Hverdagsrealisme, Mellemtime, Naja Roos, Nyheder

MELLEMTIME nu også ude som e- og lydbog

De digitale udgaver af Naja Roos’ gribende og vigtige hverdagsroman om livet i folkeskolen i dag er udkommet. De kan lånes, streames, købes, hvor du normalt finder dine e- og lydbøger. Naja Roos her selv indlæst lydbogen.

Et skoleår begynder på Ydermarken Skole. 

I år er det politiske fokus trivsel, inklusion og relationsarbejde. Sidste års indsats for styrket faglighed nedprioriteres, selvom arbejdet på ingen måde er færdigt.

Lærerteamet for ottende årgang er sat, og samarbejdet skurrer allerede. Erfarne Karen er på vej mod pensionen, mens unge Astrid sprudler af idealer og virkelyst, Jens øjner karrieremuligheder, og Mads mere er optaget af sport og de unge kvindelige vikarer. 

Det bliver et år sitrende af hormonforstyrrede elever, nikotinhandel på toiletterne, mobiler og onlinedares mellem eleverne, fraværende ledelse og et rødglødende Aula. 

Og, når nu skolen har fokus på trivsel, lige en lejrskole oveni.

‘Mellemtime’ er både medrivende som en spændingsroman og et indsigtsfuldt vidnesbyrd om hverdagen på en helt almindelig folkeskole.

“Den beskriver konflikter mellem ledelse og lærere, mellem elever og lærere – kort sagt hverdagen på mange skoler … Tæerne krummer sig i skam over at kunne genkende mange af mønstrene.”

Alice Buchave Nørlem, Folkeskolen

******
“Jeg finder det helt utroligt, at en bog om lærernes dagligdag på en helt almindelig skole, kan være sådan en pageturner … Jeg frygtede, at jeg ville brække mig over lærerværelset, men historien var fyldt med dagligdagsintriger, som var utrolig spændende at følge med i. Jeg glæder mig til at læse mere fra Naja Roos, for hun skraber ikke kun overfladen af den verden, så mange mennesker begår sig i, hun dykker ned i dybet og viser lyset i mørket.”

Ida Marie Mortensen, Vores Bogreol

“Karen og Astrid skiftes til at have synsvinklen, og deres arbejde og oplevelser beskrives indgående, indlevende og med alarmerende autencitet. Det er brutal, men virkeligt interessant læsning, og der er al mulig grund til at blive bekymret – for ungerne, for lærerne, for ledelsen – og sandelig også for de forældre der tydeligvis huserer på Aula, men måske ikke fanger betydningen af at de selv opdrager barnet.”

Birte Strandby, Bogvægten

*****
“Naja Roos har noget på hjerte – det er tydeligt … Kan en skolelærerroman være interessant? Uden tvivl – der var masser af bogkemi og jeg var selv lidt overrasket over at en roman med folkeskolen som tema kan være en pageturner.”

Marianne Løndal Andersen, Shhh … morlaeser

“Et hverdagsdrama, skrevet lettilgængeligt med masser af fremdrift og flydende dialoger. Romanen er samtidig, efter min mening, et kærkomment perspektiv på lærerfaget og den kontinuerlige debat, som pågår om skolen. Et perspektiv, man som udenforstående, normalt ikke får, fordi man, ja, ikke er lærer… men det kan man få, hvis man læser ‘Mellemtime’.”

Helene Andersen, Krogenibogen

“Et kampskrift for en bedre folkeskole. Her er ingen hellige køer. Både politikere, skolebestyrelse, ledelse, lærere, forældre og elever får råt for usødet.”

Egil Hvid-Olsen, Den smalle bog

“Lærerne gør alt hvad man kan for at få den lærdom øst på børnene, og så kommer virkeligheden udefra: Ny kurs – ny retning. Nyt modeord. Glem alt hvad vi fokuserede på sidste år. So last year. Årets ord er nu: Trivsel! Her spidder bogen herligt tidsånden. Politikerne/skolebestyrelsen har talt – vi vender da straks alt på hovedet. Det er en god bog.”

