Novelle-tema
Vi elsker noveller!
At nyde noveller, at give disse korte tekster den ro og opmærksomhed, de fortjener, er ingen let ting at gøre. Ofte udgives de i samlinger og antologier, og man kommer let til bare at læse derudaf, den ene efter den anden, som havde de været kapitler i en roman, men de er netop ikke kapitler i en roman, de er små selvstændige historier, scener, følelser, billeder, glimt, og de bør ikke læses hurtigst muligt, det handler ikke om at nå videre, det handler om at få det hele med, om at lade dem synke ind, få ro, om at nyde dem.
Noveller skal nydes. En ad gangen. De skal læses, gerne langsomt, og så skal de have tid til at bundfælle sig, klinge af, folde sig ud. En novelle fortjener et efterspil. En fordøjelse, inden man går videre med den næste.
Man går heller ikke ind på en gourmetrestaurant og voldæder uden at smage på maden og vinen, vel? Det er snyde sig selv. Du har måske også selv prøvet at komme til at spise en æske fyldt chokolade lidt for hurtigt – og så sidder man der med kvalme og kan egentligt ikke huske, hvordan noget af det smagte, fordi man bare proppede det i munden.
Noveller er som gourmet, som dyr, fyldt chokolade. De kan være en ekstrem nydelse, de bedste af dem, men læser man dem uden at tage sig tid og vise sig selv og teksten den nødvendige respekt, så snyder man selv, så spilder man en glæde. Og man vil ikke om de er gode eller dårlige, for man har bare proppet sig, men ikke fordøjet, ikke nydt.
Nej, ikke alle noveller er lige gode, lige som alt gourmet eller dyr chokolade ikke er lige fantastisk, men tager man ikke tid til at smage på det, så kan man ikke kende forskel.
Ja, noveller er lidt besværlige. Vi lever i en tid, hvor det dovne valg let foretrækkes. Uendelige tv-serier fremfor film, for så er man fri for at vælge hele tiden, man kan bare stene videre uden at tage stilling. Murstensromaner fremfor kortere tekster af samme grund? Man orker dårligt at skulle ulejlige sig med at tage stilling. Bare mere. Mere. Af det samme. Noget, man ved, hvad er. Noget let. Og ja, det er besværligt at læse noveller. Det er besværligt at give sig tid, at vælge nyt hele tiden, de er jo så pokkers korte.
Noveller er besværlige. Men intet, der er noget værd, er let. Intet kommer af sig selv.
Noveller er små, gemte diamanter, det antydede, det åbne, det sansede, det uforklarede, det nærværende, det drilske, det levende.
Noveller kræver tid, respekt og opmærksomhed. Giv dem det, og de åbner sig. Giv dem det, og de åbner dig.