Novelle-tema
Interview med Anne-Marie Vedsø Olesen
Anne-Marie Vedsø Olesens forfatterskab er noget ganske særligt. Den genkendelige skarpe pen, de medrivende og ofte fabulerende fortællinger, den sanselige lidenskab, hvor undergang og død aldrig er langt væk. Hendes mange romaner har høstet en strøm af anmelderstjerner, en sværm af faste læsere, og en række litterære priser, senest DR Romanprisen.
Vi har talt med Anne-Marie Vedsø Olesen om glæden ved at skrive og læse noveller. Det er der kommet dette interview ud af:
— Hvad kan noveller for dig som forfatter/hvad er det fede ved at skrive noveller?
“Noveller er et koncentrat af tema og følelser, og samtidig den ultimative øvelse i stram struktur. De noveller jeg har skrevet, har alle krævet stor mental forberedelse. Man skal være helt bevidst om, hvad man vil med fortællingen. Når en novelle lykkes, er det til gengæld fantastisk at se så stor energiudladning på så få sider. Det opleves som en frydefuld forløsning.”
— Hvad giver noveller dig som læser?
“Først og fremmest at man kan få en helstøbt, afrundet fortælling på kort tid. Det er vigtigt i et travlt liv, hvor der ikke altid er plads til lange romaner.”
— Hvilken af dine egne noveller holder du mest af?
“”Brangænes medicin” og “Orkestergraven”. De er begge skrevet i en heftig periode af mit liv, hvor begær og erotisk besættelse kom til at betyde alt for meget. Alt det voldsomme fik jeg kanaliseret over i de to noveller. “Brangænes medicin” fik samtidig en æterisk-magisk overtone, som jeg holder meget af, og “Orkestergraven” (som er baseret på Edgar Allan Poes “Hjertet der sladrede”) fik midt i al sit blodige vanvid en smuk forløsning om kunst og kærlighed i sin slutning.”
— Har du en favoritnovelle eller novellesamling af en anden forfatter – eller måske en favoritnovelleforfatter?
“Jeg har to klassiske novelleforfattere, jeg holder meget af: Guy de Maupassant og Stefan Zweig.”
Anne-Marie Vedsø Olesens novelleudgivelser her på 2 Feet Entertainment:
DRIFT – seks noveller om lidenskab og død
Korte dramaer med store armbevægelser og sitrende nerve. Om mennesker i drifternes vold, kærlighedens destruktive sider, begær og undergang. Der står noget på spil. Der ofres alt. Der leves fuldt ud. Der brændes op.
Udgivet i 2023
Findes som papirbog, e-bog og lydbog
Orkestergraven
Novelle og libretto frit efter Edgar Allan Poes ‘The Tell-Tale Heart’, om kærlighedens mest destruktive sider hos en
operadirigent, der besættes af begær efter en sangerinde og drives til vanvid af hendes skønsang. Novellen blev efterfølgende bestilt som opera til Den Fynske Opera, hvor den havde urpremiere i 2012.
Udgivet i 2012
Findes som e-bog.
Brangænes medicin
En magisk fortælling om hor, mord og kærlighed på et moderne hospital – inspireret af Wagners “Tristan og Isolde”.
Udgivet i 2012
Findes som e-bog, både på dansk og engelsk.
Kvinder skriver gys
– bidrag til antologi
En samling gysernoveller skrevet af nulevende danske kvindelige forfattere. Hvem elsker ikke det søde gys? Den kildrende uhygge, det kolde pust ned ad nakken, det sanselige spil mellem det fornemmede og det følte? Vi har bedt elleve kvindelige forfattere skrive deres bedste bud på et godt gys. En del af dem har tidligere skrevet gysere, mens det for andre er første gang.
Anne-Marie Vedsø Olesens bidrag er novellen: ‘Min hvidklædte ven’.
Udgivet i 2023
Findes som papirbog.
POE
– bidrag til antologi
Klassiske fortællinger af Edgar Allan Poe, gendigtet af fire danske gyserforfattere. De fire Poe-tekster, der her gendigtes er: ‘The Tell-Tale Heart’, ‘William Wilson’, ‘Berenice’ og ‘The Fall of the House of Usher’. De fire noveller er skrevet af Anne-Marie Vedsø Olesen, Rikke Schubart, Patrick Leis og Steen Langstrup.
Anne-Marie Vedsø Olesens bidrag er novellen: ‘Orkestergraven’.
Udgivet i 2009
Findes i dag kun som e-bog, da papirudgaven er udsolgt.
Andre udgivelser af Anne-Marie Vedsø Olesen på 2 Feet Entertainment:
Salernos sol
– Roman
Da den nyuddannede Edgar forlader lægeskolen for at følge med den franske kong Ludvig på det Andet Korstog, der mislykkes så katastrofalt, bliver han – i sin blanding af begavelse og naivitet – hurtigt en brik i hoffets kyniske intriger og et hjælpeløst offer i spillet mellem den vege konge og hans smukke, handlekraftige dronning, Eleonore.
‘Salernos sol’ er Anne-Marie Vedsø Olesens debutroman fra 2000. Den vandt andenprisen i Middelalderromankonkurrencen udskrevet af Gyldendal og Det Kongelige Bibliotek.
Genudgivet på 2 Feet Entertainment i 2013 og 2021.
Findes på 2 Feet Entertainment som lydbog og e-bog.
Derudover på 2 Feet Entertainment:
Forfattersind
af Steen Langstrup
Anne-Marie Vedsø Olesen er blandt de interviewede forfattere i Steen Langstrup bog ‘Forfattersind’ om forfatterlivet og de svære ting, man ellers ikke taler om.
Udgivet i 2021.
Findes på som papirbog og e-bog.