Mikala Rosenkilde, Det blå bogskab

“Indimellem sættes tingene lidt på spidsen, men der er ikke noget i denne bog, jeg ikke har mødt i mit eget lærerliv på forskellige både privat- og folkeskoler; DESVÆRRE … Romanen er fortalt i et ligefremt nutidigt sprog. Karaktererne er troværdige og plottet velgennemtænkt.”

Susanne Mejdal, Litteraturklubben

“En både realistisk og medrivende beretning om det, man kan kalde verdens bedste job, når det lykkes – men som æder sjæle op, når det ikke gør.”

Ulla Taylor, Forfatter og lærer

“TIl læsere af hverdagsdramaer og til fagfolk og forældre, der er nysgerrige på et omfattende indblik i nutidens skoleverden.”

Christine Christensen, Lektørudtalelse

“Bogen giver et realistisk billede af et lærerliv og fortæller bedre end utallige artikler, jeg selv har lagt byline til, hvad det er, mange skoler slås med, hvorfor Aula skal bruges bedre eller afskaffes, og hvorfor lærere skal være lærere og ikke socialarbejdere.”

Jacob Fuglsang, Politikens USA-korrespondent

“Jeg fik en klaustrofobisk dragende følelse af de tætte beskrivelser af to læreres perspektiver på deres egen hverdag. Samtidig blev jeg ramt af, hvordan forældres stræben efter at gøre det bedste for deres børn kan bidrage både til lærerens mentale overload og til at trække autoritet ud af lærerrollen. Dygtigt eksemplificeret – så ingen næppe kan sige sig helt fri! En skønlitterær bog – og i lige så høj grad en aktuel debatbog.”

Stella Hansen, Direktør hos Helsingør Kommune

Nyheder, Panzer, Steen Langstrup

Nye udgaver af Steen Langstrups ‘Panzer’


I dag udkommer Steen Langstrups krimi noir-roman ‘Panzer‘ i fine, nye udgaver. Både papirbog, e-bog og lydbog har fået en opdatering. Papirbogen er en lækker lille sag i samme format som vores klassikerserie og Steen Langstrups ‘Kat‘, der ligeledes udkom i nye udgaver i februar.

Det er i øvrigt i år 20 år, siden ‘Panzer‘ oprindeligt udkom. Det skete her på 2 Feet Entertainment, og var Langstrups tredje romanudgivelse, siden han forlod Gyldendal i 2002 og startede forlaget. ‘Panzer‘ er en uafhængig fortsættelse af Langstrups roman ‘Stikker‘, hans bedst sælgende roman til dato, og foregår i besættelsestidens sidste uger i april 1945. Langstrups seneste roman, ‘Kvinden der kom med kage‘ er tredje bind i serien.

København, april 1945. Krigens blodigste måned i Danmark. Man forbereder sig på tiden efter krigen, og det er ikke alt, der tåler dagens lys. Der er mange spil i gang, og det har aldrig været lettere at skille sig af med besværlige brikker. Døden venter lige om hjørnet. Det er på tide at stille sig selv spørgsmålet: Hvem stoler du på?

Tidligere skrevet om ‘Panzer’:


‘Mageløst fortalt … fascinerende og eminent skruet sammen.’
 

Bo Tao Michaëlis, Politiken

‘Steen Langstrups besættelsesthriller nr. 2 er til blodig overflod lige så skamløst hårdkogt og hæsblæsende som nr. 1 … tilbage på sporet, det formfuldendt eksploderende jernbanespor.’

Lars Bukdahl, Weekendavisen

‘Kan stadig skrive røven ud af bukserne på de fleste og sætte de mange glade amatører i spændingsgenren i det rette perspektiv.’

Hans Larsen, Ekstra Bladet

‘Ikke kun en rejse tilbage til krigens blodigste måned, men også en rejse ind i det mørke, der findes i os selv.’

