry Glynn trådte ind. Han begyndte at sige noget, men så fulgte hans blik de andres hen på væggen, og ordene satte sig fast i halsen på ham. Han stod som lammet og stirrede på skyggen. Skyggen var i fuld figur og strakte sig hen over den firkantede, hvide dør og halvdelen af væggen, hvor billedet af deres mor hang.

“Hvad er det?” spurgte han.

“Det må stamme fra noget i værelset,” sagde fru Brigham dæmpet.

“Det stammer ikke fra noget i værelset,” fastholdt Rebecca rædselsslagent.

“Som du tager på vej, Rebecca Glynn,” sagde Caroline.

Henry Glynn blev stående og kiggede et øjeblik, og et hav af følelser kunne læses i hans ansigt – rædsel, indsigt, mistro og raseri. Med et fór han hid og did i rummet, flåede møbler til side for så at vende sig og se, om det havde nogen effekt på skyggen på væggen. Men den frygtelige skygge rørte sig ikke det mindste.

“Det må være noget i værelset!” snappede han som et piskesmæld. Hans ansigt fortrak sig i en frygtelig grimasse, så han næsten ikke var til at kende. Hans sorteste hemmelighed stod klart og tydeligt at læse i hans ansigt.

Rebecca, der stod nær sofaen, stirrede lamslået på ham. Fru Brigham klamrede sig til Carolines hånd; de var begge trukket ind i det ene hjørne for ikke at være i vejen. De næste minutter styrtede han rundt i værelset som et vildt dyr. Søstrene så til, mens han greb hver en ting i rummet for blot at kaste dem fra sig på gulvet, når det viste sig, at heller ikke den ting ændrede noget på skyggen. Indtil han brat stoppede op, grinede afvæbnende og gav sig til at sætte tingene på plads igen. “Hvor absurd,” sagde han og rystede på hovedet. “Så meget postyr over en fjollet skygge.”

“Det har du ret i.” Fru Brigham gjorde sit bedste for at holde stemmen i ro. Hun bøjede sig for at rejse en væltet stol op.

“Jeg tror, du har ødelagt den stol, Edward holdt så meget af,” sagde Caroline. En blanding af frygt og vrede fyldte hendes ansigt. Munden var en tynd streg, øjnene knebet sammen.

Henry løftede stolen og skar ansigt. “Så god som ny,” sagde han roligt. Han grinede igen og så rundt på sine søstre. “Gjorde jeg jer bange?” spurgte han. “Man skulle ellers tro, at I var vant til mig efterhånden. I ved jo, hvordan det er med mig og mysterier, jeg må bare til bunds i dem, og den skygge der, den er da besynderlig – ikke? – og jeg måtte bare finde en logisk forklaring på den, hvis jeg kunne.”

“Det lader du ikke til at have haft held med,” bemærkede Caroline tørt og kastede et hurtigt blik på væggen.

Henry fulgte hendes blik og skælvede. “Åh, skygger har deres egen logik,” sagde han og grinede igen. “Kun en tåbe vil forsøge at finde mening i skygger.”

Middagsklokken ringede, og de forlod alle værelset. Henry holdt ryggen vendt mod væggen, så han undgik at se yderligere på skyggen, og det gjorde de andre såmænd også.

Da de krydsede hallen, lænede fru Brigham sig ind mod Caroline og hviskede i hendes øre: “Henry lignede en dæmon.”

Henry førte an, ivrig som en lille dreng. Rebecca dannede bagtrop; hendes knæ rystede så voldsomt, at hun dårligt kunne gå.

“Jeg kan simpelthen ikke sidde mere i det værelse i aften,” hviskede hun til Caroline, da middagen var spist.

“Glimrende, så sætter vi os et andet sted,” svarede Caroline. “Jeg foreslår, at vi sætter os ind i den sydvendte stue,” sagde hun højt, “der er ikke nær så fugtigt som i biblioteket, og jeg er forkølet.”

Således tilbragte de alle aftenen i den sydvendte stue, søstrene med deres sytøj, mens Henry læste avis, siddende i sin stol, som han havde trukket hen til bordet, hvorpå lampen stod. Omkring klokken ni rejste han sig pludselig og krydsede hallen til biblioteket. De tre søstre så på hinanden. Fru Brigham rejste sig også, løftede op i sine knitrende skørter og listede efter ham.

“Hvad gør du?” gispede Rebecca.