Nyheder

Tak for 2022

2022 er ved at være slut. Det blev et godt år for 2 Feet Entertainment, hvor vi blandt andet satte fokus på novellen med udgivelsen af en novellesamling af Bram Stoker, ny dansk gyserantologi, ny novellesamling af Steen Langstrup, samt udgivelse af Langstrups novellesamling ‘Amerikansk olie’ som lydbog.

Det blev også til flere genudgivelser fra Daniel Henriksens og Steen Langstrups backlist. En anden mission for 2 Feet er nemlig også at pleje forfatterbacklister, så ældre titler stadig vil være at finde digitalt for nye læsere.

Langt de fleste af vores udgivelser lå i forårsprogrammet, men det betyder ikke, at vi har ligget på den lade side de sidste mange måneder. Vi har haft rivende travlt med at forberede 2023s mange udgivelser, og der vil være meget at glæde sig til, kan vi godt røbe allerede.

Novelle-temaet fortsætter med både novellesamlinger af stærke danske forfattere samt flere antologier. Det vil især være noveller i og omkring gysergenren – og vi glæder os som små børn juleaften til at fortælle mere om dem. Vi elsker noveller!

Vi vil nøjes med stolt at løfte sløret for den første udgivelse, nemlig Anne-Marie Vedsø Olesens novellesamling ‘Drift’, som udkommer 20. januar 2023. Glæd jer!

Og der kommer skam også andet end noveller i 2023. Bare vent at se!

Vi vil også for første gang i alt for mange år være at finde på udvalgte bogmesser og festivaller. Den første bliver Skrækfest i Odense til februar.

Tilbage er blot at takke for 2022. Takke de mange forfattere, der er udkommet på 2 Feet i år, vores samarbejdspartnere, streamingtjenesterne, eReolen, boghandlerne, bibliotekerne, Dafolo, Publizon, Toptryk Grafisk, lydbogsindlæserne, korrekturlæserne og mest af alle: Læserne.

TAK!

I 2022 udgav vi tekster af følgende forfattere:

Daniel Henriksen
Bram Stoker
Mathias Clasen
Thomas Strømsholt
Teddy Vork
Martin Wangsgaard Jürgensen
Martin Schjönning
Carina Evytt
A. Silvestri
Christian Reslow
Sheila Eggenberger
Jonas Wilmann
og
Steen Langstrup

med emneordet
Nyheder

Travlt forår på 2 Feet Entertainment

Der har aldrig været så travlt på redaktionskontoret på 2 Feet Entertainment som dette forår. Ja, første halvår af 2022, det man i forlagsverdenen kalder forårsprogrammet.

Foråret har budt på det tætteste udgivelsesprogram i 2 Feets historie med syv e-bogsudgivelser, tre papirbogsudgivelser og en enkelt lydbog.

Vi har i løbet af foråret udgivet tekster af Bram Stoker, Daniel Henriksen, Teddy Vork, Thomas Strømsholt, Martin Schjönning, Martin Wangsgaard Jürgensen, Carina Evytt, A. Silvestri, Sheila Eggenberger, Christian Reslow, Jonas Wilmann og Steen Langstrup.

Samtidig har vi haft travlt med at forberede efterårsprogrammet og ikke mindst sat spændende projekter i gang til udgivelse i 2023.

Der er meget at glæde sig til, det tør vi godt love.

Og husk, nu sommerferien står for døren, at en god sommer kræver gode bøger.

Måske en bog fra vores forårsprogram kan friste?

Papirbøgerne:
— kan lånes på biblioteket, købes hos boghandlerne

‘Dommerens hus’ — Novellesamling af Bram Stoker
‘1900 – et århundredes tusmørke’ — Gyserantologi
‘SMS’ — Novellesamling af Steen Langstrup

E-bøgerne:
— kan lånes på eReolen, købes online og streames

‘Dukkehuset’ — Roman af Daniel Henriksen
‘In Absentia’ — Roman af Daniel Henriksen
‘Ad Nauseam’ — Roman af Daniel Henriksen
‘1900 – et århundredes tusmørke’ — Gyserantologi
‘Amerikansk olie’ — Novellesamling af Steen Langstrup
‘Forfattersind’ — Nonfiction af Steen Langstrup
‘Hjælp, jeg vil skrive en bestseller’ — Nonfiction af Steen Langstrup

Lydbogen:
— kan lånes på eReolen, købes online og streames

‘Amerikansk olie’ — Novellesamling af Steen Langstrup

God sommer!
— Vi vender tilbage med nye udgivelser til august!