Anne Sophia Hermansen, Fyens Stiftstidende

Kat, Nyheder, Steen Langstrup

Nye udgaver af Steen Langstrups ‘Kat’

I dag udkommer Steen Langstrups debutroman ‘Kat‘ i fine, nye udgaver. Både papirbog, e-bog og lydbog har fået en opdatering. Papirbogen er en lækker lille sag i samme format som vores klassikerserie.

Steen Langstrup debuterede i 1995 i en alder af 26 år. Han har siden udgivet både romaner, noveller, digte, fagbøger, tegneserier, drevet forlag, fungeret som oversætter, redaktør, illustrator, foredragsholder og meget andet. Hans hovedværker tæller titler som ‘Kvinden der kom med kage’, ‘Stikker’, ‘Frygt fabrik fælde’, ‘Måne måne’ og ‘Fluernes hvisken’.

‘Kat‘ udkom første gang i 1995 og var Steen Langstrups debutroman. ‘Kat‘ blev filmatiseret i 2001 og radiodramatiseret i 2005.

Katten blev kørt ned og døde i går. Maria ved det. Hun var selv involveret i ulykken. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at det er den samme kat, der sidder uden for hendes køkkenvindue i dag. Isabella tror hende ikke. Det er kun naturligt, at Maria er ude af den oven på det voldtægtsforsøg, hun var udsat for dagen før. Døde katte kommer ikke tilbage for at hævne sig. 

København er ved at bukke under efter flere dages skybrud. Samtidig har en sadistisk seriemorder krævet sine første tre ofre. 

På tværs af kørebanerne på Dronning Louises Bro har nogen skrevet: Ondskaben lurer i regnen.

Tidligere skrevet  og sagt om ‘Kat‘:


‘En god, nattesøvnsforstyrrende historie.’

Jacob Levinsen, Berlingske Tidende

‘Det er en god bog at hygge sig med på de sidste kolde, regnfulde aftner. Alene – eller sammen med sin kat.’
Martin Krasnik, Weekendavisen

‘Kat skræmte simpelthen røven ud af bukserne på mig, for at sige det populært, ikke. Den er sindssygt uhyggelig.’
Peter Aalbæk Jensen, Go’ Morgen TV3

Mikala Rosenkilde, Niøje, Nyheder

Digitale udgaver ude nu!

Mikala Rosenkildes roman ‘Niøje’ er nu også ude både som e-bog og lydbog.

Lydbogen er indlæst af forfatteren selv, og begge dele kan lånes, købes, streames, hvor du normalt finder dine digitale bøger.

En badeby under pres. Et lokalsamfund i forfald. En kvinde med skæbner i hænderne. 

Sladderen løber løbsk i Blokhus, da en blotter i flere tilfælde viser sig frem for børn i skoven. Skræmmende væsner dukker op i havet og kræver snart de første menneskeliv. 

Gaby har rigeligt at se til. Banken ånder hende og Henrik i nakken, og en lokal afpresser kræver penge. Hendes forstyrrede bror er netop udskrevet fra den lukkede, og bedsteveninden er gravid igen. Selv har Gaby travlt med sin hemmelige sommerelsker.

Niøje er en mørk og satirisk spændingsroman om sladder, bedrag og de rædsler, der gemmer sig under overfladen, både i mennesker og i havet.

“Hører du til dem, der ikke bryder sig om at bade i udlandet, fordi de har set Jaws? Så bør du ikke læse Niøje, for så tør du heller ikke bade i danske farvande mere. Alle andre bør unde sig fornøjelsen af Mikala Rosenkildes nyeste spændingsroman, der kommer med et herligt drys horror udover.”

Jette Holst, Gyseren

******

“Mikala Rosenkilde skriver med en intensitet, der minder mig om Stephen King – de samme krybende fornemmelser af uhygge, den samme måde at blande det menneskelige og det monstrøse. Men samtidig har hun sin helt egen stemme: mørk, satirisk og knivskarp på det sociale spil i et lille lokalsamfund.”

