Helene Hindberg om noveller

Novelle-tema

Interview med Helene Hindberg

Helene Hindberg er dedikeret gyserforfatter med forsmag for noveller. Hun har siden 2005 bidraget til med gysernoveller til diverse antologier og udgav i 2018 novellesamlingen ‘Afkroge’ på Harksens Productions. Hun var selvskreven til at bidrage til vores nye antologi ‘Kvinder skriver gys’.

 

Vi har talt med Helene Hindberg om glæden ved at skrive og læse noveller. Det er der kommet dette interview ud af:

 

— Hvad kan noveller for dig som forfatter/hvad er det fede ved at skrive noveller?

“Novellen er en meget kompakt form. Du skal fortælle en historie hurtigt, men ikke for hurtigt. Det tvinger dig som forfatter til at barbere ned, til virkelig at tænke over, hvordan du formulerer dig, hvordan du beskriver, og hvordan dit plot skal folde sig ud. En god novelle kan det samme som en hel roman, bare på mindre plads. Novelleformen er min foretrukne, fordi jeg endnu ikke har selvtillid nok til at tro, at mine idéer kan bære en hel roman.”

 

— Hvad giver noveller dig som læser?

“Ikke nok med at jeg elsker at skrive noveller, jeg elsker også at læse dem. De seneste mange år har jeg fået sværere og sværere ved at koncentrere mig om at læse, og noveller er langt nemmere at give sig i kast med end en mursten på måske 1000 sider. Noveller giver det hurtige læsefix, og der er en stor tilfredsstillelse ved at have afsluttet en historie i én læsesession.”

 

— Hvilken af dine egne noveller holder du mest af?

“Uha, den er virkelig svær. Som ADHD’er har jeg meget, meget svært ved at vælge den slags ting, fordi det kommer an på humør og stemning. Men jeg holder meget af ‘Grafitti’ og ‘Der Er Så Dejligt Ude På Landet’. Jeg er ret tilfreds med, hvordan de endte ud, selv om ‘Der Er Så Dejligt Ude På Landet’ var igennem flere store revisioner, før den fandt sin nuværende form. Faktisk begyndte den som en idé til en roman, der skulle foregå i Mexico.”

 

— Har du en favoritnovelle eller novellesamling af en anden forfatter – eller måske en favoritnovelleforfatter?

“Åh nej, flere af den slags spørgsmål! Der er mange helt utroligt gode novelleforfattere især inden for gysergenren. All time favourites er blandt andet Algernon Blackwood og M.R. James. Sidstnævnte perfektionerede muligvis genren. Hans små horrornoveller er så velkomponerede og velafbalancerede, at de er tidløse (i hvert fald for mig), selv om de foregår i en svunden tid. Jeg er også kæmpe fan af Daphne Du Mauriers noveller. Det er den snigende følelse af ubehag, at noget er galt, at noget frygteligt og rædselsvækkende enten er sket eller er i færd med at ske. Shirley Jackson kan det samme. Man føler, at man kender personerne og forstår, hvem de er, selv om novellen måske kun er 10 sider lang. De kan mane en stemning frem i løbet af en enkelt sætning nogle gange.”

 

— Har du skrivetips om at arbejde med noveller?

“Skriveprocessen er meget individuel, så jeg synes, det er svært at komme med overordnede råd. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg skriver ud i en køre til at starte med, og så går jeg tilbage og finpudser. Engang syntes jeg, at det hele skulle være perfekt, inden jeg skrev det ned, men det er alt for omstændeligt og stopper det flow, som man gerne skulle komme i, når man skriver. Så skriv derudaf, hvis du har en god idé. Så må du luge ud senere.”

 

 

Helene Hindbergs novelleudgivelser her på 2 Feet Entertainment:

 

 

Kvinder skriver gys

– bidrag til antologi

En samling gysernoveller skrevet af nulevende danske kvindelige forfattere. Hvem elsker ikke det søde gys? Den kildrende uhygge, det kolde pust ned ad nakken, det sanselige spil mellem det fornemmede og det følte? Vi har bedt elleve kvindelige forfattere skrive deres bedste bud på et godt gys. En del af dem har tidligere skrevet gysere, mens det for andre er første gang.

Helene Hindbergs bidrag er novellen: ‘Lyden’.

Udgivet i 2023

Findes som papirbog.