Gry Oustrup om noveller

Novelle-tema

Interview med Gry Oustrup

Gry Oustrup er et af de helt nye navne; debuterede med novellen Allerdybest nede i gyserantologien Mørkets gerninger går igen i 2020. Hun fortsatte den gode stil med novellen Fjorden i Frygtelige fynske fortællinger 2: Alt godt fra havet i 2022. 

 

Vi har talt med Gry Oustrup om glæden ved at skrive og læse noveller. Det er der kommet dette interview ud af:

 

— Hvad kan noveller for dig som forfatter/hvad er det fede ved at skrive noveller?

“Noveller for mig er et godt stykke legetøj, som kan bruges på mange forskellige måder. Eksempelvis til at udvikle en karakter, eller simpelthen afprøve en idé eller en synsvinkel. 

Samtidig er det også en øvelse i at skære helt ind til benet, så kun skelettet og de få kødtrevler, som er vigtige for plottet, er tilbage. 

Desuden tager det ikke nær så langt tid at skrive en novelle som en roman, hvilket passer rigtigt godt ind i den utålmodige del af min natur.”

 

— Hvad giver noveller dig som læser?

“Jeg elsker at læse noveller. De er som små godbidder eller snacks i hverdagen eller til togturen. Stemninger og handling i superkoncentreret form. Jeg holder især af at læse en novelle en aften eller morgen, og så gå og tygge på den dagen efter. 

Faktisk får jeg også ofte gode idéer, mens jeg læser noveller. Ikke sådan at jeg vil skrive det samme eller stjæle andres idéer, men forbindelser skabes i min hjerne, ved at læse noget godt fra en andens hånd.”

 

— Hvilken af dine egne noveller holder du mest af?

“Uh, det er jo svært; de er alle særlige for mig på hver deres måde, og faktisk ikke sammenlignelige. Min debutnovelle “Allerdybest nede” handler om fem drenge, der tager på weekendtur til en hytte langt oppe i Sverige. De drenge vil nok altid være hos mig på et dybt, fundamentalt niveau. I det hele taget, er jeg ret fascineret af personerne i mine noveller. Det er lidt skørt at tænke på, at de alle er opstået i min fantasi.”

 

— Har du en favoritnovelle eller novellesamling af en anden forfatter – eller måske en favoritnovelleforfatter?

“Min favoritnovelle må nok være “Blot en drengestreg” af Villy Sørensen, som jeg læste første gang i 6.klasse (tror jeg det var). Den rummer både det uskyldige, det uhyggelige og på en sær måde noget fornuftigt. Jeg tror, jeg kunne se mig selv som storebroren, hvilket jo nok ikke er så godt at indrømme.”

 

— Har du skrivetips om at arbejde med noveller?

“Først og fremmest er personlighederne i mine noveller vigtige for mig, og jeg starter næsten altid med at lave en god personkarakteristik, så hovedpersonen står knivskarpt for mig. 

Så sker der noget, som vender op og ned på det hele og så skriver jeg ellers derudaf. 

Det er ikke altid, jeg ved, hvordan det ender, men jeg arbejder ofte ud fra de fem punkter i den klassiske novellestruktur:

1. En given orden/et udgangspunkt. 

2. Der sker noget/en begivenhed. 

3. Konflikten præsenteres. 

4. Vendepunktet. 

5. En overraskende afslutning. 

Ps. Den klassiske novellestruktur kan Googles.”

 

 

Gry Oustrups novelleudgivelser her på 2 Feet Entertainment:

 

 

Kvinder skriver gys

– bidrag til antologi

En samling gysernoveller skrevet af nulevende danske kvindelige forfattere. Hvem elsker ikke det søde gys? Den kildrende uhygge, det kolde pust ned ad nakken, det sanselige spil mellem det fornemmede og det følte? Vi har bedt elleve kvindelige forfattere skrive deres bedste bud på et godt gys. En del af dem har tidligere skrevet gysere, mens det for andre er første gang.

Gry Oustrups bidrag er novellen: ’85-22′.

Udgivet i 2023

Findes som papirbog.