Regitze Thomassen, regitzethomassen

“Mikala Rosenkilde kombinerer sin viden om og interesse for kryptozoologi med en stor fortællelyst og har skrevet en interessant og spændende roman, der rummer alt det grumme i hverdagslivet og udstiller menneskers svagheder i krisesituationer.”

Fenja Terp, Fenjas Corner

“Niøje er spændende, interessant og meget anderledes. Et friskt pust og et glimrende bud på en spændingsroman til efteråret. Læs med – hvis du tør!”

Ida Schøler, pleasejustletmeread

“Niøje har en super spændingsopbygning der gør den til hurtig læsning. Karakterne forsøger at holde fast i hverdagen, mens lampretterne gør Blokhus til ‘dødens strand’ … Faktisk vil læseren måske  fortrække svømmehaller umiddelbart efter læsningen.”

Birte Strandby, Bogvægten

****

“Da vi nærmer os bogens afslutning, har jeg en mistanke om at jeg har gættet bogens twist, men så viser det sig at min mistanke slet ikke var nok. Den overraskelse, der fik mig til at gentænke alt det jeg havde læst, er en fremragende effekt. Jeg elsker den slags overraskelser.”

Nomi Bookreader

Estrid Dyekjær, Frugterne falder, Nyheder

‘Frugterne falder’ af Estrid Dyekjær udkommer i dag!

I dag, på årsdagen for kriminaliseringen af psykisk vold, udkommer Estrid Dyekjærs roman ‘Frugterne falder‘, der beskriver en kvindes fortumlede vej ind i et voldeligt parforhold, og hendes famlende kamp for først at tilpasse sig, siden finde vejen ud og til sidst forstå, hvorfor hun blev trods børnenes mistrivsel, hendes eget nedslidte selvværd og de tabte relationer.

Det er en modig og vigtig bog, hvor intet skjules, heller ikke de valg undervejs, som udefra kan virke uforståelige, måske endda provokerende, men som ofte er en del dynamikken i dysfunktionelle forhold. Ingen er fejlfri, ingen er blottet for ansvar, andre end de børn, der altid betaler den højeste pris, men hvem stopper det, og hvordan finder man midlerne til at gøre sig fri?

‘Frugterne falder‘ er fiktion. Det er hverken et anklageskrift eller bekendelseslitteratur. Det er skønlitteratur, der forsøger at lægge tingene på bordet og lade det være op til læseren at tage stilling og rumme, at ingen er perfekte, og man har ret til at søge livet, også selvom man selv har taget valg og begået ting, man helst var fri for at se i øjnene.

‘Frugterne falder‘ kan købes i de fleste boghandlere landet over, og selvfølgelig på nettet. Inden længe vil den også kunne lånes på biblioteket, mens de digitale udgaver ligger et stykke længere ude i fremtiden.

Agnete Friis, Bogmesser og lign., Daniel Henriksen, Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen, Kevins historie, Nyheder, Pramdrageren, Rød Stue, Steen Langstrup, Teddy Vork

En fantastisk Krimimesse

Vi er trætte, men glade hjemvendte fra årets Krimimesse i Horsens, og det var en weekend fyldt med gode oplevelser, møde med læsere, bogfolk og et vidunderligt liv på forlagets celle i Arresten. Tak til alle jer, der kiggede forbi og var med til at gøre dette års Krimimesse til en oplevelse både vi og forlagets forfattere vil huske i mange år.

Teddy Vorks roman ‘Rød Stue‘ udkom søndag på messen og har allerede fået et par skønne anmeldelser med på vejen. Jette Holst skrev på Gyseren, at Teddy Vork “kan skrive så skræmmende, at det næsten er umuligt at læse det. Men han skriver også så virkeligt og forstår menneskesindet så godt, at vi læsere ikke kan undgå at spejle os.” Mens A Literary Journey og Bogdrys begge gav bogen 5 ud af 5 stjerner.

Herunder følger et par nedslag fra Krimimessen.